Den anden dag havde jeg en fridag. Det var en dag, hvor Manden skulle på arbejde, Ungerne skulle i skole og mit arbejde havde lukket. Der var altså ikke noget at gøre – det var en dag kun til mig.

Så den dag tog jeg, og jeg nød den i fulde drag. Ungerne blev afleveret lidt senere og hentet før almindelig skynde-mig-hjem-fra-arbejdet-hold-vejret-for-at-toget-kører-til-tiden-tid. Jeg handlede ind til ugen. Og det var det! Ingen oprydning, ingen rengøring, ingen projekter. Jeg hæklede ikke, jeg limede ingenting, jeg klippede ingenting, og jeg tegnede ingenting. Jeg købte frø til haven, men jeg såede dem ikke.

Jeg nød min kaffe og min croissant (det var jo derfor, jeg absolut skulle nå at handle ind til ugens aftensmad). Og jeg slukkede fuldstændig for mig selv. Jeg så fjernsyn. Godt fjernsyn med skønne krimiserier og dårligt og meget mærkeligt fjernsyn med The Kardashians. Men det var ikke spor vigtigt, for jeg havde givet mig selv fri. Ja, det havde med garanti været meget sundere for mine neuroner, nervebaner og alt det andet gode derinde i hovedet, at gå den tur, være ude i den friske luft, bruge mine hænder og andre dele af hjernen end normalt, men åh, hvor var det bare dejligt ikke at skulle noget. Bare glemme verden i 3 timer og bare lukke ned for alle kravene – også mine egne. Da jeg kravlede ud af min lille hule for at hente Ungerne, havde jeg det virkelig så meget bedre. Så kom lysten og energien til rydde op, gøre rent, være kreativ, hækle påskekyllingen færdig (godt, der altid kommer en påske igen til næste år), og lige omplante krukken med hvad det end er, der har overlevet vinteren.

Det er ikke sidste gang, jeg slukker, men først skal jeg lige have kastet mig over haven, farvekoordineret garnnøglerne og måle på Den mindstes værelse om der ikke liiige kan være en udtræksseng, hvis vi flytter lidt om…