Der er i dag 1 måned til julen. Lige præcis. Ikke mere. Og ikke mindre. Altså såfremt du læser dette d. 24. november. Hvis ikke, ja så må du altså selv til at regne frem og tilbage ik? Jeg kan jo ikke gøre alt. Vel?

Men altså. Hvis du læser dette d. 24. november ik? Så er der den der måned du.

Og det vil sige, at lige om lidt, finder jeg julepynten frem og fylder huset med julekugler, engle, stjerner, nisser, glasfugle og andet vidunder-skønt julepynt. Købt, fået, hjemmelavet og hæklet.

Og så ser jeg frem til 24 dage fyldt med hygge og kærlighed – altså lige indtil jeg simpelthen bare ikke kan mere og må pille det hele ned, så min hjerne igen kan få lidt fred og ro for alt det stads over det hele. Men indtil da så…

I år er der kommet nyt til. Det er de hæklede julekugler, som også skal bruges til til-og-fra-kort og så den lille nisse med de lange ben.

Der er mere jule-hækleri her hvis du trænger

Følelsen, når man bare har lyst.
Til at løbe med hænderne i vejret.

Nøgen og råbende.

Ned af vejen.
På femte dag i corona-selvisolation.

Men man ikke må.

FORDI MAN ER PÅ FEMTE DAG AF CORONA-SELVISOLATION!

Når den poetiske åre bare ikke kan lade være:

Glæd dig allerede nu til næste uges ode til håndcremen…

Efterår.

Hvis det ikke er nu, man skulle kaste sig ud i et vemodigt haiku, ja så ved jeg da ikke lige hvornår?

Bladet falder ned

Træet er igen nøgent

Indhyllet i vinden

Himmelen er grå

Oplyst af gule blade

Er den stadig varm

Jeg har brugt efterårsferien på at give min stakkels lille trætte hjerne en lille tiltrængt pause.

Jeg kastede mig nemlig over et nyt hækleprojekt: Skønne luffer! (Har du læst med tidligere, kommer det muligvis ikke som den store overraskelse, at det lige var hækling, jeg faldt over…).

Og er det da ikke bare perfekt? At sidde her i efteråret med en kop varm kaffe, mens smukt rødbrunt efterårsløv og kastanjer falder om ørene på én og så hækle bløde søde luffer til brug for vinterens kolde morgener? Yndigere kan det da ikke blive.

De her skønne bløde tingester satte mig dog på lidt af en prøve med et helt nyt mønster med masker forom og bagom og rundtom. Og så var det jo i øvrigt på engelsk.

Men det var nok næsten det, der var det bedste. At det var svært. Og derfor i et lille befriende øjeblik bare at hellige al hjernekraft til at forstå bogstaverne og føre det hele vejen igennem fra øjnene, der læser, til hjernen der fortolker og til fingrene, der forstår.

Det var virkelig at holde hjernen i kort snor, hvor jeg bare var til stede nu og her og de næste 3 masker.

Og så lykkedes det faktisk at forstå!

Det eneste, det krævede, var bare lige:

• 3 forskellige hjemmesider med oversættelse af engelske hækleudtryk og ikke mindst forkortelser, som FPdtr, ss eller BPtr (og her kan det være værd at vide, at der er forskel på engelske og amerikanske hækleudtryk…)
• 4 forskellige YouTube-videoer ( heraf én russisk, som virkelig ikke var til megen hjælp)
• Og så lige 136 optrævlinger med følgende nye forsøg

Men det gik. Altså næsten.

For godt nok forstod jeg. Og godt nok blev jeg færdig. Men foreløbig kun med venstre luffe. 2 gange.

For jeg blev så vild med mønsteret, at jeg var nødt til at se, hvordan det så ud i andre farver. Grå for eksempel. Eller i lyserød med glimmer.

Og så er der selvfølgelig også den lille detalje, at jeg ærligt talt syntes, at det er virkelig kedeligt at gentage mig selv 1 til 1. Det er så trist bare at kopiere mig selv.

Det er altså derfor, at jeg nu sidder med 2 1/2 venstrehåndsluffer.

Og glæder mig over min lille dejlige pause – og at jeg faktisk har en bil med varme i rattet til de der kolde vintermorgener, der er på vej…

Og gæt, hvad jeg skal…

Det begynder med hækle, slutter på kaffe. Og rimer på ned i gear.

Muligvis bliver der også noget med nogle kastanjer, varm kakao, digestive-kiks og eftermiddagsfilm på sofaen.

Og så er der da også noget med nogle Børn og noget – jeg mener, der er 2 styks, det plejer der vist at være – hvis jeg da husker rigtigt.

Men altså ingen krav, bare ned i gear. For os allesammen.

(Og så hækle…)

Jeg har tænkt meget over noget i den sidste tid. Over smør og smerte og popmusik faktisk.

Det startede med Taylor Swift, hvis nye album jeg hører rigtig meget for øjeblikket. Som i lidt for rigtig meget. Grænsende til virkelig for rigtig meget måske. Og i hvert fald mindst en gang om dagen.

Dét ku’ muligvis give anledning til et helt blogindlæg i sig selv, for her er der da tydeligvis noget at grave i. Men. Det må vente til en anden gang.

Denne gang skal det handle om noget andet. I “the 1” synger hun nemlig:

If you never bleed you never gonna grow

Hmm.

Og så var der det med smørret: En klog, veluddannet og sikkert meget fornuftig psykolog, forfatter og brevkasseredaktør (ja, det er René Toft Simonsen) udtalte nemlig følgende i et kendt dameblad (ja, ja, det var Alt for damerne):

Vi udvikler os jo ikke, når det hele bare kører i smør og fløde. Vi udvikler os, når vi kommer i modgang.

Hmm.

Og så er der selvfølgelig overskriften. Den er jo lige til at råbe igennem motionscenteret, mens man kaster med træstammer, kanonkugler, møllehjul og karruseller, eller hvad man nu kaster med, når man render rundt derinde. Ja, jeg ved det faktisk ikke helt, men mon ikke du alligevel godt kan se billedet for dig? NO PAIN – NO GAIN!

Hmm.

Så er det nemlig, at jeg bare er nødt til at spørge: Er det noget, vi ved?

Er det overhovedet undersøgt videnskabeligt med placeboeffekt og kontrolgrupper?

Er der foretaget sammenlignende studier af forskning på området?

Peer review?

Kvantitative og kvalitative studier?

Jeg spørger bare.

Hvad nu, hvis det bare er noget, vi siger?

For tænk sig, hvis nu man sagtens kan vokse og blive et bedre og klogere menneske uden modgang og smerte? Prøv lige at se det for dig. Og ja, du må gerne smile lidt, mens du gør det.

Var det så ikke værd at prøve? Jeg er i hvert fald villig til at gi’ det en chance.

Så verden! Bare kom an med al din skønhed, sjælefred, godhed, kærlighed og held. Så lover jeg til gengæld at gøre mit yderste for alligevel at blive et bedre menneske.

Det er da et forsøg værd….