Jeg har lige brugt en uge i det altid dejlige danske sommervejr. I telt endda! Det var en uge i sol, regn og blæst. Lige præcist som det bare må være, når man er i Danmark om sommeren.

Det var også en uge med den skønneste udsigt over havet, hver gang vi stak hovedet ud af teltet. En uge med små stunder af det sidste solnedgang over bølgende kornmarker, når jeg skulle op og børste tænder (på campingpladsens fællestoiletter…). En uge med kig til uendelige bølger fra stranden til lyden af min yndlings-symfoni af bølgeskvulp mod strand og badebro. En uge med nærhed og hygge med fokus på det allermest nødvendige praktiske og ikke en disse mere. En uge med plads til kærlighed og grin.

Midt i al denne mindfullhed og zen-følelse var der selvfølgelig også almindeligt liv med sure børn og indimellem sure ægtefæller, sand i soveposerne, fedtet hår, skåle med cornflakes, der røg på gulvet (selvfølgelig først efter mælken var hældt op), kø på toiletterne, ridser i bilen og naturligvis opvask.

Men den opvask var nu slet ikke det værste. Opvasken foregik nemlig i fælleshuset med den smukkeste udsigt. Her talte jeg en aften med en sød ældre dame om både hækleopskrifter og livet – for mig helt klart 2 sider af samme sag.

Vi talte først om det særlige i, at man – af en eller anden grund – først til sidst opdager, at man har hæklet 22 rapporter istedet for opskriftens 26. Hun var for eksempel netop blevet færdig med at pille garnet op på det tæppe, hun nææsten havde været færdig med til det kommende oldebarn [bemærk, at hækleopskriften er ændret af hensyn til anonymiteten, men identiteten er, næsten altså, redaktionen bekendt].

Oven på denne væsentlige og genkendelige betragtning fortsatte hun med at fortælle, at hun for nylig havde lært noget meget vigtigt. Her spidsede jeg ører, for var det her – midt i den danske sommer, at jeg skulle være så heldig at få serveret de guldkorn, som skulle holde mig oven vande resten af livet? Det var jo helt som på film.

Og det var så næsten også som at stå midt i en amerikansk film, da hun gav mig sin visdom: Giv mig styrke til at ændre det, jeg kan, og acceptere det, jeg ikke kan.

Tag ikke fejl, der er jo absolut intet i vejen med visdom, bare fordi man har hørt det før i et utal af skønne og mindre skønne hollywood-film. Men jeg havde måske bare satset på noget andet, hvis jeg skal være helt ærlig. 

For hvornår ved man så egentlig, at man ikke kan ændre på noget og istedet må acceptere det? Og hvordan ved man overhovedet, at man skal opgive kampen og istedet lære at leve med præmissen?

Det er jo lige det, der er så svært, syntes jeg. Livet ville være så meget lettere, hvis man da bare ku’ regne ud, når noget er en taber-sag. Men det er jo ikke nødvendigvis spor tydeligt, og så kæmper man alt, hvad man kan, mens man i virkeligheden bare sku’ stoppe op og sige pyt. Jeg ville nok hellere bede om evnen til at kunne se, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan. Så skal jeg sgu nok acceptere det. Det lover jeg. Næsten i hvert fald.

Alt det her delte jeg med min med-opvasker, dog måske ikke helt så velformuleret, for jeg havde jo kun lige tænkt det. Så jeg spurgte hende, hvordan man så ved, hvad man kan ændre, og hvad man ikke kan. Hun smilte til mig og sagde: Det ved man.

Og det gør man måske, når man har levet nogle og 40 år mere end mig. Men jeg kan godt mærke, at det nok kommer til at vare lige lidt mere tid, før jeg har helt styr på det med, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan.

Jeg har dog store forventninger til fremtiden. En dag er det måske mig, der står og videregiver disse visdomsord uden at tvivle på deres værdi. Jeg har da lov at håbe.

(Jeg har siden googlet de berømte ord og nu lært, at det er indledningen til Sindsro-bønnen. Den fortsætter for øvrigt med ordene og visdom til at se forskellen – så der har været andre end mig, der ikke syntes, at det var så ligetil at skelne. Rart at vide, at man ikke er alene, syntes jeg.)

