Der er, som overskriften siger, trætte haiku på bloggen i dag. Om efterår og om mandag.

Så sæt dig godt til rette, inden du kaster dig ud i en af denne uges pauser.

Du skal ikke noget.

Du skal faktisk bare næsten ingenting i et lille øjeblik.

Værsgo’.

Regnvejr udenfor.

Våde sko med kolde tæ’r.

Dumme DMI.

---

Udenfor er blæst.

Og iskoldt gulv herinde.

Dumme gamle hus.

---

Jeg er skidetræt.

Åh mandag eftermiddag.

Jeg må ha’ kaffe.

---

Jeg er stadig træt.

Kaffemaskinen kører.

Og kaffen har mælk.

---

Stadig regn ude.

Varme tæer i blødt strik.

Alle laver fejl.

---

Det blæser endnu.

Men radiator er tændt.

Yndige gamle hus.

---

Jeg er træt endnu.

Åh mandag eftermiddag.

Kaffe er magi.

Skulle du lige ha’ glemt hvordan det nu er med det der haiku, så kan du læse lidt om det her: http://etonmess.dk/vinterferie-og-haiku/

Denne uge er der altså pause her på bloggen. Der sker ingenting. Intet. Overhovedet.

Som i ikke en sk..

Ingenting.

Her er helt tomt.

Eller sort? Eller er det helt hvidt?

Hvilken farve har ingenting egentlig? Hmm. Grå mon?

Som tåget og diset?

Eller grumset som Limpopo-floden?

Nå, men som sagt: Der sker nada i denne uge. Nothing. Rien. Nichts. Ei mitään. Niets. Nic. Ingenting (norsk). Ingenting (svensk).

Aj. Tænk sig, hvis nu ingenting er pink? Eller regnbuefarvet!

Se, det havde man nok ikke lige regnet med.

Nå, men altså. Her er som sagt ingenting.

Gå bare videre.

Nogle gange er det godt at søge de små glæder.

Dem, der gemmer sig lidt for det blotte øje.

Som for eksempel, når tomaterne med det skønne navn Lille Lise lige pludselig i september måned står med smukke grønne tomater.

Eller hindbærplanten med smukke hindbær i alle røde nuancer.

Eller jordbærplanten, som har gemt lidt jordbær-kærlighed til september-solen.

For ikke at tale om når rod-enden af et forårsløg fra fordums middagsbord lige pludselig sætter små bundløg til nye forårsløg til fremtidens endnu ukendte måltider.

Og så er der jo selvfølgelig æbletræet. Her behøves ingen ord. Bare lidt mel, sukker, vanillepulver og æg.

Jeg hænger tøj op. 

Under en lyseblå himmel. 

Jeg hænger hvide lagener, vaskeklude og bluser op. 

Under en lyseblå himmel med bløde skyer. 

Jeg hænger korte pigeshorts, mønstrede sommerkjoler og seje T-shirts op. 

Under en lyseblå himmel med bløde skyer og varmende sol. 

Jeg hænger tøj op. 

Uden at spekulere på langskæggede banditter, der vil holde mig hjemme og træde mine piger under fode. 

Under en dunkel-blå himmel.

Jeg hænger tøj op.

Uden at spekulere på, hvor det næste måltid kommer fra. 

Under en dunkel-blå himmel med blødende skyer. 

Jeg hænger tøj op. 

Uden at være bange for, hvem der kan banke på om lidt. 

Under en dunkel-blå himmel med blødende skyer og brændende sol. 

Jeg hænger tøj op. 

Jeg er meget heldig. 

Giv dig selv en lille smule smuk ro i dag. Bare en lille bitte smule.

Måske vokser den sig større og større til det smukkeste Mount Everest og hvis ikke, så har du da i det mindste fået fået i hvert fald en lille smule smuk ro.

Og det har du helt sikkert fortjent.

Som du måske så i sidste uge går sommeren forsigtigt på hæld i min lille have og selv om mange blomster begynder at takke langsomt af, giver de nu stadig glæde.

Ikke bare med løfter om næste års gaver, men også allerede nu bringer de skønhed i endnu en livsfase.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Måske føler du dig også lidt vissen og træt indimellem?

Som om du ikke er noget?

Som om du ikke har gnist og farve?

Som om der ikke er mere?

(Eller bare som om sommerferien godt kunne ha’ varet lidt længere?)

Så se lige her, hvor meget skønhed, der i virkeligheden er i vissen og træt:

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

•