Så tror jeg, at bloggen og jeg er klar efter sommerens blomster-og-liv-pause. I hvert fald er denne uge uden blomster og liv.

Eller er den nu også det?

Jeg er nemlig faldet over den fineste lille sprogblomst (ahaaa), som har det smukkeste lille fine liv.

Vi synger på mit arbejde. Hver mandag. Her har vi fælles morgenmøde. Og her synger vi. Det lyder som det, nu gør. Blandt andet, men ikke kun, fordi mødet er digitalt med deltagelse fra 3 forskellige lokationer i Danmark, så lyden er ikke altid i sync. Men ærligt talt, ikke kun derfor…

Men sync eller ej, er det en hyggelig tradition, som jeg holder meget af. Også selvom jeg stadig efter 4 år syntes, det kan være grænseoverskridende og skræmmende, når man som jeg, ikke er så vant til at synge højt.

I dag var jeg dog lige ved at gå i stå, imens vi sang. Lige der i starten af vers 5.

Og det var ikke fordi, jeg fnes over vores lille “kanon” eller fordi der var én, der sang ekstra højt, men på den forkerte melodi. Nej, ikke denne gang. Det var fordi starten på femte vers, var så smukt. Så afsindigt smukt og fint.

Det var så smukt, at jeg måtte tage mig sammen for ikke bare at sætte mig ned for resten af dagen og bare smage på ordene og glemme alt andet. Og det ville jo have været ret usmart, ikke mindst da det jo er mig, der tager referat af det morgenmøde.

Så det gjorde jeg altså ikke (man har vel et over-jeg til at have styr på tingene).

Vi sang “Det lysner over agres felt” skrevet i 1915. Og tænk sig egentlig, at så gamle ord i gamle vers stadig findes. De er sunget tusindvis af gange med tusindvis af stemmer. Sunget i kærlighed, ømhed, træthed, vrede, i grin og i gråd. Alene og sammen. Bundet sammen af en sang.

Og ordene i vers fem? De kommer her:

Og bag mig sol og blød mig regn

Læs dem lige. Og læs dem så igen. Mærk dem i din krop. Mærk, hvordan du lige giver lidt mere slip på skuldrene. Mærk, hvordan din tunge krøller lidt for at få det hele med. Smag hvordan, de smager. Mærk dem få liv.

Smukt.

Og bag mig sol og blød mig regn