Jeg var på vej til stationen efter arbejde i væmmeligt regnvejr.

Uden paraply eller regntøj, men heldigvis med hvide tynde sommerbukser på.

Og så.

På de første 500 m kunne jeg godt se, at det kunne gå hen og blive ret vådt. Som i ret meget vådt.

Ret meget vådt, tænkte jeg, da jeg stod og ventede ved rødt lys. Gennemblødt. Og ret meget våd.

Regnen stilnede af. Den stoppede.

En regnbuefarvet paraply over mit hoved og et smil fra det mest vidunderlige menneske i hele verden.

Jeg kender hende ikke, men hun vil for altid være i mit hjerte.

Og nej, jeg overdriver ikke. Jeg havde jo hvide bukser på.

Vi fulgtes til stationen. Sammen.

Verdens mest vidunderlige menneske og så mig.