For ikke så længe siden, læste jeg, at man skal huske at kigge op, når man er presset, ked af det eller er stresset.

Siden da har jeg forsøgt at huske mig selv på det, når jeg går der i egne og nogle gange triste og truende tanker på vej til eller fra arbejdet eller bare på vej ud efter mælk, kaffe og leverpostej.

Og det virker! Det er ingen mirakelkur, som lige pludselig fjerner en svær arbejdsopgave eller irriterende chef, gør børnene raske og manden sødere  eller gør, at veninden alligevel ikke skal skilles. Men det giver en pause – at kigge op på himlen og måske i et kort øjeblik give slip. Også selvom det kun er få sekunder. Og også selvom himlen er mørk og al den smukke blå farve er gemt bag grå skyer.

Jeg kommer ikke pludselig i tanke om, at der er noget, der er større end mig og mine genvordigheder eller tænker, at det skal nok gå, for der er blå himmel bag de mørke skyer. Jeg glemmer det heller ikke, fordi naturen er så smuk og sjælfuld.

Jeg får bare lige en lille pause, og det er altså virkelig dejligt.