Alle indlæg af Meboli

Starter med at slutte

Et nyt år er begyndt. Og mærkeligt nok er det startet med, at jeg har afsluttet noget. 

Lidt anderledes måde at starte ud med noget nyt på – altså for mig. Især da det er et hækleprojekt, som jeg har haft gang i igennem 3 år efterhånden.

Det har endda været med på bloggen et par gange tidligere.

Du kan for eksempel se det på forsiden fra sommerferien i 2017 (hvis du altså kigger rigtig godt efter)

og her, da det stadig var ét af flere dejligt ufærdige projekter i februar 2019:

Men nu er det altså færdigt, mit lille fine tæppe, som langsomt og nogenlunde (u)sikkert er vokset ud mellem mine fingre efter de ideer om mønstre og farver, der har været i mit hoved på lige dét tidspunkt.

Når det så lige falder tilfældigt sammen med starten på et nyt år, hvor alting ligesom starter op og forfra igen, ja så føles det lidt som om, jeg er færdig, inden jeg overhovedet er kommet igang. 

Men så alligevel ikke. For det er sandsynligvis ikke heeelt færdigt, da jeg tror, at jeg tænker, at jeg mener og finder, at det bør være lidt bredere. Og nu mangler jeg så blot at finde ud af, om det skal være bredere i en markant lilla eller en støvet orange. Hmm.

Og det er jo virkelig en stor fryd med sådan et bitte lille stykke bid af verden, som jeg helt selv bestemmer over. Den slags findes der ikke meget af…

Jeg kalder det i øvrigt for Eton Messy nr. 1. 

2020 – der er lige noget, vi to skal have talt om.

Nå, så venter et nyt år altså lige om hjørnet. Og vi har lige lidt, vi skal have talt om…

For selvom du jo slet ikke er kommet igang endnu du lille, søde, friske og rene 2020, så vil jeg gerne allerede nu indgå et par aftaler. Du ved, bare lige for at forventningsafstemme lidt, nu hvor vi går ind i en helt ny, men særdeles tæt og intim relation om kort tid.

Lad der være smukke sæbebobler og overraskelser på uventede steder


Mind mig om liv og kærlighed. Igen og igen.


Giv mig kaffe. Masser af kaffe. Især af den magiske slags med flyvende ugler i måneskinet. 


Åbn ikke alt for mange nye døre. Lad også nogle af de gode, gamle, kendte, kedelige og rutineprægede være. 


Hjælp mig med at huske, at selvom regnbuer efter regnvejr er smukke, så er det også ok at være træt af at blive gennemblødt. 


Giv mig smukke øjeblikke. Så lover jeg til gengæld at øve mig i at stoppe op og nyde dem. 


Lad der være tid. Både af den slags der løber og af den slags, der bare slæber sig afsted. Giv mig tid. 

Og hvis du bare sørger for det søde nye år, så skal vi to nok blive gode venner. 

Rigtig godt nytår.

jule-kræmmerhuse-kalender: 24. december

Glædelig jul! Så nåede vi næsten igennem december og 2019. Tænk sig, at der er gået et helt år, siden vi var her sidst.

Jeg håber, du får en dejlig dag, uanset hvordan du fejrer dagen i dag.

Jeg håber også, at du husker, at godt nok er det juleaften, men det er altså også bare én dag ud af 365 dage på et helt år. Og den behøver ikke at være perfekt. Og det gør du altså heller ikke.

Husk det nu, bare én ud af 365.

Der er virkelig ikke noget, du skal nå – du må gerne bare være.

Tryk på billedet og åbn årets sidste låge i jule-kræmmerhuse-kalenderen

Jule-kræmmerhuse-kalender: 20. december

Nu nærmer vi os. I dag er det nemlig den 20. december! Der er bare 4 dejlige dage tilbage. Tilbage til hvad? Til vi får nye dejlige dage. Og så nye dejlige dage. Og nå ja, også 4 dage til juleaften.

Tryk på billedet og åbn op for dagens låge og en lille pause med jule-kræmmerhuse-kalenderen.

Find de andre låger og læs mere om kalenderen her: julekalender-og-pause-i-en/

Jule-kræmmerhuse-kalender: 19. december

Det er blevet den 19. december og måske har du brug for at vide at uanset, hvad du gør, eller ikke gør, så skal det nok blive jul.

Og bagefter, så er det ikke jul mere og du har et helt år til den næste. Så bare tryk på billedet og træk vejret helt ned i maven – det er er bare jul. Ikke andet.

Find de andre låger og læs mere om kalenderen her: julekalender-og-pause-i-en/