Sommeren er her. I hvert fald i kalenderen…
Men så alligevel: Sommeren er her jo, med alt hvad der hører til af det skønne varierede danske sommervejr. Men også med skolernes sommerferie, drømme om den kommende ferie (ønsker jeg for dig), lyse sommeraftner (jeg be’r bare om et par stykker, det er alt), jordbær, friske ærter, krabbefangst og sand og tang mellem tærene eller noget helt andet, som du syntes hører sig til.
Og også her på Etonmess begynder sommerferien at kunne mærkes.
Jeg skal ikke selv ud at rejse i år – jeg skal på camping i Danmark. Og du behøver slet ikke at have ondt af mig, for det er efter eget valg og jeg glæder mig. Også selv om jeg lige har været ude at købe nyt regntøj…
Der sker noget særligt på Etonmess
Men skal du ud at rejse, kan du allerede nu godt begynde at glæde dig over, at Etonmess i de kommende uger udkommer i en helt speciel særudgave lige præcist til dig.
Du kan nemlig henover sommeren hver uge finde nye gode ideer til at sikre, at du altid hurtigt kan genkende din kuffert blandt de tusindvis af andre, der ligger der på transportbåndet.
Se det for dig: Du står der i lufthavnen, ser dig omkring, kigger måske på alle de andre som står der og venter. Måske sveder du lidt? Måske synes du allerede, at du har brugt nok timer sammen med de andre passagerer i flyet på rejsen ud? Og åh nej, hvad nu hvis de der, skal med på samme hotel?!
Det eneste, du ønsker dig, er hurtigt at kunne finde din kuffert blandt alle de andre og bare løbe langt væk og begynde din ferie.
Frygt ej! Hjælpen er nær.
Se bare her. Er der måske andre, der har pyntet deres kuffert med sugar sculls, muffins eller flagguirlander? Jeg tror det næppe!
Ja, okay. Måske er det mest for sjov, men det behøver vel ikke at være så dårligt vel? Og brug endelig ideerne, der er ingen copyright.
(Og ja, jeg glæder mig virkelig til at skulle på camping. Det passer altså.)
Følg med i næste uge og få flere dybt seriøse og ikke spor fjollede ideer. Eller måske bare en lille pause i feriepakningen? Én af de der dejlige, hvor man trækker vejret helt ned i maven, måske.
PS De søde hæklede bogstaver er forresten herfra: https://www.mooglyblog.com/the-moogly-crochet-alphabet/