Vi kæmper stadig med og nogle gange mest mod livets udfordringer her i huset for øjeblikket.

Og selvom det også går godt indimellem, så bliver jeg også bare så træt af at skulle rejse mig og hejse mig igen og igen.

Som en følelse af at være fanget i en labyrint fyldt med mure, som jeg kan løbe panden imod og helst lige når jeg tænker, at jeg måske kan ane lyset et sted.

Og så alligevel midt i endnu en hejsning og en hiven op fra gulvet, så fandt jeg mig selv sidde og tegne en labyrint. Koncentrere mig helt om, hvor vejen nu skulle gå. Hygge mig fnisende med et lille sovende selvportræt. Nyde mindet om en sommer, som nok bliver igen.

Og pludselig fik jeg måske endda skabt lidt lys indefra labyrinten, som kan guide mig lidt videre uden om murene.

Det er ikke meget. Og det er ikke vildt. Eller kunst. Det er bare en labyrint. Jeg har tegnet. Og som ikke skal bruges til noget som helst. Men det var et vidunderligt dejligt spild af tid, imens det stod på.

Du skal være velkommen til at tage din egen tur igennem labyrinten her: