Også græsplæneb markerer, at foråret er her (og forhåbentlig ikke bare på besøg…):

Det, tror jeg faktisk ikke, er en specielt god idé.

Nej. Faktisk ikke.

Ah. Ah.

Det er, hvad der er på bloggen i dag.

Bare et lille stykke af verden.

Efter at være sluppet forsigtigt fri af influenzaens tåger, starter jeg blødt op i denne uge med en lille smule zen.

I øvrigt er jeg nu færdig med højre sok fra dengang foråret helt bestemt var på vej.

Og nu overvejer jeg så, om jeg mon nogensinde får hæklet en til venstre fod også? Eller om det i virkeligheden er smartere bare at hukke foden af med det samme? Én fod – én sok?

Efter en uges influenza er der ikke meget kreativitet tilbage til denne uges blog.

Muligvis en drøm om et iskoldt karbad eller et varmt tæppe – alt efter hvor feberen lige ligger. Eller en blød sky, som kan absorbere al ømheden i kroppen. Eller måske bare en hovedpinepille, der virker (?!?!$)

Men jeg har heldigvis også tidligere drømt om bedre tider. For lige præcis 5 år og 1 dag siden.

Så i denne uge er jeg totalt bæredygtig og går ind for genbrug. (Udover ret træt og brugt og lav på kreativitet og fantasi).

Måske husker du, at jeg til Valentinsdag simpelthen var nødt til at kreere en buket roser i papir? Ja, lige præcis. Nødt til.

Heldigvis har jeg nu fundet endnu en god grund til, at jeg absolut bare måtte kreere nye papirsblomster.

Nemlig, at det jo er vinter. Og noget med sne over land og blomst. Eller var det, fordi det var forår? Og noget med noget, der spirer? Eller mon fordi, det var noget med gæk?

Åh jeg ved det ikke.

Nå pyt. Det er også fuldstændig lige meget. Her er de i hvert fald:

Gik du glip af roserne? Fortvivl ikke. De er her

5 ord. Til et digt.

Som egentlig aldrig er.

Blødhed.

Blommer.

Bølger.

Brændt.

Blidt.

I morgen er det officielt forår.

Lige om lidt spirer alting frem. Solen varmer kinderne og jorden op igen efter vinteren.

Lige om lidt springer alting ud. Og verden bliver grøn og fyldt med friske farver igen.

Lige om lidt skal der forspires og små tørre frø skal nusses og plejes til live.

Men for en sikkerheds skyld er jeg nu alligevel gået i gang med at hækle nogle varme sokker. Det er jo ikke altid, at foråret lige husker at følge kalenderen, så dem kan jeg jo godt blive glad for. Mens jeg holder øje med de små spirer. Bare lige for at være på den sikre side.

Nå, men øhh. Altså… Men det er jo…

Altså faktisk, ik? Så er jeg jo muligvis på en måde sådan én, der kigger en lille smule ind af vinduer. Altså andre folks vinduer.

Men jo ikke på sådan en væmmelig lusket måde vel?

Mere på sådan en hyggelig, rar og og helt almindelig og normal måde. Ik?

Jeg ser det som en lille charmerende sidegevinst ved aftenturene med hunden (lille Viggo). I hvert fald for mig. Lidt inspiraton og små anstrøg af glæde over andre mennesker.

I dag så jeg for eksempel:

• De der porcelæns-siameserhunde, der står i vindueskarmen og holder øje med verden, som næsten ingen har mere. Og jeg forstår virkelig ikke hvorfor.
• Den hyggeligste stue i verden med væg til væg reoler. Du ved, de der 70’er stigereoler i træ, som efterhånden er blevet lidt patinabrune fyldt med bøger
• Et nyt og perfekt designet køkken med et pastelgrønt køleskab i 60’er stil. Sådan et må helt sikkert være fyldt med lækre milkshakes!
• Vinduer med julepynt (det er nemlig vigtigt ikke at bære julen ud og noget med fasten og påsken)
• Planter, planter, planter, planter i alle rum og vinduer
• Og så selvfølgelig ham der, der kigger ud for at sikre sig, at jeg får samlet hundelorten op. Og ja, det gør jeg selvfølgelig.