Nå, men nu er det jo ikke fordi, det her skal være en madblog, men der er så alligevel åbenbart et fødevare-tema for øjeblikket.

Egentlig havde jeg tænkt mig, at denne uges indlæg skulle være et længere essay om livet, smerten, den kødelige udødelighed og det uendelige grin. Og noget med solsikker.

Men…

Så skete der noget…

Jeg fik nemlig serveret det her: Det forsigtigt smilende stykke brød.

Og fra den rigtige vinkel ligner det jo faktisk Elvis!

Hvem kan skrive essays om udødelige solsikker, der griner uendeligt, når der findes brød som dette?

Lev da lige lidt i nuet, ik?