I disse tider er det godt med lidt adspredelse for ikke at blive helt skør i det her lidt underlige og mærkelige corona-land.

Nogen går i haven (også mig).

Andre læser Kirekegaard (ikke mig. Desværre. Ikke engang Svend Brinkmann. Men en enkelt Agatha Christie og Miss Marple er det da blevet til).

Så er der dem, der løber (slet ikke mig).

Eller dem, der lærer et nyt sprog (heller ikke mig, selvom det næsten føltes sådan, da jeg i et kort sekund skulle forsøge at begå mig lidt på tysk, da Ældstebarnet skulle vælge sprog).

Og så er der dem, der dyrker morgenyoga til solsortesang og solopgang (ikke mig, det ville ellers være ret fantastisk).

Endelig er der dem, der samler på skæg. Godt gammeldags skæg. Af den fede slags. Af den slags man selv sidder på (helt sikkert mig!).

Du ved nok. Den slags skæg, der får dig til at smile. Lige der midt i det hele.

Skæg, der gør dig lidt glad uden, at der er en rigtig god grund:

• At holdbarhedsdatoen på mælken er din fødselsdag (hvorfor er det altid bare så sjovt, når noget er holdbart til ens fødselsdag? For det er det bare. Og så er det altså en langtidsholdbar mælk, for jeg har faktisk fødselsdag i oktober).
• Blæse sæbebobler
• Bruge røret fra en køkkenrulle som kikkert, når der ikke er nogen, der kigger
• Puste på en afblomstret mælkebøtte (og det skal helt sikkert være, når der ikke er nogen, der kigger. Især ikke voksne. De er såååå kedelige)
• Sætte en rejechip fast på tungen og se hvor længe, den sidder fast, når du rækker tunge (her skal du også passe på de voksne. Såååå kedelige)

Se mere #skæg du selv sidder på her