For nogle år siden besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere måtte tømme planteskoler, Netto og Rema for planter hvert forår.

Istedet må jeg gendyrke, høste og gemme, bytte og få i gaver.
Det er simpelthen så særligt at se nyt liv spire frem på den måde.

Rodenden af Spidskål giver fx nye blade og lader man dem bare vokse, går de i smukke spiselige skulper og gule blomster, som bierne elsker.

Hvidløgsfed vokser og bliver til, jeg ved ikke hvad. Topskud af Basilikum bliver til ny velduft.

Jeg har høstet Solsikker, Morgenfruer (de er så næsten ikke til at undgå at komme igen) og Tagetes fra sidste sommers have.

For ikke at nævne alt det, der bare overhovedet ikke ville spire. Som i overhovedet irreterende ikke.

Jeg har delt Engelsk græs i massevis.

og fundet nye Jordbærskud i overflod.

Og så har jeg tigget mig til (åh, glemte jeg at sige, at jeg også må tigge?) Lupin fra svigerindens have, Acapantus og Roser fra svigermor og svigerfar og Hindbær og Sommerblomst-blanding fra mine forældre og Husløg fra vennerne.

Og med svigerfars roser gemte sig også Rød skovsyre. Og vupti, så var der en krukke med det.

Liv, der deles og bare gror. Nu også i min have.

Jeg har byttet tomatplanter (fra frø, jeg har fået) med blå Vinca.

Og mine børn og mand ved jo, at jeg elsker at få blomster-gaver. Især dem jeg kan høste frø eller snuppe en lille stikling fra.

Bare se på den syriske rose, pelargonierne (stikling, stikling, stikling til næste års have) og stedmoder-blomsterne, som nærmest skyder deres frø ud i verden i små kanonkugler og som det vist endelig er lykkes mig at fange i et kaffefilter.

Og alt det liv, tilfældighed og kærlighed giver en blandet have fyldt med krukker af planter, der gror i egen tid.

Det giver tid til tanker og det giver tanker til tid. Hvad kommer op? Hvor kommer hvad? Og hvad gør jeg ved det?

Og så giver det lykke. En lille smule have-lykke.