I Afghanistan må kvinders stemmer ikke høres i offentligheden.
De må ikke synge.
De må ikke læse højt eller recitere tekster.
Mon de må græde. Skrige. Gispe af åndenød?
Digtet her er fra dengang, Vesten overlod Afghanistan, kvinder, børn og mænd til Taliban. Det gjorde ingen forskel, da jeg skrev det dengang. Det gør det heller ikke nu.
Jeg arbejder stadig på det der med, at det ikke er sommerferie mere.
Det undrer mig faktisk lidt. Altså, at det ikke er sommerferie mere. Det kunne det jo egentlig godt have været. Hvis man spørger mig.
Mens jeg går her og vænner mig, er min sommerferie-hjerne faldet over, hvor utrolig mange planter og dyr, der bor i vores søer.
jamen, det er den altså!
Husk nu, at den kun lige er ved at komme sig efter at være begyndt på arbejde igen.
Så fra min sommerferie-hjerne til din. Værsgo!
Sø-pølser.
Sø-køer.
Sø-slanger.
Sø-stjerner.
Sø-papegøjer.
Sø-pinsvin.
Sø-heste.
Sø-elefanter
Sø-anemoner.
Sø-agurker.
Se det, var et sted, man godt gad beSØge i sin sommerferie ik?
Så. Ikke flere søer for i dag. Men det er da meget sjovt, at se dem allesammen for sig i en almindelig dansk sø.
Det er meget muligt, at jeg har været på arbejde i en uge nu.
Det kan da også godt være, at Ungerne er startet i skole igen.
Det kan endda vise sig, at det er rigtig nok, at det ikke er sommerferien, men noget helt andet, der varer lige til påsken.
Men jeg er altså ikke helt klar til at give slip endnu.
Så her kommer et lille stykke ekstra sommerunder:
