Helt.

Tæt.

På.

Egentlig havde jeg nogle helt andre ideer til dagens indlæg.

Men så kom en brise. Et vindpust. En luftning.

Fyldt med sanselighed og duft.

Og så var der kun én ting at gøre:

Syren-farvet besked

I weekenden var jeg så heldig at være med til at fejre min skønne nevøs konfirmation.

Og han var åbenbart så heldig at have en faster (mig jo), som absolut skulle sige nogle kloge, vittige og underfundige ord.

Og blandt de mange ord, var nogle, som jeg særligt gerne ville gerne give videre til min søde teenager-nevø.

Jeg har bagefter set lidt på mig selv i spejlet og tænkt, at jeg måske også skulle sige det til hende der, derinde.

Også selvom jeg er en lille smule over konfirmationsalderen.

Og nu får du dem altså også.

Også selvom du måske heller ikke lige er en 13-årig knægt.

Gå ud i verden og prøv at gør den bedre. Men vær overbærende med dig selv. Giv dig selv et klap på skulderen. For du er god nok. Og du vil altid være god nok.

Det er måske ikke voldsomt imponerende.

Måske ikke engang særligt bemærkelsesværdigt.

Eller noget at skrive hjem om.

Men så alligevel nok værd at markere.

3 styk repareret, restitueret, revalideret og reetableret stykker klædningsgenstande, som efter mange, mange, mange måneders tilløb, opvarmning og generel undvigelse nu endelig ikke længere skal ligge til almindelig ærgelse, men bruges ude i verden.

En bluse med hul i ærmet. Ikke længere.

En kimono med hul i ærmet. Ikke længere.

En skjorte med hul. Ikke længere. Og strøget. Hvilket i sig selv faktisk katapulerer den her direkte op i totalt verdensbegivenhed!

Jeg kommer muligvis til at ærgre mig over den sidste her, idet den slags har det med at skulle stryges igen og igen og igen og igen og igen…

Og igen og igen og igen og igen og igen.

Og igen og igen og igen og igen og igen.

Men indtil da, så vil jeg bare nyde det.

Nogle gange har man bare brug for en lille smule farve.

Gerne en pink en af slagsen.

Værsgo.

Farve.

Pink.

Lige midt i hverdagen.

Jeg tænkte lige, at der er noget, du skulle vide. At der var noget, jeg gerne ville sige til dig.

Altså du er velkommen til at blive.

Og det er helt ok, hvis du ikke skifter til efterår og tilbage igen.

På samme dag.

Helt ok.

Så altså, du kan bare blive.

Lige så længe du vil.

Det tænkte jeg bare, at du skulle vide.

Hej.

(Og husk nu det der med efteråret ik?)

Jeg har næsten på en måde lært at tegne kaniner.

Og det er vel egentlig ret passende på det her tidspunkt af året, hvor man stadig finder de efterladte chokolade-kaniner, påskeægsservietter, kyllingegule stearinlys og lammeglade forårslam i butikkerne.

Faktisk varer påsken jo også lige til julen.

Eller det gør den måske ikke, men det er også fuldstændig lige meget her. For det vigtige her er ikke om det er jul eller påske, men at jeg har lært at tegne kaniner!

Det er muligvis en evne, som jeg aldrig nogensinde får brug for igen, men lige nu og her soler jeg mig altså bare lidt i min succes.

(Man kan muligvis godt diskutere om der overhovedet er tale om en evne, jeg har brug for lige nu, men det tænker jeg ikke, at jeg vil gå så højt op i)

Det var en mandag.

Og det var koldt og blæsende, hvor det skulle have været lunt og blødt.

Det var eftermiddag og det var allerede mørkt.

Og der var sygdom hjemme.

Og jeg var træt og måske ved at blive syg.

Og der var madplan og der var købt ind.

Men der var ingen, der gad at spise det.

For det var mandag. Og det var blæsende og koldt.

Og det var efterår, selvom det var forår.

Og jeg sad i bilen, for der var ingen der gad at spise det mad, der stod på madplanen.

Det var mandag og det var for meget.

Og så kom du.

Og du havde headset på.

Og i gamle dage, havde de været orange af den der svampeagtige slags.

Og du havde haft en walkman.

Men det havde du ikke, fordi det er ikke gamle dage mere.

Og du smilede og lignede én, der hørte musik.

Og lige pludselig smilede du lidt mere og du grinede.

Og du lavede et rigtigt gammeldags gadedrengehop.

Selvom det slet ikke er gamle dage mere.

Og du grinede og var glad.

Og så smilede jeg.

Og jeg var glad.

Og jeg kunne næsten have lavet et gadedrengehop selv.

Men det må man jo ikke, når man kører bil.

Og det var fordi, det var mandag.

Og fordi det var efterår istedet for forår.

Og fordi der var smil og grin.