Der er nemlig sket det, at jeg er begyndt at male mine negle virkelig lækre røde. Og det har jeg aldrig gjort før.

Altså jeg har prøvet, men har altid synes, at jeg lignede én, der leger fin dame, når jeg så mine negle med neglelak.

Men nu!

Nu synes jeg, at det ser fantastisk ud på den helt rigtige måde. Sådan lidt lækkert, stående ved mig selv og ikke bange for at stikke ud-agtigt og hvile-i mig-selv-alder.

Og ja, andre gør det i alle mulige aldre og i alle mulige farver, men sådan er det altså for mig.

Okay?!?

Nu skal jeg bare lige arbejde lidt med, at det sådan noget, som hele tiden skal vedligeholdes. På sådan en lidt irreterende, huske at holde øje med og ikke for doven-agtig og ikke hele tiden skulle-hvile-alder.

Der er nemlig sket det, der sker for mig mindst en gang om året:

Jeg har genopdaget Jane Austens vidunderlige historie Stolthed og fordom.

Jeg læser den.

Og jeg lytter til den.

Og jeg ser den (altså den originale fra ’95 med Firth og Ehle (og hvis du ikke ved hvem det er, er du selv uden om det. Nå.))

Det tager gerne en uges tid og så er jeg til at tale med igen.

Så vi ses på tirsdag.

Jo! Jeg gjorde da!

For også i år elsker jeg hyggelig uhyggelig halloween.

Og jeg siger det gerne igen: En årstid som handler om at spise slik og være sammen, sætte lys i mørket og måske lige minde sig selv om at lys og mørke, hygge og uhygge hører livet til. Helt som døden også gør det.

Jo. Det vil jeg gerne.

Ja, sådan er det. Jeg elsker halloween. Og det er jo heller ikke første gang:

Livet og mørket – og halloween

Verdens sødeste halloween-edderkop

En idé du overhovedet ikke behøver

47 dage! Så er du advaret

PS de skønneste hæklede heksehatte er fra Niah:

Hæklet Heksehat

Og græskarene er herfra

Små hæklede græskar – DIY

Så er der 2 måneder til juleaften i dag.

Og du kan godt begynde at glæde dig. For det betyder jo, at så er det også snart tid til årets julekalender på etonmess.dk.

Nøj, det bliver godt!

Nej, jeg siger ikke mere lige nu. Det skal jo være en overraskelse. Men den bliver helt sikkert fyldt med kærlighed og pauser.

Og det synes jeg bare lige, at du skulle vide i tilfælde af, at du pludselig finder dig selv i koldsved over opdagelsen over, at det nu igen snart er jul.

Der er efterårsferie på bloggen i denne uge, men for at du alligevel skal have en lille smule med, er her lidt genbrug tilbage fra 2018.

Måske har du efterårsferie og har masser af tid til en lille leg med indbygget pause? Måske har du ikke efterårsferie og har virkelig brug for en lille leg med indbygget pause?

Uanset hvad, så værsgo:

Bare tag en lille pause – du har helt sikkert fortjent det

Ja, sådan ét har jeg da. Har du ikke det?

Mærkeligt. Altså du er.

Ikke at at have et yndlings-skilt?!?

Du har vidst det, der i fagsproget, hedder “potentiale for udvikling”.

Nå. Men her er mit altså:

Bemærk lige. Det er kun uvedkommende knallertkørsel, der er forbudt. Dem i inder-kredsen må godt.

Jeg elsker det.

(Fra et lille stykke ude på landet på Fyn)

Og jeg holdt ved fodgængerfeltet.

Og ventede på, at først de to grinende piger fik trillet over med cyklen.

Og derefter på manden med hunden og den skaldede isse.

Og i den modsatte retning af dem, stod en pige med cykel og ventede.

Og ventede, mens de gik over.

Og ventede, mens jeg ventede.

Og ventede selvom vejen var tom. På nær mig. Der ventede.

Og endelig fik vi øjenkontakt og jeg smilede og vinkede hende over.

Og hun kiggede en ekstra gang.

Og jeg smilede og vinkede over en ekstra gang.

Og hun gik over.

Og det var det.

Og jeg tænkte, at manden med hunden og den skaldede isse, da godt kunne have set, at hun ventede.

Og at han kunne have fortalt hende, at det var okay at gå over.

Og jeg tænkte, at det så ud som om, han slet ikke havde set hende.

Og jeg overvejede, at det måske må være meget rart ikke at holde øje med alle og alting hele tiden.

Og jeg tænkte, at man måske ikke behøver at skulle se alle andre altid.

Og jeg tænkte, at man måske ikke altid har ansvaret for, at alle andre kommer over fodgængerfeltet.

Men så tænkte jeg også, at nogle gange har man jo brug for at blive hjulpet over fodgængerfeltet.

Og jeg tænkte at nogle gange har man brug for, at andre ser, at man venter.

Og måske er det også ok, ikke at se hver gang. For der er jo også andre, der kan se.

Og sådan er det måske.

I dag har det regnet en lille smule.

I dag så jeg de første efterårsblade falde en lille smule.

I dag blæste den første milde efterårsvind en lille smule.

Og i dag så jeg måske glimtet af en lille smule kastanje.

Er det så ikke tid til varm kakao med flødeskum?

Bare en lille smule?

Tænk sig hvad man kan! Og med man, mener jeg jo her bare sådan set “livet” i sin helhed.

Alt du behøver er en lille smule klorofyl, lidt mitokondrier og grønkorn, lidt kvælstof og fotosyntese. Og værsgo: Kunst!