Jeg har en sten.

Eller jeg har faktisk en del.

Og her tænker jeg ikke bare på perlestenene i indkørslen.

Jeg har sten fra alle danske strande, jeg har været ved. Mindst en fra hver.

Båret hjem i en bukselomme. I en indkøbspose (jo, nogle gange har man brug for en indkøbspose). Pakket ind i en serviet og lagt nederst i tasken. Eller i en jakkelomme gemt inde i foret.

Nogle pynter i sættekassen i udestuen. Andre i haven i små bunker eller i en urtepotte. Og så er der lige et par stykker, som ligger på bogreolen i stuen og minder om verden udenfor.

Og så er der selvfølgelig dem, der ligger g(l)emt rundt omkring. I et hjørne af en skuffe eller i skabet. I en æske, der ligger i en æske, der ligger i en æske.

Blandt dem, er denne:

Den er ikke rigtigt noget særligt.

Men så alligevel lidt.

For vender jeg den en omgang.

Så sker det her:

Og det her:

Og det her:

Og det her:

Og det her:

Så kan man jo blive helt filosofisk:

Tænk sig, at noget så hårdt kan være så organisk flydende.

Eller 

Tænk sig, at verden ser så forskellig ud, alt efter hvordan man ser på den.

Og det er jo sikkert også meget godt. Men vigtigst af alt: Tænk sig, at man kan finde noget så magisk på en strand i Bogense! Det er da lidt fantastisk.