Jeg har brugt efterårsferien på at give min stakkels lille trætte hjerne en lille tiltrængt pause.

Jeg kastede mig nemlig over et nyt hækleprojekt: Skønne luffer! (Har du læst med tidligere, kommer det muligvis ikke som den store overraskelse, at det lige var hækling, jeg faldt over…).

Og er det da ikke bare perfekt? At sidde her i efteråret med en kop varm kaffe, mens smukt rødbrunt efterårsløv og kastanjer falder om ørene på én og så hækle bløde søde luffer til brug for vinterens kolde morgener? Yndigere kan det da ikke blive.

De her skønne bløde tingester satte mig dog på lidt af en prøve med et helt nyt mønster med masker forom og bagom og rundtom. Og så var det jo i øvrigt på engelsk.

Men det var nok næsten det, der var det bedste. At det var svært. Og derfor i et lille befriende øjeblik bare at hellige al hjernekraft til at forstå bogstaverne og føre det hele vejen igennem fra øjnene, der læser, til hjernen der fortolker og til fingrene, der forstår.

Det var virkelig at holde hjernen i kort snor, hvor jeg bare var til stede nu og her og de næste 3 masker.

Og så lykkedes det faktisk at forstå!

Det eneste, det krævede, var bare lige:

• 3 forskellige hjemmesider med oversættelse af engelske hækleudtryk og ikke mindst forkortelser, som FPdtr, ss eller BPtr (og her kan det være værd at vide, at der er forskel på engelske og amerikanske hækleudtryk…)
• 4 forskellige YouTube-videoer ( heraf én russisk, som virkelig ikke var til megen hjælp)
• Og så lige 136 optrævlinger med følgende nye forsøg

Men det gik. Altså næsten.

For godt nok forstod jeg. Og godt nok blev jeg færdig. Men foreløbig kun med venstre luffe. 2 gange.

For jeg blev så vild med mønsteret, at jeg var nødt til at se, hvordan det så ud i andre farver. Grå for eksempel. Eller i lyserød med glimmer.

Og så er der selvfølgelig også den lille detalje, at jeg ærligt talt syntes, at det er virkelig kedeligt at gentage mig selv 1 til 1. Det er så trist bare at kopiere mig selv.

Det er altså derfor, at jeg nu sidder med 2 1/2 venstrehåndsluffer.

Og glæder mig over min lille dejlige pause – og at jeg faktisk har en bil med varme i rattet til de der kolde vintermorgener, der er på vej…