Jeg har lige brugt en uge i det altid dejlige danske sommervejr. I telt endda! Det var en uge i sol, regn og blæst. Lige præcist som det bare må være, når man er i Danmark om sommeren.

Det var også en uge med den skønneste udsigt over havet, hver gang vi stak hovedet ud af teltet. En uge med små stunder af det sidste solnedgang over bølgende kornmarker, når jeg skulle op og børste tænder (på campingpladsens fællestoiletter…). En uge med kig til uendelige bølger fra stranden til lyden af min yndlings-symfoni af bølgeskvulp mod strand og badebro. En uge med nærhed og hygge med fokus på det allermest nødvendige praktiske og ikke en disse mere. En uge med plads til kærlighed og grin.

Midt i al denne mindfullhed og zen-følelse var der selvfølgelig også almindeligt liv med sure børn og indimellem sure ægtefæller, sand i soveposerne, fedtet hår, skåle med cornflakes, der røg på gulvet (selvfølgelig først efter mælken var hældt op), kø på toiletterne, ridser i bilen og naturligvis opvask.

Men den opvask var nu slet ikke det værste. Opvasken foregik nemlig i fælleshuset med den smukkeste udsigt. Her talte jeg en aften med en sød ældre dame om både hækleopskrifter og livet – for mig helt klart 2 sider af samme sag.

Vi talte først om det særlige i, at man – af en eller anden grund – først til sidst opdager, at man har hæklet 22 rapporter istedet for opskriftens 26. Hun var for eksempel netop blevet færdig med at pille garnet op på det tæppe, hun nææsten havde været færdig med til det kommende oldebarn [bemærk, at hækleopskriften er ændret af hensyn til anonymiteten, men identiteten er, næsten altså, redaktionen bekendt].

Oven på denne væsentlige og genkendelige betragtning fortsatte hun med at fortælle, at hun for nylig havde lært noget meget vigtigt. Her spidsede jeg ører, for var det her – midt i den danske sommer, at jeg skulle være så heldig at få serveret de guldkorn, som skulle holde mig oven vande resten af livet? Det var jo helt som på film.

Og det var så næsten også som at stå midt i en amerikansk film, da hun gav mig sin visdom: Giv mig styrke til at ændre det, jeg kan, og acceptere det, jeg ikke kan.

Tag ikke fejl, der er jo absolut intet i vejen med visdom, bare fordi man har hørt det før i et utal af skønne og mindre skønne hollywood-film. Men jeg havde måske bare satset på noget andet, hvis jeg skal være helt ærlig. 

For hvornår ved man så egentlig, at man ikke kan ændre på noget og istedet må acceptere det? Og hvordan ved man overhovedet, at man skal opgive kampen og istedet lære at leve med præmissen?

Det er jo lige det, der er så svært, syntes jeg. Livet ville være så meget lettere, hvis man da bare ku’ regne ud, når noget er en taber-sag. Men det er jo ikke nødvendigvis spor tydeligt, og så kæmper man alt, hvad man kan, mens man i virkeligheden bare sku’ stoppe op og sige pyt. Jeg ville nok hellere bede om evnen til at kunne se, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan. Så skal jeg sgu nok acceptere det. Det lover jeg. Næsten i hvert fald.

Alt det her delte jeg med min med-opvasker, dog måske ikke helt så velformuleret, for jeg havde jo kun lige tænkt det. Så jeg spurgte hende, hvordan man så ved, hvad man kan ændre, og hvad man ikke kan. Hun smilte til mig og sagde: Det ved man.

Og det gør man måske, når man har levet nogle og 40 år mere end mig. Men jeg kan godt mærke, at det nok kommer til at vare lige lidt mere tid, før jeg har helt styr på det med, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan.

Jeg har dog store forventninger til fremtiden. En dag er det måske mig, der står og videregiver disse visdomsord uden at tvivle på deres værdi. Jeg har da lov at håbe.

(Jeg har siden googlet de berømte ord og nu lært, at det er indledningen til Sindsro-bønnen. Den fortsætter for øvrigt med ordene og visdom til at se forskellen – så der har været andre end mig, der ikke syntes, at det var så ligetil at skelne. Rart at vide, at man ikke er alene, syntes jeg.)

