Måske husker du, at jeg til Valentinsdag simpelthen var nødt til at kreere en buket roser i papir? Ja, lige præcis. Nødt til.

Heldigvis har jeg nu fundet endnu en god grund til, at jeg absolut bare måtte kreere nye papirsblomster.

Nemlig, at det jo er vinter. Og noget med sne over land og blomst. Eller var det, fordi det var forår? Og noget med noget, der spirer? Eller mon fordi, det var noget med gæk?

Åh jeg ved det ikke.

Nå pyt. Det er også fuldstændig lige meget. Her er de i hvert fald:

Gik du glip af roserne? Fortvivl ikke. De er her

5 ord. Til et digt.

Som egentlig aldrig er.

Blødhed.

Blommer.

Bølger.

Brændt.

Blidt.

I morgen er det officielt forår.

Lige om lidt spirer alting frem. Solen varmer kinderne og jorden op igen efter vinteren.

Lige om lidt springer alting ud. Og verden bliver grøn og fyldt med friske farver igen.

Lige om lidt skal der forspires og små tørre frø skal nusses og plejes til live.

Men for en sikkerheds skyld er jeg nu alligevel gået i gang med at hækle nogle varme sokker. Det er jo ikke altid, at foråret lige husker at følge kalenderen, så dem kan jeg jo godt blive glad for. Mens jeg holder øje med de små spirer. Bare lige for at være på den sikre side.

Nå, men øhh. Altså… Men det er jo…

Altså faktisk, ik? Så er jeg jo muligvis på en måde sådan én, der kigger en lille smule ind af vinduer. Altså andre folks vinduer.

Men jo ikke på sådan en væmmelig lusket måde vel?

Mere på sådan en hyggelig, rar og og helt almindelig og normal måde. Ik?

Jeg ser det som en lille charmerende sidegevinst ved aftenturene med hunden (lille Viggo). I hvert fald for mig. Lidt inspiraton og små anstrøg af glæde over andre mennesker.

I dag så jeg for eksempel:

• De der porcelæns-siameserhunde, der står i vindueskarmen og holder øje med verden, som næsten ingen har mere. Og jeg forstår virkelig ikke hvorfor.
• Den hyggeligste stue i verden med væg til væg reoler. Du ved, de der 70’er stigereoler i træ, som efterhånden er blevet lidt patinabrune fyldt med bøger
• Et nyt og perfekt designet køkken med et pastelgrønt køleskab i 60’er stil. Sådan et må helt sikkert være fyldt med lækre milkshakes!
• Vinduer med julepynt (det er nemlig vigtigt ikke at bære julen ud og noget med fasten og påsken)
• Planter, planter, planter, planter i alle rum og vinduer
• Og så selvfølgelig ham der, der kigger ud for at sikre sig, at jeg får samlet hundelorten op. Og ja, det gør jeg selvfølgelig.

Se, hvad jeg har fundet.

Den var der bare.

Jeg behøvede ikke at gøre noget.

Være noget.

Sige noget.

Den var der bare.

Lige der.

En helt igennem magisk aftenhimmel.

Jeg har fundet et træ til dig. Som er en lille gave.

Til dig.

Altså det ligner jo et træ.

Men i virkeligheden er det en lille oase. En lille pause.

Alt, du skal, er at lukke øjnene.

Du kan nemlig lukke øjnene og sætte små slikposer, sorte kartonkatte og silkepapirs-butterfly på. Og så har du verdens fineste fastelavnsris.

Du kan lukke øjnene og fylde det med guldæbler og sætte enhjørninge til at holde vagt. Eller krokodiller, hvis du er i det humør.

Du kan lukke øjnene og hænge en hængekøje op og lægge dig og nyde solens varme stråler.

Du kan lukke øjnene og bygge en lille træhytte og fylde den med tegneserier og chokolade.

Du kan lukke øjnene og lade det blomstre med små lyserøde blomster med den fineste duft af forår.

Du kan lukke øjnene og hænge de fineste kulørte lamper på på en lun sommeraften og invitere til havnefest.

Du kan lukke øjnene og lade det vokse frem med flødeboller med ekstra tyg marcipanbund. Eller lad pengene gro på træet.

Du kan lukke øjnene og fylde træet med små kvidrende fugle. Eller gule badeænder. Du bestemmer.

Værsgod. Det er dit træ.

Denne gang er der et ældre indlæg på bloggen. Det er præcist 5 år og 1 dag gammelt lige i dag.

Men det bliver det ikke mindre aktuelt af.

Læs med her og få en romkugle med et skvæt af virkelighed.