Jeg hænger tøj op.
Under en lyseblå himmel.
Jeg hænger hvide lagener, vaskeklude og bluser op.
Under en lyseblå himmel med bløde skyer.
Jeg hænger korte pigeshorts, mønstrede sommerkjoler og seje T-shirts op.
Under en lyseblå himmel med bløde skyer og varmende sol.
Jeg hænger tøj op.
Uden at spekulere på langskæggede banditter, der vil holde mig hjemme og træde mine piger under fode.
Under en dunkel-blå himmel.
Jeg hænger tøj op.
Uden at spekulere på, hvor det næste måltid kommer fra.
Under en dunkel-blå himmel med blødende skyer.
Jeg hænger tøj op.
Uden at være bange for, hvem der kan banke på om lidt.
Under en dunkel-blå himmel med blødende skyer og brændende sol.
Jeg hænger tøj op.
Jeg er meget heldig.