Åh, jeg synes, det er mærkeligt lige nu.

Tiden flyver og står alligevel helt stille herinde i corona-land. Ro og larm på én gang.

Her er stormens råben og samtidig den stille lyd af vindens hvislen i træerne.

De træer, som bare står og venter på at springe ud i foråret. Lige om lidt… Bare lige lidt mere…

Bare. Lige. Lidt. Mere…

Aldrig har jeg følt mig så meget som et træ som i disse dage.