Jeg har været på udledsaget udgang. Og selv om det var nødtvunget, var det virkelig dejligt, da jeg havde fået taget de første 100 skridt efter at være blevet skubbet ud af døren.

Forestil dig en træt mandag aften, hvor kroppen bare skriger SOFA og TV – og den er helt ligeglad med, om det er tomme kalorier i fjernsynet. Den og din hjerne  har tænkt sig bare at give slip på al menneskelighed og bare forsvinde til en lille svamp eller grøn klump mos, der bare er og overhovedet ikke giver sig afsted med at tænke eller være noget.

Sådan er jeg den aften – endda også efter Nespressoen efter aftensmaden. Jeg og min nu overraskende oppe på dubberne hjerne, når det åbenbart handler om at lave ingenting, ser vores snit, da det er Mandens tur til at putte Ungerne. Nu er det tid til at dovne, flade ud og bare sumpe. Jeg tager mig sammen og smiler sødt, mens jeg hjælper med det praktiske inden putningen.  Inden i glæder jeg mig bare til at give helt slip lige om lidt. Bare lige 5 minutter mere, så slukker jeg.

Så er det, at Manden ser sødt på mig, nusser mig lidt på ryggen og spørger, om jeg ikke vil ud at gå en lille tur i det gode aftenvejr, mens han putter? NEJ, jeg vil sgu ej! Jeg vil bare give slip og lukke ned. Jeg vil være en søanemone, en vandmand, en klump mos, en lille bakterie, en vandpyt i en sofa. Dét skal være mig de næste 30 min. Ikke sådan en frisk sund og fornuftig person, som bevæger kroppen og sanser livet. Niks. Ikke her. Ikke mig. Men øv. Han har ramt den eneste ret fornuft, der åbenbart stadig var tilbage i mig, og med fælles hjælp, får vi skubbet mig ud af døren.

(Og det var jo vidunderligt at bevæge mig rundt i vores lille provinsby. Ikke nogle spektakulære udsigter, ingen fantastiske palæer. Ingen nye personlige rekorder på 5 kilometeren. Bare være. Bare sanse bevægelsen i kroppen. Fliserne med deres tegninger og mønstre, himmelen og lysene. Træerne, der begynder at springe ud i livet igen. Livet, der bare er sammen med mig.)