Jeg har fundet et trick! Du ved, når jeg styrter af sted i verden, og verden styrter af sted inde i mit hoved. Så er det, jeg retter mig op og ser mig omkring og finder en vejviser. Og jeg mener det helt bogstaveligt.

Det er gerne på vej i fuld fart mod arbejdet, at jeg opdager, at jeg styrter (afsted). Derfor kigger jeg mig rundt på stationen for at finde en af de der irriterende langsomme medborgere med de sløve ben og de tunge fødder. Du kender dem nok godt. De er alle vegne: I Netto, i kantinen, på gågaden, på cykelstien eller i skolegården, når du skal hente, inden alting lukker.

Men nu irriteres jeg ikke. Jeg glæder mig, fordi jeg har fundet mig min guide til et bedre liv. Så følger jeg efter dem hen af perronen og op af trappen. Tvunget ned i gear og tvunget til at affinde mig med den tid, som livet nogle gange bare skal have.

Bare rolig, jeg følger ikke efter dem hele vejen, til hvor de nu skal hen, og jeg stopper også i god tid, før det bliver pinligt. De hjælper mig bare lidt på vej på den del, hvor vi alligevel skal samme vej. Og der på vores fælles vej får jeg hjælp til at bryde min ujævne og alt for hastige rytme og finde ind i en anden, roligere og sundere. Nej, det varer ikke hele dagen, men hver pause hjælper. Det er jeg sikker på. Prøv selv.

Jeg har dog også andre gode fif, hvis du ikke er klar til at følge efter helt tilfældige fremmede, men gerne vil blive lidt bedre til at holde nogle små pauser, hvis du også indimellem oplever, at du styrter (afsted). De er markeret med * efter sværhedsgraden, som var de en hækleopskrift.

* Nemt – det gør du bare.

** Er lidt sværere og skal måske lige planlægges lidt.

*** Skal trænes et par gange, men husk: Øvelse gør virkelig mester.

• At sætte mig på en bænk og vende hovedet mod solen i stedet for mobilen, når jeg venter på toget. *
• At huske at kigge op (se også her, hvis du vil vide, hvorfor jeg er så begejstret for at kigge op). *
• At lave en lille strækøvelse i garderoben på arbejdet (og håbe på, at jeg er færdig, inden nogen kommer ind): Stå med hænderne mod hinanden foran brystet. Træk vejret ind og stræk armene bagud og skyd brystet frem. Ånd ud og saml igen hænderne foran brystet ved at føre armene tilbage i en vandret cirkel. Træk vejret ind og stræk armene op over hovedet. Ånd ud og og før dem i en cirkel langs kroppen tilbage igen. **
• At huske mig selv på, at nogle gange er det godt nok at gøre sit bedste – også selvom det ikke er lige så godt, som jeg håbede på. ***
• At smile til barnet i indkøbsvognen foran i køen. *
• At smile til den voksne foran i køen. **
•  At gå en tur i haven og kun kigge på blomster og grønt og glemme alt om græsset, der bare vokser og vokser. *
• At slå det græs, der bare vokser og vokser og glemme alt om hækken, der også bare vokser og vokser. **
• At lede efter firkløver i græsset istedet for at slå det. *
• At kigge på stjerner – og hvis jeg ser et fly, så lade som om, det er et stjerneskud. *
• At huske, at det hele tæller med. Også selvom det bare er bittesmå pauser på 30 sekunder efter det der firkløver. For hver gang jeg holder bare en lille pause, bliver den fine lille afslapningsbeholder, som jeg har i mig, fyldt med mere og mere ro, og det bliver lidt lettere at holde de lidt længere pauser og nyde livet lidt mere i min egen fart istedet. ***

(Jeg tror i øvrigt, at den der afslapningsbeholder er en gammel lidt rusten og bulet kagedåse med det sødeste mønster af ballerinaer og tekopper i blå og grønne nuancer med et stænk af guld).