Georginer! Ét af havens fineste kunstværker. Hvis man ser efter, er hver eneste én simpelthen noget af det smukkeste, man overhovedet kan tænke sig – om de er i blomst, stadig gemt i knop eller endda ved at være færdige. Tag en lille pause, og nyd de her små skønheder (husk at trække vejret helt ned i maven, så bliver pausen endnu bedre).
(PS er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for det mest vidunderlige slideshow, du kan tænke dig).
Jeg har skrevet hverdags-haiku.
Ryster du nu på hovedet og siger, hvad søren/filan/pokker er det? Ja, så har din hjerne sandsynligvis fjernet din viden om klassiske japanske haiku-digte for at få plads til mere lødig information. Muligvis i et anfald af rengøringsvanvid. Men fortvivl ikke. Her får du en kort introduktion fra internettet:
Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).
Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).
Så, nu er du vist klar:
Mandag
Kaffen damper varmt.
Første tår brænder tungen.
Det er jo mandag.
Tirsdag
Dagen er slut nu.
Månen sender mig i seng.
Kys fra Manden min.
Onsdag
Arbejdsdag er slut.
Løber forpustet til tog.
Jeg henter i dag.
Torsdag
Snart er det weekend.
Kan vi slippe for indkøb?
De får knækbrød med.
Fredag
Det er Disney sjov.
Fejrer weekend i sofa.
Midt i slik og knus.
Lørdag
Skyerne er grå.
Blomsterne blomstrer i trods.
Sommeren er dansk.
Søndag
Det er jo godt nok.
Klippet hæk langt om længe.
Børn, liv, kys og kaf’.
Jeg har brugt en stor del af min ferie på stranden. Ikke badet i hverken sol eller saltvand, selvom jeg faktisk havde hovedet under én gang! Næ, det var vejret ikke lige til, men det er også ok med mig.
For selvom solen er dejlig, og der ikke findes noget bedre end en lys lun sommeraften, så har jeg det heldigvis sådan, at jeg ikke har brug for solen for at få noget ud af min sommerferie. Jeg har bare brug for at holde fri – og det er jo ret praktisk, når man nu absolut skal holde ferie i Danmark.
Jeg tror faktisk, at jeg er ret god til det med at holde fri.
Jeg sagde engang til min chef, at jeg bare gerne ville holde fri hver dag – det var efter sidste sommerferie, hvor det jo er oplagt at tænke i de baner, når hverdagen starter igen. Hun kiggede på mig, nærmest sådan over brilleglassene endda, selvom hun slet ikke har alderen til det. Efter at have kigget lidt sagde hun “Det tror jeg ikke du vil – du vil komme til at kede dig” og jeg tænkte bare “Åhhhh chef, du kender mig så dårligt”.
Jeg ved, at jeg kunne fylde dagene med frivilligt arbejde for flygtninge, lektiehjælp i provins-ghettoen, indsamling af tæpper til de hjemløse, organisering af loppemarked for børnehavens legeplads eller for Kvinde-krisecenteret, finde finansiering af børneyoga til Den Ældstes klasse eller yoga til kræftramte, hækle sprutter til neonatal-afdelinger, glo ud i luften, gå lidt i selvsving, være sammen med mine børn i mere end 4 timer på en hverdag (åh det regnskab var ikke sjovt), lære at male, skrive et par bøger og måske endda lære vores børn, hvordan de finder deres egen vej i rotteræset mellem Pisa-test, selviscenesættelse og fremdrift-reformer. Åh jo, jeg kunne godt få tiden til at gå. Jeg skulle bare lige ha’ fundet en løsning på det med økonomien…
Men det var jo historien om stranden, jeg kom fra, og som ovenpå drømme om andre hverdage, er lidt svær at komme tilbage til, men måske lige derfor så vigtig at finde frem igen. (Tag i øvrigt ikke fejl – jeg holder også af hverdagen og af at udfolde mig på arbejdet, løse opgaver og være til gavn og den slags, men jeg vil bare gerne have lidt mere indflydelse på dén hverdag).
Stranden var for øvrigt ikke engang en sandstrand. Nej, det var den slags, som er dejligt fyldt med sten i alle former og farver. Og jeg fandt så utrolig mange flotte, som jeg har taget med hjem – godt hjulpet af Ungerne.
Nogle af dem var særligt særlige. Som for eksempel skindskraberen fra stenalderen – vi er næsten helt sikre her i familien.
Eller smileyen her, som lå og blinkede til mig nede fra havbunden, da jeg var på jagt efter muslinger til krabbe-madding.
Eller hjertet, som vi har passet ekstra godt på.
Alle 3 er den slags sten, som både kan og absolut må og skal tages som gode varsler.
Der var også flere hilsener fra tidligere tider og andre hverdage:
Jeg fandt også flere, som ganske tydeligt kun var ude på én ting, nemlig lækkerier. Og det skulle de selvfølgelig ha’:
Hvad de så skal tages som varsler på, det er jeg ikke helt sikker på endnu. Stensikkert noget godt. Hø hø.
