Da jeg for noget tid siden skrev om at holde pauser, skrev jeg også lidt for sjov om at finde en vejleder. Helt specifikt én, der gik langsommere end mig, som kunne hjælpe mig til at gå lidt ned i gear. Læs det her: Pauseskærm, hvis du ikke allerede har læst det, og det bare ingen mening gi’r lige nu.
Det fik mig til at tænke på, at vi alle er vejledere og guider for hinanden. For det er vel egentlig sådan, livet er: Man møder mennesker, som man deler vej og liv med et stykke tid. Og her kan man støtte hinanden eller det modsatte. Vi er altid en del af hinandens liv på godt og ondt.
Det fik mig så til at tænke på den bedste bog, jeg aldrig har læst (!). Men det gør heller ikke noget, for jeg har ikke brug for mere end titlen: “It Takes a Village: And Other Lessons Children Teach Us” (i øvrigt af Hillery Rotham Clinton, hvis du selv skulle have lyst til at læse den).
Jeg har googlet mig frem til, at det stammer fra et afrikansk ordsprog, og at tanken er, at et barn har den bedste mulighed for at blive en helstøbt person, når hele landsbyen tager aktivt del i barnets opvækst.
Og det tror jeg lige præcis på. Et godt liv kræver en hel landsby eller i hvert fald et fællesskab. Vi er ikke noget uden hinanden, og vi er hele tiden noget for hinanden uanset, om vi er bevidste om det eller ej.
Nogle gange ved man det og gør det bevidst, som forældre, kæreste eller veninde og ven. Andre gange er det mere tilfældigt, som når vi husker at gøre plads for hinanden på fortovet eller i bussen. Når vi husker at spørge til en kollegas dårlige ryg, syge barn og er der for en anden. Eller når vi bliver ved med at holde fast i et menneske, selvom de bliver ved med ikke at kunne komme videre fra en skilsmisse, et dødsfald eller en anden krise og du oplever, at de tager mere energi, end de giver.
Eller når vi anerkender klassens ballademager for det gode, han eller hun også gør. Eller når vi decideret opdrager på dem og dermed udpeger de rammer, som vi sammen indgår i og på den måde gør dem til en del af vores fællesskab. Eller altså når en stakkels medpassager bliver min vejviser i de 90 sekunder, det tager at gå op af trappen på Vesterport station.
Det er, når vi viser vej for hinanden, at vi tager vores fællesskab alvorligt, og det er, når vi får vist vej af andre, at vi bliver draget ind i det fællesskab, som er så vigtigt for selvværd og velvære. Og det gælder både for børn og voksne – vi bliver de mest helstøbte personer ved at passe på hinanden.
