Nå, men øhh. Altså… Men det er jo…

Altså faktisk, ik? Så er jeg jo muligvis på en måde sådan én, der kigger en lille smule ind af vinduer. Altså andre folks vinduer.

Men jo ikke på sådan en væmmelig lusket måde vel?

Mere på sådan en hyggelig, rar og og helt almindelig og normal måde. Ik?

Jeg ser det som en lille charmerende sidegevinst ved aftenturene med hunden (lille Viggo). I hvert fald for mig. Lidt inspiraton og små anstrøg af glæde over andre mennesker.

I dag så jeg for eksempel:

• De der porcelæns-siameserhunde, der står i vindueskarmen og holder øje med verden, som næsten ingen har mere. Og jeg forstår virkelig ikke hvorfor.
• Den hyggeligste stue i verden med væg til væg reoler. Du ved, de der 70’er stigereoler i træ, som efterhånden er blevet lidt patinabrune fyldt med bøger
• Et nyt og perfekt designet køkken med et pastelgrønt køleskab i 60’er stil. Sådan et må helt sikkert være fyldt med lækre milkshakes!
• Vinduer med julepynt (det er nemlig vigtigt ikke at bære julen ud og noget med fasten og påsken)
• Planter, planter, planter, planter i alle rum og vinduer
• Og så selvfølgelig ham der, der kigger ud for at sikre sig, at jeg får samlet hundelorten op. Og ja, det gør jeg selvfølgelig.