Nu er efterårsferien overstået. Så nu tør jeg godt.
Lægge en krea-DIY på bloggen.
Nu kan du nemlig bare se på den og tænke: “Hmm, den er da meget fin/sød/ok nok, men jeg er altså ikke til den slags. Jeg har jo hverdagen igang igen“.
Og det er jo lige det. Bare fordi nogen (mig) absolut skal dele ideer, behøver du jo ikke at skulle det samme.
Eller pynte hjemmet med hjemmelavede kreationer, vægge malet i den rette farve, hjemmebag, marathonløb, yogaøvelser eller designer-tallerkner.
Og du behøver slet ikke at tænke, at det er sådan noget du burde. Du bør nemlig ikke gøre, tænke, spise eller noget andet noget noget. Du har nemlig al mulig ret til at lade være. Især hvis du starter en sætning med “jeg burde også”, for så ved du med sikkerhed, at du er igang med noget forkert. Så den slags sætninger, kan du bare stoppe. De fører aldrig noget godt med sig.
Så værsgo, her er noget fra mig til dig: En lille idé til en lille halloween-glæde, som du aldrig nogensinde behøver at lave selv.
I denne uge er det 3 år siden, at jeg lærte at jeg skulle udgives for første gang. Altså sådan en rigtig udgivelse.
Første og hidtil eneste. Men det betyder jo ikke, at den første gang ikke tæller. Det gør den.
Og når jeg kommer i tanke om det, synes jeg stadig det er SÅ vildt. Det mærkelige er, at jeg ikke tænker på det oftere, når nu det jo faktisk er så fantastisk. Når jeg tænker over det nu, så burde det jo være noget, som jeg tænkte på mindst 3 gange om dagen. For helt ærligt: Et udgivet digt!
Forfatterne til en danskbog til den nye FGU (forberedende grunduddannelse) havde taget ét af mine digte med. Ord, som jeg har skrevet! Som nu skulle læses af andre. Hvordan de har fundet det, aner jeg virkelig ikke.
Jeg fik senere en mail fra Gyldendal (Gyldendaaaal!!!) hvor de spurgte om, de måtte brugt mit digt – mod et honorar på 407,97 kr. Det måtte de godt.
Og nu sidder altså (stakkels) unge mennesker rundt omkring i Danmark og taler om ord og tanker. Måske om liv og lyst – og helt sikkert om irriterende dansklærere. På baggrund af mit digt! Det er så vildt!
I anledning af denne vilde milepæl har jeg opdateret Den lille poesibog, som jeg lagde på bloggen tilbage i 2017 med alle mine digte siden dengang i Den lille poesibog – digte i frit fald.
Her finder du selvfølgelig også min første udgivelse Den onde trætte syge cirkel, som du også kan finde her:
Det er et såkaldt cirkeldigt – et digt, som aldrig starter og aldrig slutter.
Hvis du har lyst, er du i øvrigt velkommen til at sætte dig godt til rette og læse mine digte i frit fald. Hvoraf ét jo indtil videre faktisk er udgivet.
Jeg var egentlig gået igang med at skrive et lille indlæg om halloween.
Jeg elsker nemlig halloween.
Ikke så meget Nettos orange plastikspande til slik og alle plastik-skeletterne, men mere al humoren og glæden og livet, der er omkring halloween.
Men jeg gik i stå. Det slog mig midt i skriveriet, hvor skørt livet er.
Her er jeg, der kan tillade mig at slukke for hverdagen og også lidt for krig, gas, seje iranske kvinder og voldsomt iransk politi. Og så er der alle dem, der ikke kan.
Det virker bare så skørt, at der leves så forskellige liv side om side.
Halloween-fejring og overlevelse side om side.
Og sådan har det jo altid været. Det ved jeg godt. Det er bare blevet meget mere synligt med globaliseringen og så videre og så videre.
Og ved du hvad, der så er endnu mere skørt? Så fik jeg bare endnu mere lyst til at fejre halloween.
Og nyde at jeg midt i kulde og mørke og træthed bliver mødt af grin og samvær – og chokolade. Fejre at jeg lever. Sammen med skeletter og gys og gru. Plastik og hvad har vi.
I år fylder jeg 45. Det er halvdelen af 90. Og det er dobbelt så meget som som 22,5.
På den måde er det efterhånden en del år, der står der. Bag mig.
Forhåbentlig er der også plads til nogle stykker foran mig. Men jeg ved jo kun noget om dem, der ligger bag. Det andet bliver mere rent gæt.
Og lige præcist med de, som ligger bagved, er der noget ret særligt. De er gået stærkt og langsomt. De har været tynde og tykkere. Og så kan de ses og mærkes.
Og det er ok med mig. Det der med at de kan ses og mærkes. Faktisk er både alder og ælde ok med mig. Det kan jeg godt leve med. Jeg har nemlig opdaget noget på mine midt-gamle dage, som jeg godt kan lide. Meget godt faktisk.
Det handler om parkeringspladser. Jeg opdagede det for et stykke tid siden, da jeg kom ud til bilen efter at have handlet.
Der så jeg det helt tydeligt. Jeg havde nemlig:
Smidt bilen helt skævt ind i parkeringsbåsen (nogenlunde lige inden for stregerne). Og gået derfra. Simpelthen fordi jeg ikke altid er perfekt og fordi jeg er ligeglad med, hvad folk tænker om mig (!)
Men så skete der noget mere et par uger efter.
Det brugte jeg nemlig mindst 5 minutter på at køre frem og tilbage for at komme ordentligt på plads i en anden parkeringsbås, mens der stod folk omkring og kiggede. Simpelthen fordi jeg ikke altid er perfekt og fordi jeg er ligeglad med, hvad folk tænker om mig (!)
Det kan jeg altså meget godt lide. Altså det der med at være ligeglad. Det kunne jeg godt gå hen og blive lidt glad for. Måske behøver man ikke længere være den søde pige, når man nærmer sig de 50?
Og hvis jeg så mærker trangen til at være sød og perfekt, så er der garanteret en parkeringsplads i nærheden, der kan få mig på rette tanker igen.
