Jeg mødte de her to i sidste og de satte simpelthen så mange tanker igang.
Gør de mon også det hos dig?
Kravler den op i en søgen mod lys og lykke?
Klyngrer den sig fast, fordi det er det eneste, der giver mening?
Snylter den på en andens liv helt uden empati?
Eller holder den ganske enkelt bare fast, fordi det er der, den er?
Men måske lever de bare hver deres liv lige ved siden af hinanden uden nogensinde at høre sammen?
Duften af syren i regnvejr.
Løb i regnen efter frokostpausen fra kantine tilbage til kontoret med grinende kollega.
Løb i regnen fra SFO til bil med 2 grinende unger.
At spille bold i regnvejret med en lille hundehvalp, som egentlig har alt for meget pels til at være rigtig praktisk, når den er våd.
Lyden af regn på taget (medmindre selvfølgelig der er hul i taget, for så er den slags jo faktisk kun sjovt i tegnefilm).
Jeg har en sten.
Eller jeg har faktisk en del.
Og her tænker jeg ikke bare på perlestenene i indkørslen.
Jeg har sten fra alle danske strande, jeg har været ved. Mindst en fra hver.
Båret hjem i en bukselomme. I en indkøbspose (jo, nogle gange har man brug for en indkøbspose). Pakket ind i en serviet og lagt nederst i tasken. Eller i en jakkelomme gemt inde i foret.
Nogle pynter i sættekassen i udestuen. Andre i haven i små bunker eller i en urtepotte. Og så er der lige et par stykker, som ligger på bogreolen i stuen og minder om verden udenfor.
Og så er der selvfølgelig dem, der ligger g(l)emt rundt omkring. I et hjørne af en skuffe eller i skabet. I en æske, der ligger i en æske, der ligger i en æske.
Blandt dem, er denne:
Den er ikke rigtigt noget særligt.
Men så alligevel lidt.
For vender jeg den en omgang.
Så sker det her:
Og det her:
Og det her:
Og det her:
Og det her:
Så kan man jo blive helt filosofisk:
Tænk sig, at noget så hårdt kan være så organisk flydende.
Eller 
Tænk sig, at verden ser så forskellig ud, alt efter hvordan man ser på den.
Og det er jo sikkert også meget godt. Men vigtigst af alt: Tænk sig, at man kan finde noget så magisk på en strand i Bogense! Det er da lidt fantastisk.
Vi kæmper stadig med og nogle gange mest mod livets udfordringer her i huset for øjeblikket.
Og selvom det også går godt indimellem, så bliver jeg også bare så træt af at skulle rejse mig og hejse mig igen og igen.
Som en følelse af at være fanget i en labyrint fyldt med mure, som jeg kan løbe panden imod og helst lige når jeg tænker, at jeg måske kan ane lyset et sted.
Og så alligevel midt i endnu en hejsning og en hiven op fra gulvet, så fandt jeg mig selv sidde og tegne en labyrint. Koncentrere mig helt om, hvor vejen nu skulle gå. Hygge mig fnisende med et lille sovende selvportræt. Nyde mindet om en sommer, som nok bliver igen.
Og pludselig fik jeg måske endda skabt lidt lys indefra labyrinten, som kan guide mig lidt videre uden om murene.
Det er ikke meget. Og det er ikke vildt. Eller kunst. Det er bare en labyrint. Jeg har tegnet. Og som ikke skal bruges til noget som helst. Men det var et vidunderligt dejligt spild af tid, imens det stod på.
Du skal være velkommen til at tage din egen tur igennem labyrinten her:
Det har været en dejlig påske-pause, men jeg er alligevel lidt træt stadigvæk.
Ældstebarnet har været ramt af sygdom, som i flere måneder har givet den lille familie i det her lille gule hus en, lad mig bare sige, udfordrende hverdag uden særligt mange hverdagsrutiner. Der har skullet koordineres arbejde, skole og masser af sygdom, vågne nætter og trætte dage med trætte kroppe og trætte hoveder.
Så jeg er altså træt.
Som i: Træt med træt på. Som i: Træt med ekstra træt på. Som i: Træt serveret på en bund af træthed. Som i: Træt med forkogt træthed. Som i: Indbagt træthed med ekstra fyld af lagret træthed.
Det har jeg åbenbart været før, for jeg faldt over nogle utroligt kloge ord om træthed her på bloggen fra en anden træt gang:
I virkeligheden er det måske mere nogle kloge om, hvordan man bedst lever med trætheden eller pandekage-fladheden, som jeg så poetisk døbte det dengang.
Og så krydser vi fingre for at Ældstebarnet snart er ovenpå igen. Heldigvis går det (langsomt) fremad.
Og husk, når man har sin egen blog, bestemmer man selv, hvad der er klogt og poetisk. Og det er det her altså. Bum.
Følger du fast med her på bloggen, har du nok gået lidt rundt om dig selv den sidste uges tid i vaskeægte bekymring over om, det nu alligevel ikke skulle blive påske i det lille Etonmess-hjem (du ved, det der med, at der ikke var noget påske-kylling-påske-hæklet-pynt tilbage, fordi jeg var kommet til at gi’ det hele væk i gaver).
Men nu kan du roligt ånde lettet op. Jeg nåede det! Fik nemlig hæklet 3 små kyllinger og har kun givet 2 væk. Sådan!
Og midt i det hele dukkede 2 små påskeharer så også op. Den ene med en lille vintergæk og den anden med erantis.
Dem skal jeg dog lige have arbejdet lidt mere med, da jeg selv kan blive lidt i tvivl om, det er påskeharer – eller deres mindre kendte fætter: Påske-elefanten?
Men det har været skønt at hækle frem og tilbage, op og ned.
Tælle rundt og skrive op.
Pille det hele op og så starte forfra med en ny idé. For 7. gang.
En fantastisk måde at bruge hjernen uden at bruge hjernen.
Og så må vi jo se om, de stadig er på påske-elefant-stadiet til næste påske…
Det er lige gået op for mig, at jeg har givet alle mine påskekyllinger væk sidste år – blandt andet i min store vilde kæmpe mega gækkebrevskonkurrence med hele 2 deltagere (!) (Se hvad du måske gik glip af: https://etonmess.dk/naesten-som-h-c-andersen/)
Nå, men nu er der jo ikke rigtig andet for end at skynde mig at kaste mig ud i nogle nye, så jeg igen kan gå påske-crazy.
Og helt ærligt, så tror jeg, at jeg kan have godt af at dyrke lidt hæklet påskekylling i både påskede og u-påskede farver, sådan som verden ser ud lige nu.
Det hjælper selvfølgelig ikke det store på hverken krig eller sygdom, men det giver da en lille pause og det er også noget værd.
Hvis du også trænger til at tænke på noget andet end virkeligheden et kort øjeblik eller måske bare lige mangler lidt hæklet påskepynt, kan du finde det her: https://etonmess.dk/med-en-lille-fjer-paa/
