2020 – der er lige noget, vi to skal have talt om.

Nå, så venter et nyt år altså lige om hjørnet. Og vi har lige lidt, vi skal have talt om…

For selvom du jo slet ikke er kommet igang endnu du lille, søde, friske og rene 2020, så vil jeg gerne allerede nu indgå et par aftaler. Du ved, bare lige for at forventningsafstemme lidt, nu hvor vi går ind i en helt ny, men særdeles tæt og intim relation om kort tid.

Lad der være smukke sæbebobler og overraskelser på uventede steder


Mind mig om liv og kærlighed. Igen og igen.


Giv mig kaffe. Masser af kaffe. Især af den magiske slags med flyvende ugler i måneskinet. 


Åbn ikke alt for mange nye døre. Lad også nogle af de gode, gamle, kendte, kedelige og rutineprægede være. 


Hjælp mig med at huske, at selvom regnbuer efter regnvejr er smukke, så er det også ok at være træt af at blive gennemblødt. 


Giv mig smukke øjeblikke. Så lover jeg til gengæld at øve mig i at stoppe op og nyde dem. 


Lad der være tid. Både af den slags der løber og af den slags, der bare slæber sig afsted. Giv mig tid. 

Og hvis du bare sørger for det søde nye år, så skal vi to nok blive gode venner. 

Rigtig godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *