Jeg var egentlig gået igang med at skrive et lille indlæg om halloween.

Jeg elsker nemlig halloween.

Ikke så meget Nettos orange plastikspande til slik og alle plastik-skeletterne, men mere al humoren og glæden og livet, der er omkring halloween.

Men jeg gik i stå. Det slog mig midt i skriveriet, hvor skørt livet er.

Her er jeg, der kan tillade mig at slukke for hverdagen og også lidt for krig, gas, seje iranske kvinder og voldsomt iransk politi. Og så er der alle dem, der ikke kan.

Det virker bare så skørt, at der leves så forskellige liv side om side.

Halloween-fejring og overlevelse side om side.

Og sådan har det jo altid været. Det ved jeg godt. Det er bare blevet meget mere synligt med globaliseringen og så videre og så videre.

Og ved du hvad, der så er endnu mere skørt? Så fik jeg bare endnu mere lyst til at fejre halloween.

Og nyde at jeg midt i kulde og mørke og træthed bliver mødt af grin og samvær – og chokolade. Fejre at jeg lever. Sammen med skeletter og gys og gru. Plastik og hvad har vi.

Skørt.