Skæg med lyd på?

Måske kender du allerede min samling af skæg?

Altså skæg af den slags, man sidder på. Altså selv.

Du ved, det der i hverdagen, som gør, at man lige smiler? Måske griner lidt? Med lyd på?

Og måske endda oveni købet lige midt inde i hverdagens larm og uro. Lige præcist dér, hvor det ellers er allersværest at grine. Højt. Med lyd.

Det kan fx være at glide afsted på strømpesokker på glat gulv. Eller. At løbe ud på havens kolde græs i bare tæer, bare fordi man jo faktisk selv bestemmer, når man er voksen.

Efter et år i coronaens tegn både i samfundet og i familien kan jeg godt mærke, at det med at starte det nye år med stramme restriktioner og ikke mindst en forventning om forlængelser og flere restriktioner, det er altså noget, der tærer lidt på overskudet.

Muligvis har det noget at gøre med, at det er en forlængelse af sidste års stramme restriktioner, fornyet hjemmeskoling og hjemmearbejde (!!!), pessimistisk optimisme (hvordan balancerer man lige mellem den engelske (corona-)syge og vaccinationer?) og helt almindelig bare-skidetræt-af-det-hed.

Hjemmeplejet skæg

Derfor er jeg nu begyndt også at samle på hjemme-plejet skæg. Det er dels den slags, der får mig til at smile af det, der heldigvis er at smile af, men også den slags, der passer på mig selv og giver mig noget at stå imod med.

Så ikke nødvendigvis noget, der får mig til at grine så meget, men noget der får mig til at passe på mig selv. Den slags, som ikke kræver det vilde og som foregår hjemme, nu hvor vi ikke må være ret mange andre steder end lige der. Hjemme. Så har man da lige netop brug for hjemmepleje.

Her er lidt af det, jeg har samlet sammen den sidste uge:

• At lade en plade køre bare lidt længere på pladespilleren, når den sidste sang er slut, så jeg får den der vidunderlige knitrende dum-dum, dum-dum, dum-dum med
• At tillade mig selv at bruge tid på at børste mine tænder og ikke lynhurtigt overstå det, så jeg kan kravle dødtræt i seng. Og stå med fødderne godt plantet på gulvet i hoftebredes afstand imens. Ja, det lyder som noget, din tandlæge med bifag i gymnastik ville sige, men det giver ro og jordforbindelse.
• At læse bare 7 sider i den korteste John Steinbeck bog og drømme om dengang, jeg læste hans Øst for paradis (562 sider) 2 gange i træk, kun fordi den var så fantastisk (det var før jeg fik børn…) og nu bare glæde mig over have læst de der 7 sider og muligvis på et tidspunkt nå de sidste 260…eller ikke… Men det tager jo ikke de7 siders ro fra mig.
• At huske at låse døren, når jeg går på toilettet (i øvrigt meget brugbart fif midt i alt det her hjemme-halløj)

Hvis du har brug for/lyst til at læse eller genlæse mine samlinger af skæg så se med her

Jeg har fundet lidt frem til min samling af skæg.

Du ved, ikke så meget den slags, der kradser, men den slags skæg, der får én til at smile lidt midt i al hverdagens rumlerier og brydninger – som der jo kan være mere eller mindre af indimellem. Og så er det, at man bare må give lidt slip og grine lidt – og måske endda trække vejret helt ned i maven…

Her er det skæg, som jeg har været så heldig at sætte mig på for nylig:

• At løbe på strømpefødder ud i haven midt om vinteren – nej, de kan ikke holde til det og ja, de bliver beskidte. Men det skal man altså ikke altid gå så meget op i.

• At synge med på en sang, jeg ikke kender. Man skal ikke gå af vejen for lidt trylle-engelsk.

• At løse en af de der opgaver med find 5 fejl – du ved, dem man lavede som barn. Det er virkelig undervurderet.

• At lytte til en besked på min telefonsvarer.

Nå, det sidste er faktisk overhovedet ikke særligt skægt at sidde på, men helt ærligt virkelig udfordrende for min tålmodighed. Først trykker jeg mig forbi diverse menuer og derpå kæmper jeg mig igennem meeeeget langsom oplæsning af sted, dato, planeternes placering, farvandsudsigten for Doggerbanke og decimalerne i pi for tidspunktet for beskeden. Indtil jeg endelig når igennem og det viser sig, at det jo var et lommeopkald.

Men måske skal jeg stedet glæde mig over det og blot se det som Mindfullness (altså mindfullness på den hårde måde…)

Der er i øvrigt mere skæg, du kan sætte dig på her. (Og så kommer det jo af den vidunderlige vending: Man har kun det skæg, man selv sidder på og af, at man indimellem bare er nødt til give lidt slip og huske at livet også er sjovt, selvom det hverken er fest eller ferie. )