Jeg har længe tænkt over, hvad han mon egentlig gik og lavede for tiden, men han dukkede bare ikke rigtig frem igen. Indtil jeg en dag simpelthen bare tvang ham frem fra hans skjulested! (Så kan han lære det. Nemlig!)
Jeg satte mig ned og begyndte at tegne ham og bestemte mig så for at se, hvor mange forskellige slags kop-agtige ting, jeg kunne finde på at tegne ham med!
Ja, det giver måske ikke meget mening – det medgiver jeg gerne, men det var sjovt. Og på en eller anden måde var det faktisk nærmest sådan haha-sjovt. Jeg sad i hvert fald og klukkede og fnes lidt ved mig selv og havde jeg haft skæg, havde jeg helt sikkert også grinet i det.
Og jeg er helt med på, at det nok ikke rigtig giver mening (bare så du husker, at jeg godt ved, at det er lidt mærkeligt), men alligevel så gav det mig lige 10 minutters dejlig pause med lidt sjov og ballade i hverdagen. Og jeg var, om ikke kreativ – for det er måske lidt flot sagt, men ihvertfald havde jeg da gang i fantasien og det er jo slet ikke så dårligt, når man er en halvgammel kone med terminer, studiegæld og et hus, der slår lidt revner i murværket (og er det mon virkelig kun huset, der slår revner….?).
Og så blev det også lige til noget med balloner, for hvem elsker ikke balloner?
Nogle dage er virkeligheden altså bare langt sjovere end andre dage. Og indimellem byder hverdagen simpelthen bare på de bedste grin, dér lige midt i liv og larm og trummerum.
Se her, hvor jeg har fundet noget skæg at sidde på(*) midt i min hverdag:
Når naboen skal flytte og man møder dem om morgenen, mens de er ved at sætte godt fyldte flyttekasser ud i indkørslen og fortæller, at flyttefolkene lige har ringet og spurgt om det er ok, at de først kommer om en uge istedet for om 2 timer som aftalt – da de har sygdom!
(Nogle gange er skæg sjovere at sidde på, når det er andre, der sidder på det…)
Når man sidder i venteværelset hos lægen, fordi den Yngste skal vaccineres (igen, nogle gange er skæg jo altså sjovere, når det er andre der sidder på det) og lægen kommer ud og skal hente en af de andre patienter ind til konsultation og forsigtigt og meget stille og en lille smule undrende, siger patientens navn ud i venteværelset: Putte?
Når en kollegas barn hader grøntsager så meget, at hun ikke vil spise vingummier, fordi det kunne jo være majs, broccoli og gulerødder forklædt som gule, grønne og røde bamser!
Når jeg åbner på trykknappen på min termokande og lufttrykket får små bitte perler af heldigvis ikke alt for varm kaffe til at sætte sig i mit ansigt – midt i toget og lige efter jeg har pudset mine briller!
(*) Når jeg skal have skæg at sidde på, handler det om en tidligere klassekammerats vidunderligt dejlige onkel-agtige udtryk: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Når jeg så lægger det sammen med at nå at nyde hverdagen og nuet (når der altså er noget at nyde) og huske at tage små pauser, så bliver det til at se sig om i verden og grine lidt af og med den og af sig selv.
Her kan du læse lidt mere om min lille mand med hatten, som jeg lærte at kende den dag i toget, hvor universet på nederdrægtig vis lokkede mig væk fra kalorierig, men ernæringsfattig mad til hjernen:
Om hvordan et tilfældigt møde med forsiden af en engelsk roman og en tusch-tegning skulle føre til fødslen af min egen lille tændstiksmand med hat og gulerodsnæse.
Det var en af de dage, hvor man ligesom bare er lidt mere træt end andre gode dage.
En af de dage, hvor det der såkaldt giftige og farlige sukker-, fedt- og e- og alt muligt andetholdige bare er lidt mere vidunderligt, lækkert og skønt end andre dage. Hvor det jo i øvrigt også er virkelig skønt, hvis du spørger mig.
Jeg kunne tydeligt mærke, hvordan min krop bare krævede snacks, men heldigvis for mig og min selvdisciplin kunne jeg umuligt nå i kiosken, hvis jeg også skulle nå det tog, der skulle føre mig til Ungernes SFO inden lukketid. Så jeg satte mig altså ind i toget, imens jeg voksent og modent forsøgte at få mig selv til at forstå, hvor særdeles fint det var, at jeg ikke havde fået slik, når den craving jeg følte, jo slet ikke var udtryk for reel sult, men snarere træthed og måske en lille smule tørst. Noget som var meget bedre at trøste med afslapning og postevand end den der Bounty med den mørke bløde chokolade og dejlige søde kokosfyld og en alt for dyr varm og mælke-silkeblød cappuchiono. Enhver ku’ jo tydeligt se, at det ikke ville være godt for nogen…
Jeg kastede mine tasker (om jeg fatter, at jeg altid kommer på arbejde med minimum to tasker fyldt med, hvad ved jeg), min cykelhjelm (cykler jo til og fra stationen og er fast besluttet på ikke at få ødelagt min kranie og resten af mit liv på grund af 750 meters cykeltur og en uopmærksom med-trafikant) og min vinterjakke (hvordan får de andre dog deres lagt så pænt foldet på plads?) op på den stakkels hattehylde og sank ned i et dejligt blødt (men heldigvis ikke for blødt) sædde.
Ahhh. Så dejligt.
Jeg skulle lige til at kaste mig over min mobil, for i det mindste at give min hjerne lidt af den total ulødige og ernærings-u-korrekte føde, som jeg lige havde nægtet min krop, da jeg fik set nærmere på, hvad mine nærmeste medpassagerer sad med. De var to unge piger (dem er der godt nok mange af, når man er i min alder, har jeg opdaget. Men det må være til et andet indlæg en anden god dag). Muligvis i begyndelsen af 20’erne eller noget i den stil.
Den ene sad med en engelsk roman, hvis titel jeg ikke længere kan huske, men jeg mindes, at den havde den korrekte humanistiske og filosofiske kant, som den også bør have i den alder. Den anden sad og med den fineste tush-streg håndtegnede hun en vidunderlig flamingo med små lette strøg. Indimellem tog hun små pauser, hvor hun så ud i luften, hvorefter hun tegnede videre med samme afslappede men meget kontrollerede fingre.
Hvordan skulle jeg dog kunne tage min telefon frem og snuble rundt på Facebook ved siden af dem?
Jeg havde ingen filosofiske romaner med. Hverken på fransk, engelsk eller dansk. Og jeg kan bare overhovedet ikke tegne en flamingo om så mit liv afhang af det. Og jeg havde i øvrigt kun en blå kuglepen, så jeg kunne jo slet ikke komme i nærheden af hendes fine streg. Men man skulle dog være et skarn, hvis man ikke kan hive en tændstiksmand ud af ærmet! Så det gjorde jeg. Og hvor var det en god måde at bruge 30 min på. Lige præcis de kalorier som min hjerne og min krop havde allermest brug for. Tak for det tøser.
En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!