Jeg har lige brugt en uge i det altid dejlige danske sommervejr. I telt endda! Det var en uge i sol, regn og blæst. Lige præcist som det bare må være, når man er i Danmark om sommeren.
Det var også en uge med den skønneste udsigt over havet, hver gang vi stak hovedet ud af teltet. En uge med små stunder af det sidste solnedgang over bølgende kornmarker, når jeg skulle op og børste tænder (på campingpladsens fællestoiletter…). En uge med kig til uendelige bølger fra stranden til lyden af min yndlings-symfoni af bølgeskvulp mod strand og badebro. En uge med nærhed og hygge med fokus på det allermest nødvendige praktiske og ikke en disse mere. En uge med plads til kærlighed og grin.
Midt i al denne mindfullhed og zen-følelse var der selvfølgelig også almindeligt liv med sure børn og indimellem sure ægtefæller, sand i soveposerne, fedtet hår, skåle med cornflakes, der røg på gulvet (selvfølgelig først efter mælken var hældt op), kø på toiletterne, ridser i bilen og naturligvis opvask.
Men den opvask var nu slet ikke det værste. Opvasken foregik nemlig i fælleshuset med den smukkeste udsigt. Her talte jeg en aften med en sød ældre dame om både hækleopskrifter og livet – for mig helt klart 2 sider af samme sag.
Vi talte først om det særlige i, at man – af en eller anden grund – først til sidst opdager, at man har hæklet 22 rapporter istedet for opskriftens 26. Hun var for eksempel netop blevet færdig med at pille garnet op på det tæppe, hun nææsten havde været færdig med til det kommende oldebarn [bemærk, at hækleopskriften er ændret af hensyn til anonymiteten, men identiteten er, næsten altså, redaktionen bekendt].
Oven på denne væsentlige og genkendelige betragtning fortsatte hun med at fortælle, at hun for nylig havde lært noget meget vigtigt. Her spidsede jeg ører, for var det her – midt i den danske sommer, at jeg skulle være så heldig at få serveret de guldkorn, som skulle holde mig oven vande resten af livet? Det var jo helt som på film.
Og det var så næsten også som at stå midt i en amerikansk film, da hun gav mig sin visdom: Giv mig styrke til at ændre det, jeg kan, og acceptere det, jeg ikke kan.
Tag ikke fejl, der er jo absolut intet i vejen med visdom, bare fordi man har hørt det før i et utal af skønne og mindre skønne hollywood-film. Men jeg havde måske bare satset på noget andet, hvis jeg skal være helt ærlig.
For hvornår ved man så egentlig, at man ikke kan ændre på noget og istedet må acceptere det? Og hvordan ved man overhovedet, at man skal opgive kampen og istedet lære at leve med præmissen?
Det er jo lige det, der er så svært, syntes jeg. Livet ville være så meget lettere, hvis man da bare ku’ regne ud, når noget er en taber-sag. Men det er jo ikke nødvendigvis spor tydeligt, og så kæmper man alt, hvad man kan, mens man i virkeligheden bare sku’ stoppe op og sige pyt. Jeg ville nok hellere bede om evnen til at kunne se, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan. Så skal jeg sgu nok acceptere det. Det lover jeg. Næsten i hvert fald.
Alt det her delte jeg med min med-opvasker, dog måske ikke helt så velformuleret, for jeg havde jo kun lige tænkt det. Så jeg spurgte hende, hvordan man så ved, hvad man kan ændre, og hvad man ikke kan. Hun smilte til mig og sagde: Det ved man.
Og det gør man måske, når man har levet nogle og 40 år mere end mig. Men jeg kan godt mærke, at det nok kommer til at vare lige lidt mere tid, før jeg har helt styr på det med, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan.
Jeg har dog store forventninger til fremtiden. En dag er det måske mig, der står og videregiver disse visdomsord uden at tvivle på deres værdi. Jeg har da lov at håbe.
(Jeg har siden googlet de berømte ord og nu lært, at det er indledningen til Sindsro-bønnen. Den fortsætter for øvrigt med ordene og visdom til at se forskellen – så der har været andre end mig, der ikke syntes, at det var så ligetil at skelne. Rart at vide, at man ikke er alene, syntes jeg.)
Billedet er forresten udsigten fra opvaskerummet. Og det er da klart lidt frustration værd.
Jeg har en drøm. Eller det er måske rettere sagt én drøm af flere, hvis jeg skal være ærlig.
Jeg drømmer nemlig også om et kolonihavehus, at skrive en bog, bage en roulade, som kan serveres for andre, at kunne lave en formfuldendt yoga solhilsen og at stå i træet (for kendere Suria Namaskar og Vrikshasana), at læse en ny bog hver måned og at kunne lave en hollandsk fletning på mig selv.
