Jeg er i gang med et virkelig fint tørklæde. Fyldt med smukke blomster.
Hæklet i hør-silkegarn, som giver en ekstra struktur til det smukke blomstermønster.
Jeg hækler i en vidunderlig efterårsfarve, som lokker med gåture i skoven med varm kaffe hjemme i det lune køkken bagefter.
Jeg glæder mig til at glatte det ud.
Lægge det over skuldrene og nyde det i mange år fremover.
Jeg har været i gang siden sidste sommer.
Jeg er næsten færdig.
Jeg nærmer mig virkelig.
Jeg mangler kun 5 blomster.
Ud af 21.
Så det er virkelig tæt på nu. Med en kop kaffe kan jeg stille og roligt hækle 2 på en aften og stadig være til at tale med. Så måske kan jeg snart nyde det færdige arbejde.
Måske.
Fordi altså.
Nu har jeg jo siddet med det mønster i hænderne nogle gange (mindst 1 år ikke?) og så var det, at der efterhånden voksede nye tanker frem. Tanker og små drejninger, som jeg var nødt til at prøve af.
Og helst i pink.
Så altså.
Nu har jeg lige lagt det fine kendte mønster med dens fine og gennemtænkte og velafprøvede opskrift lidt til side – og jeg havde endda lamineret den, så den kunne holde til at komme med alle steder. Men til side kom den alligevel.
Istedet har jeg taget fat i pink og helt almindeligt-kan-ikke-noget-bomuldsgarn-fra-søstrene-grene og min notesbog og nu må jeg så se, hvordan mine tanker og små vrid og hop ser ud i virkeligheden.
Så fra det her:
Til det her:
Og jeg elsker det. At prøve mine egne billeder af og give slip på andres. Og bare lige være lidt. Et sted, hvor jeg ikke skal noget.
Og hvis det så tager et år mere at få mit fine efterårsfarvede tørklæde færdigt, så ved jeg jo bare, at jeg har noget at glæde mig til. Ik?
