Nogle gange er skæg, man selv sidder på at overhale en 2 m høj mand med ben af en længde, der passer lige præcist til højden. Ikke for korte og ikke for lange. Helt perfekte til hans 2 meter.

Jeg er helt sikker på, at vi begge to skulle nå det samme tog fra Østerport station og at vi begge lige havde set, at vi kun havde 3 minutter tilbage til at nå de sidste 350 meter og løbe ind af dørene og så køre hjem. Eller ud. Eller væk. Eller hen. Eller bare køre.

Og mine små stænger kørte derudaf. Gung. Gung. Gung.

Lige forbi ham. Gung. Gung. Gung.

Jeg kiggede på ham, mens jeg overhalede ham. Gung. Gung. Gung. Men jeg grinte først bagefter. På æresord!

Jeg nåede trappen med 1 minut tilbage. 33 trin op og 33 trin ned. Jeg kan nå det. Gung. Gung. Gung.

Guuung. Guuung. Guuung. Hvad er det? Det er ham. Ham med benene.

Guuung. Guuung. Guuung. Han overhaler mig. Tager trappen i store skridt og springer 2 trin over af gangen. Bare fordi han kan. Og fordi jeg ikke kan. Typen, der skal vise sig. Med sine lange ben. Guuung. Guuung. Guuung.

Han griner først bagefter. Selvom jeg ikke kan se det, er jeg helt sikker på det. Det havde jeg nemlig gjort.

Læs om, hvorfor det er så vigtigt med et godt skæg at sidde på her og find mere af det her.

(Og vi nåede toget begge to. Gung-gi-di-guuung)