Billedet er forresten udsigten fra opvaskerummet. Og det er da klart lidt frustration værd.

Jeg havde en interessant oplevelse den anden dag. En oplevelse, som virkelig har sat tankerne igang.

Jeg har deltaget i en arbejdsgruppe om en rigtig spændende og udfordrende opgave. Det har trukket et par tænder ud her og der, da jeg har skulle finde tid midt i en i forvejen travl hverdag. På et af arbejdsgruppemøderne spurgte projektlederen os så på fineste konsulent-vis, hvordan det havde været at være med i arbejdet. Ud af munden røg så, nærmest med de ovenfor nævnte tænder og det hele: “Forfærdeligt”. Det var egentlig ment for sjov, for selvfølgelig har det ikke været forfærdeligt, fik jeg forklaret, men ja, det har været svært at få det hele til at hænge sammen og så også virkelig spændende. Men mine ord blev taget meget alvorligt af de andre, og de forsøgte virkelig på alle mulige måder at tage hensyn til mig i planlægningen af vores opgaver.

Først var jeg lidt flov over, at jeg ikke havde været tydeligere og også overrasket over, at de ikke kunne skelne bedre mellem sjov og alvor.

Nu har jeg tænkt lidt over det, og måske er det mig, der skal blive bedre til at tage mine ord lige så alvorligt, som dem. For det har faktisk været lidt for hårdt, og jeg har gabt over for meget.

Så nu vil jeg prøve at lytte lidt mere efter, hvad det egentlig er, jeg siger. Der kunne jo gemme sig et lille guldkorn.

Paraplyer og gummi-støvler i vand-pytter.

Barbie-dukker og Barbiefilm.

Regnbuer og måneskin. Badetøj. Sandaler og bløde håndklæder.

Bolsjer. Bål. Snobrød og varm kakao.

Popcorn og biografture.

Feer og blomsterstøv.

Stjerner og Rulleskøjter.

Chokolade.

Lego. Gulerødder og friske ærter.

Hvide skyer på blå himmel.

Gyngestativ og rutsheture. Hulahopringe, isvafler og flotte tusser.

Vandballoner og sæbebobler.

Hjemmelavet pizza med pepperoni. Bløde dyner og lange godnathistorier.

Fodbad og påklædnings-dukker.

Pålægs-chokolade og fodbolde.

Slikkepinde og klistermærker.

Remse med dejlige ting, som jeg siger til Ungerne, når der er meget i hovedet, og det er svært at falde i søvn. Er også god til voksne…

Læs videre Kig op – det gælder stadig →

…især når det er billeder af blomster i maj. Ha’ en dejlig dag.

Kærlig hilsen Etonmess

I dag var én de morgener. En af dem, som jeg bare har mest lyst til at fortrænge. Eller endnu bedre, måske bare krybe ned under dynen igen og blive der for evig tid. Ligge og vente på at en af Ungerne skulle finde på at krybe ind til mig og lave hule.

Vi kunne finde en bog og en lommelygte og så læse verdens bedste historie derinde. Helt tæt sammen, så Den Mindstes hår kilder i næsen. Og midt i det hele ville Den Store kravle ind med 3 figenstænger gemt bag ryggen. Så ville jeg fortsætte historien, mens vi spiste figenstænger, flankeret af dejlig varme fra mine mindste elskede.

Med lidt held ville min største elskede kalde fra køkkenet, lige præcist når historien var færdig, at om lidt var kaffe og morgenmad klar. Vi ville nok lige kunne nå en kildetur, inden vi gik ned til maden. Ja, det ville helt sikkert have været endnu bedre.

Sådan en morgen var det ikke. Slet ikke. Det behøvede det måske heller ikke. Men det havde nu været rart at være sluppet for at høre mig selv sige ord, som var de uden for min kontrol. Og jeg forstår så udmærket, at jeg er menneskelig, og at det betyder, at jeg ikke skal eller kan være perfekt. Åh ja, det ved jeg så udmærket. Men bild mig ikke ind, at det er nemt at leve med sin egen menneskelighed. Især ikke efter sådan en morgen.

