Jeg er træt. Og tung. Og træt. Og synes der har været uendelig meget sygdom og dårlige nætter i den sidste lange tid.

Og selvom jeg ved og forstår, at det går over (og er lettet og taknemmelig over, at jeg kan tro på, at det vil gøre det), så føler jeg det ikke.

Jeg føler det ærligt talt bare lidt uendeligt.

Så jeg drømmer om sol og varme og om blomster – og begynder at planlægge forspiring og tidlig såning i vindueskarmen. Drømmer om gåture blandt vilde blomster og om blive varmet af morgensol og varm kaffe i haven.

Et lille åndehul, som gør mig lidt mindre træt og uendeligheden lidt mindre uendelig…