Men det er altså ikke de drømme, det her handler om. Det er min drøm om, at jeg skal skabe mere ro til min stakkels hjerne, som så tit er på overarbejde derinde i hovedet på en mor, en kone, en faglig ambitiøs konsulent (i hvert fald nogle dage) og ikke mindst en voksen kvinde med et alt for nært forhold til sin mobil og lidt for mange krav til sig selv. Jeg drømmer derfor om at give min stakkels søde lille hjerne lidt frikvarter og at gøre det ved at styrke min kreative side. Jeg drømmer om, at jeg en aften hver uge sidder, uden fjernsyn og mobil, men bare med papir, tusser, saks og lim. Med musik i baggrunden og en kop velduftende te i nærheden – men dog ikke for tæt på, for det kender jeg mig selv for godt til.
Jeg drømmer om, at sådan en aften giver ro, men også at jeg stille og roligt bliver bedre og bedre til at være kreativ. Simpelthen en ren win-winsituation. Jeg tænker, at det både gør livet lidt sjovere at leve i, men også hjælper hjernen med ro ved at styrke nogle andre områder end dem, som styrkes af den daglige kommunale sagsbehandling.
Jeg sad lige præcist sådan med tusser, papir og kaffe en fredag eftermiddag sammen med den Yngste og med Beatles i højtaleren. Det var vidunderligt. Jeg tegnede løs og imens fik jeg mit lille hoved fyldt med små fine ideer til fødselsdagstort, tegninger til udestuen, ispinde-dukker og hæklerier i alle former og farver. Muligvis ideer, som aldrig når længere, men sikke en fornøjelse det var at se dem dukke frem.
Jeg havde en interessant oplevelse den anden dag. En oplevelse, som virkelig har sat tankerne igang.
Jeg har deltaget i en arbejdsgruppe om en rigtig spændende og udfordrende opgave. Det har trukket et par tænder ud her og der, da jeg har skulle finde tid midt i en i forvejen travl hverdag. På et af arbejdsgruppemøderne spurgte projektlederen os så på fineste konsulent-vis, hvordan det havde været at være med i arbejdet. Ud af munden røg så, nærmest med de ovenfor nævnte tænder og det hele: “Forfærdeligt”. Det var egentlig ment for sjov, for selvfølgelig har det ikke været forfærdeligt, fik jeg forklaret, men ja, det har været svært at få det hele til at hænge sammen og så også virkelig spændende. Men mine ord blev taget meget alvorligt af de andre, og de forsøgte virkelig på alle mulige måder at tage hensyn til mig i planlægningen af vores opgaver.
Først var jeg lidt flov over, at jeg ikke havde været tydeligere og også overrasket over, at de ikke kunne skelne bedre mellem sjov og alvor.
Nu har jeg tænkt lidt over det, og måske er det mig, der skal blive bedre til at tage mine ord lige så alvorligt, som dem. For det har faktisk været lidt for hårdt, og jeg har gabt over for meget.
Så nu vil jeg prøve at lytte lidt mere efter, hvad det egentlig er, jeg siger. Der kunne jo gemme sig et lille guldkorn.
Paraplyer og gummi-støvler i vand-pytter.
Barbie-dukker og Barbiefilm.
Regnbuer og måneskin. Badetøj. Sandaler og bløde håndklæder.
Bolsjer. Bål. Snobrød og varm kakao.
Popcorn og biografture.
Feer og blomsterstøv.
Stjerner og Rulleskøjter.
Chokolade.
Lego. Gulerødder og friske ærter.
Hvide skyer på blå himmel.
Gyngestativ og rutsheture. Hulahopringe, isvafler og flotte tusser.
Vandballoner og sæbebobler.
Hjemmelavet pizza med pepperoni. Bløde dyner og lange godnathistorier.
Fodbad og påklædnings-dukker.
Pålægs-chokolade og fodbolde.
Slikkepinde og klistermærker.
Remse med dejlige ting, som jeg siger til Ungerne, når der er meget i hovedet, og det er svært at falde i søvn. Er også god til voksne…
I dag var én de morgener. En af dem, som jeg bare har mest lyst til at fortrænge. Eller endnu bedre, måske bare krybe ned under dynen igen og blive der for evig tid. Ligge og vente på at en af Ungerne skulle finde på at krybe ind til mig og lave hule.
Vi kunne finde en bog og en lommelygte og så læse verdens bedste historie derinde. Helt tæt sammen, så Den Mindstes hår kilder i næsen. Og midt i det hele ville Den Store kravle ind med 3 figenstænger gemt bag ryggen. Så ville jeg fortsætte historien, mens vi spiste figenstænger, flankeret af dejlig varme fra mine mindste elskede.
Med lidt held ville min største elskede kalde fra køkkenet, lige præcist når historien var færdig, at om lidt var kaffe og morgenmad klar. Vi ville nok lige kunne nå en kildetur, inden vi gik ned til maden. Ja, det ville helt sikkert have været endnu bedre.
Sådan en morgen var det ikke. Slet ikke. Det behøvede det måske heller ikke. Men det havde nu været rart at være sluppet for at høre mig selv sige ord, som var de uden for min kontrol. Og jeg forstår så udmærket, at jeg er menneskelig, og at det betyder, at jeg ikke skal eller kan være perfekt. Åh ja, det ved jeg så udmærket. Men bild mig ikke ind, at det er nemt at leve med sin egen menneskelighed. Især ikke efter sådan en morgen.
