I år fylder jeg 45. Det er halvdelen af 90. Og det er dobbelt så meget som som 22,5.

På den måde er det efterhånden en del år, der står der. Bag mig.

Forhåbentlig er der også plads til nogle stykker foran mig. Men jeg ved jo kun noget om dem, der ligger bag. Det andet bliver mere rent gæt.

Og lige præcist med de, som ligger bagved, er der noget ret særligt. De er gået stærkt og langsomt. De har været tynde og tykkere. Og så kan de ses og mærkes.

Og det er ok med mig. Det der med at de kan ses og mærkes. Faktisk er både alder og ælde ok med mig. Det kan jeg godt leve med. Jeg har nemlig opdaget noget på mine midt-gamle dage, som jeg godt kan lide. Meget godt faktisk.

Det handler om parkeringspladser. Jeg opdagede det for et stykke tid siden, da jeg kom ud til bilen efter at have handlet.

Der så jeg det helt tydeligt. Jeg havde nemlig:

• Smidt bilen helt skævt ind i parkeringsbåsen (nogenlunde lige inden for stregerne). Og gået derfra. Simpelthen fordi jeg ikke altid er perfekt og fordi jeg er ligeglad med, hvad folk tænker om mig (!)

Men så skete der noget mere et par uger efter.

• Det brugte jeg nemlig mindst 5 minutter på at køre frem og tilbage for at komme ordentligt på plads i en anden parkeringsbås, mens der stod folk omkring og kiggede. Simpelthen fordi jeg ikke altid er perfekt og fordi jeg er ligeglad med, hvad folk tænker om mig (!)

Det kan jeg altså meget godt lide. Altså det der med at være ligeglad. Det kunne jeg godt gå hen og blive lidt glad for. Måske behøver man ikke længere være den søde pige, når man nærmer sig de 50?

Og hvis jeg så mærker trangen til at være sød og perfekt, så er der garanteret en parkeringsplads i nærheden, der kan få mig på rette tanker igen.