Tilbage i december kastede jeg mig over et projekt med at folde små æsker. Det var smadder hyggeligt. Sad sammen med Ungerne, fik en kop kaffe og hørte MGP. Der blev tegnet og hygget, og jeg fik endda også kreeret 2 fine eller i hvert fald 2 ok æsker, som blev lagt på bloggen.

Og her har vi så lige præcis problemet: De blev nemlig ikke helt så fine, som jeg gerne havde set (og pralet med). Det har jeg bagefter gået og ærgret mig over og også overvejet om, jeg skulle snyde lidt, bare en lille smule. Jeg ku’ jo folde nogle nye og meget flottere æsker, tage lækre billeder og så skifte billederne ud. Så ville det så ud som om, det hele tiden havde været sådan. Og vupti, så ville alt være perfekt igen med et lille kunstnerisk snuptag – og ingen ville opdage noget andet.

Jeg har heldigvis ikke gjort det, for det er jo lige præcis det, jeg øver mig i hver dag. At livet ikke er perfekt, og at det ikke kan være glat og nystrøget hele tiden, men også er fyldt med fejl og folder. Og så ville jeg jo også ændre ved hele den hyggelige formiddag, som i sig selv jo faktisk havde været lidt perfekt. At få lov at få et åndehul midt inde i livets travlhed. At sidde der og hyggesludre med Ungerne i fred og ro og uden krav og snævre tidshorisonter – hvad mere kan man ønske sig.

Så er der jo også noget helt andet, som jeg tit spekulerer på: Hvis mine åndehuller skal være perfekte, skal de så være det for mig eller for andre? Skal jeg se igennem andres briller og sætte (mit gæt på) andres normer og værdier op, eller skal jeg måle det selv? Så er svaret jo lige til, men måske sværere at leve ud.

Men nu gør jeg det altså. Lever det ud. Mine åndehuller skal være så perfekte, at jeg kan trække vejret helt ned i maven, så den buler udover buksekanten og kan puste ud igen i en lang udånding med lyd og det hele på. Og jeg er ligeglad med, hvem der ser det. Så derfor kan du stadig finde mit bud på foldede æsker her: Nu’ det jul og æsketid

Bliver du inspireret til at lave dine egne, håber jeg, at du vil nyde at lave dem mindst lige så meget, som jeg gjorde. Måske kaster jeg mig over dem igen, og måske bliver de med lidt øvelse endnu flottere, og måske vil jeg så senere prale af dem her på bloggen. Måske.

Jeg er typen som

…altid lige har et stykke persille siddende i tænderne, hvis der bare har været et lille stykke i maden. Det gælder i øvrigt også med sesamfrø!

… altid får håret klemt fast i taskestroppen over skulderen, så jeg går med hovedet på skrå, mens jeg diskret forsøger at få håret fri uden at skrige.

…aldrig kan gøre den slags diskret.

…synes, det er så svært at klemme de der legeaftaler ind i hverdagen, også selvom de bare er SÅ vigtige for alles trivsel (inklusiv børnene selv, lærerne, de andre børn i klassen, forældrene, de andre klasser, de andre lærere, skolepatruljen, dem, der kommer med skolemælk og -frugt og ikke mindst for verdensfreden).

…altid taber mit halstørklæde på jorden, når jeg har forsøgt at lægge det lidt lækkert rundt om halsen.

…taber bæltet til min sprit-nye fine regnfrakke første dag jeg har den på og aldrig finder det igen.

…glemmer at sikre mig, at låget på min kaffekande er helt på plads, inden jeg lægger den i tasken.

…er ved at have helt styr på det med kaffekanden. Den slags gør man trods alt kun 1 gang. Forhåbentlig.

…aldrig kan få lagt min jakke og halstørklæde på en både pæn og sikker måde i hattehylderne i toget. Det falder altid ned i hovedet på nogen i første sving.

…når den medbragte kage til festen i børnehaven skal spises, opdager, at den nok ikke er heeelt gennembagt.

…bliver så lettet, når jeg husker, at alle andre jo i virkeligheden også bare er typer indeni, selvom de kan se så perfekte ud udenpå!