Billedet er forresten udsigten fra opvaskerummet. Og det er da klart lidt frustration værd.

Jeg havde en interessant oplevelse den anden dag. En oplevelse, som virkelig har sat tankerne igang.

Jeg har deltaget i en arbejdsgruppe om en rigtig spændende og udfordrende opgave. Det har trukket et par tænder ud her og der, da jeg har skulle finde tid midt i en i forvejen travl hverdag. På et af arbejdsgruppemøderne spurgte projektlederen os så på fineste konsulent-vis, hvordan det havde været at være med i arbejdet. Ud af munden røg så, nærmest med de ovenfor nævnte tænder og det hele: “Forfærdeligt”. Det var egentlig ment for sjov, for selvfølgelig har det ikke været forfærdeligt, fik jeg forklaret, men ja, det har været svært at få det hele til at hænge sammen og så også virkelig spændende. Men mine ord blev taget meget alvorligt af de andre, og de forsøgte virkelig på alle mulige måder at tage hensyn til mig i planlægningen af vores opgaver.

Først var jeg lidt flov over, at jeg ikke havde været tydeligere og også overrasket over, at de ikke kunne skelne bedre mellem sjov og alvor.

Nu har jeg tænkt lidt over det, og måske er det mig, der skal blive bedre til at tage mine ord lige så alvorligt, som dem. For det har faktisk været lidt for hårdt, og jeg har gabt over for meget.

Så nu vil jeg prøve at lytte lidt mere efter, hvad det egentlig er, jeg siger. Der kunne jo gemme sig et lille guldkorn.

Paraplyer og gummi-støvler i vand-pytter.

Barbie-dukker og Barbiefilm.

Regnbuer og måneskin. Badetøj. Sandaler og bløde håndklæder.

 

Bolsjer. Bål. Snobrød og varm kakao.

Popcorn og biografture.

 

 

 

 

 

 

Feer og blomsterstøv.

Stjerner og Rulleskøjter.

Chokolade.

Lego. Gulerødder og friske ærter.

Hvide skyer på blå himmel.

Gyngestativ og rutsheture. Hulahopringe, isvafler og flotte tusser.

Vandballoner og sæbebobler.

Hjemmelavet pizza med pepperoni. Bløde dyner og lange godnathistorier.

 

 

 

 

 

 

Fodbad og påklædnings-dukker.

Pålægs-chokolade og fodbolde.

Slikkepinde og klistermærker.

 

 

Remse med dejlige ting, som jeg siger til Ungerne, når der er meget i hovedet, og det er svært at falde i søvn. Er også god til voksne…

Læs videre Kig op – det gælder stadig →

…især når det er billeder af blomster i maj. Ha’ en dejlig dag.

Kærlig hilsen Etonmess

 

 

 

I dag var én de morgener. En af dem, som jeg bare har mest lyst til at fortrænge. Eller endnu bedre, måske bare krybe ned under dynen igen og blive der for evig tid. Ligge og vente på at en af Ungerne skulle finde på at krybe ind til mig og lave hule.

Vi kunne finde en bog og en lommelygte og så læse verdens bedste historie derinde. Helt tæt sammen, så Den Mindstes hår kilder i næsen. Og midt i det hele ville Den Store kravle ind med 3 figenstænger gemt bag ryggen. Så ville jeg fortsætte historien, mens vi spiste figenstænger, flankeret af dejlig varme fra mine mindste elskede.

Med lidt held ville min største elskede kalde fra køkkenet, lige præcist når historien var færdig, at om lidt var kaffe og morgenmad klar. Vi ville nok lige kunne nå en kildetur, inden vi gik ned til maden. Ja, det ville helt sikkert have været endnu bedre.

Sådan en morgen var det ikke. Slet ikke. Det behøvede det måske heller ikke. Men det havde nu været rart at være sluppet for at høre mig selv sige ord, som var de uden for min kontrol. Og jeg forstår så udmærket, at jeg er menneskelig, og at det betyder, at jeg ikke skal eller kan være perfekt. Åh ja, det ved jeg så udmærket. Men bild mig ikke ind, at det er nemt at leve med sin egen menneskelighed. Især ikke efter sådan en morgen.