Kategoriarkiv: Livet
Hvad jeg har lært fra børnefjernsyn 1.0
Jeg har efter 8 år med små børn med (i vores familie i hvert fald) deraf følgende børnefjernsyn lært, at man absolut ikke skal undervurdere børnefjernsyn. Det kan både være virkelig vidunderligt underholdende. Det kan dog også være virkelig virkelig virkelig forfærdeligt, hvor man ikke kan andet end at tænke på, om de minutter, man lige har brugt vil have kvalt værdifulde hjerneceller for altid!
I den gode ende af skalaen har vi Disney-sjov fredag aften. Især med en af de go’e gamle film med det svingende bigband-soundtrack, hvor myrerne som altid er ude efter det lækre indhold i Anders Ands skovturskurv. Ikke mindst eeelsker jeg bare, når der går afrikansk stammekriger i den.
I den anden ende, hvor det bliver så kvælende ulideligt, har vi én af de utallige serier på Cartoon Network, som sandsynligvis ikke er lavet af mennesker fra denne planet og da slet ikke til voksne – for ikke at tale om snerpede og kedelige voksne som mig!
Udover underholdning, så kan man altså også finde umådelig meget visdom her på børnenes område. Der er naturligvis klassikeren hos Pippi Langstrømpe: “Det har jeg ikke prøvet før. Det er jeg sikkert godt til”.
Ja, hvorfor altid tage som udgangspunkt, at man ikke kan? Hvorfor ikke starte med at tro på sig selv. Også selvom jeg nu stadig godt kan lide lige at øve mig lidt. Jeg har endda også oplevet indtil flere gange, at nogle ting bare føles bedst, når man har prøvet (læs: overlevet) det et par gange. Som for eksempel at tale i store forsamlinger.
Men der er altså også andre kloge hoveder i børnefjernsyn. Se bare her:
- Fra Maria og Marie på Ramasjang afsnit 1: “I har hele livet foran jer, hvorfor vente?” som den gode hekse-agtige kone siger til Maria og Marie, da de i en alder af 10 år køber deres drømmehus, komplet med lyserøde cupcakes og himmelseng. Og det er jo rigtigt, hvorfor vente, når man nu har hele livet foran sig og kan starte med i dag? Den smukkeste Carpe Diem i børnehøjde, jeg har hørt.
- Fra Barbie og feernes hemmelighed: Barbie og Raquelle er kommet forkert ind på hinanden, blandt andet fordi Barbie (ja, Barbie) ikke hjalp Raquelle til at falde til, da hun flyttede til byen og skolen. Den slags er jo lige noget for mig, der tror fuldt og fast på, at vi er medansvarlige for hinandens liv og lykke. Ikke ene-ansvarlige, men med-ansvarlige. Efter at have drillet hinanden i flere år (selvfølgelig ikke Barbie, trods alt), er de nu blevet så meget uvenner, at de ender fanget i en ond fes magiske kugle, som vil holde dem fanget for evigt. Men da de tilgiver hinanden opløses kuglen, fordi: Venskabets magi er den største magt i verden. Jeg behøver vist ikke at sige mere… (og så fik jeg også lige mulighed for at bruge et Barbie-billede som blikfang. Katjiiiing!)
Jeg har sat et 1.0 i overskriften, for jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil komme til at se endnu mere snusfornuftigt og smukt børnefjernsyn.
Uledsaget udgang
Jeg har været på udledsaget udgang. Og selv om det var nødtvunget, var det virkelig dejligt, da jeg havde fået taget de første 100 skridt efter at være blevet skubbet ud af døren.
Forestil dig en træt mandag aften, hvor kroppen bare skriger SOFA og TV – og den er helt ligeglad med, om det er tomme kalorier i fjernsynet. Den og din hjerne har tænkt sig bare at give slip på al menneskelighed og bare forsvinde til en lille svamp eller grøn klump mos, der bare er og overhovedet ikke giver sig afsted med at tænke eller være noget.
Sådan er jeg den aften – endda også efter Nespressoen efter aftensmaden. Jeg og min nu overraskende oppe på dubberne hjerne, når det åbenbart handler om at lave ingenting, ser vores snit, da det er Mandens tur til at putte Ungerne. Nu er det tid til at dovne, flade ud og bare sumpe. Jeg tager mig sammen og smiler sødt, mens jeg hjælper med det praktiske inden putningen. Inden i glæder jeg mig bare til at give helt slip lige om lidt. Bare lige 5 minutter mere, så slukker jeg.
Så er det, at Manden ser sødt på mig, nusser mig lidt på ryggen og spørger, om jeg ikke vil ud at gå en lille tur i det gode aftenvejr, mens han putter? NEJ, jeg vil sgu ej! Jeg vil bare give slip og lukke ned. Jeg vil være en søanemone, en vandmand, en klump mos, en lille bakterie, en vandpyt i en sofa. Dét skal være mig de næste 30 min. Ikke sådan en frisk sund og fornuftig person, som bevæger kroppen og sanser livet. Niks. Ikke her. Ikke mig. Men øv. Han har ramt den eneste ret fornuft, der åbenbart stadig var tilbage i mig, og med fælles hjælp, får vi skubbet mig ud af døren.
(Og det var jo vidunderligt at bevæge mig rundt i vores lille provinsby. Ikke nogle spektakulære udsigter, ingen fantastiske palæer. Ingen nye personlige rekorder på 5 kilometeren. Bare være. Bare sanse bevægelsen i kroppen. Fliserne med deres tegninger og mønstre, himmelen og lysene. Træerne, der begynder at springe ud i livet igen. Livet, der bare er sammen med mig.)
Kig oppe – kig nede. Du må gerne lede ?
Jeg har tidligere skrevet om, hvor godt det er at kigge op, fordi det faktisk kan afhjælpe stress – ikke som en mirakelkur, men som en lille pause.
Man skal dog ikke undervurdere effekten af nogle gange at være lidt træt og tung, for der kan jo også vente gode oplevelser, når man kigger ned. Se bare, hvad jeg fandt, da jeg ventede på bussen den anden dag:
Kig op!
TGIF
Og så gik mine sidste rene strømper i stykker, da jeg tog dem på i morges! Ja, det har været sådan en uge…
Åh altså, nogle dage er bare så meget mere irriterende end andre.
Godt, det nu er fredag, og jeg kan tage de gamle slidte og affarvede strømper på. Og hvem ved, måske endda få vasket et par eller to til den kommende uge…
Træt, brugt og OK
Jeg er træt, og jeg er brugt, men jeg er nu også godt fyldt med Kæmpeflip fra Lidl. Og de tre ting sammen er faktisk slet ikke så dårlige… Det føles faktisk rart at være mig lige nu. Om jeg har trøstespist mig til den her følelse, eller om den kommer af den gode snak med husbond om stress og pres og den der tunge tyngde, der nogen gange kan være inde i én, det ved jeg ikke. Ja, jeg er faktisk også ligeglad, for den gode følelse er der, og det har jeg tænkt mig at acceptere fuldt og helt.
Nu skal jeg bare lige regne ud, hvordan jeg rejser mig fra sofaen, kravler op af trappen, får min dovne hjerne til at sige til mine dovne hænder, at ja, du skal rent faktisk børste tænder i dag også. Så skal alt tøjet bare smides i en bunke og så er det ned under dynen og bare sove. Ja, mere skal der jo ikke til. Så det gør jeg nu. (Gudskelov, at jeg ikke også har makeup, der skal af. Bliver så træt bare ved tanken)