Så er der 2 måneder til juleaften i dag.
Og du kan godt begynde at glæde dig. For det betyder jo, at så er det også snart tid til årets julekalender på etonmess.dk.
Nøj, det bliver godt!
Nej, jeg siger ikke mere lige nu. Det skal jo være en overraskelse. Men den bliver helt sikkert fyldt med kærlighed og pauser.
Og det synes jeg bare lige, at du skulle vide i tilfælde af, at du pludselig finder dig selv i koldsved over opdagelsen over, at det nu igen snart er jul.
Der er efterårsferie på bloggen i denne uge, men for at du alligevel skal have en lille smule med, er her lidt genbrug tilbage fra 2018.
Måske har du efterårsferie og har masser af tid til en lille leg med indbygget pause? Måske har du ikke efterårsferie og har virkelig brug for en lille leg med indbygget pause?
Uanset hvad, så værsgo:
Ja, sådan ét har jeg da. Har du ikke det?
Mærkeligt. Altså du er.
Ikke at at have et yndlings-skilt?!?
Du har vidst det, der i fagsproget, hedder “potentiale for udvikling”.
Nå. Men her er mit altså:
Bemærk lige. Det er kun uvedkommende knallertkørsel, der er forbudt. Dem i inder-kredsen må godt.
Jeg elsker det.
(Fra et lille stykke ude på landet på Fyn)
Og jeg holdt ved fodgængerfeltet.
Og ventede på, at først de to grinende piger fik trillet over med cyklen.
Og derefter på manden med hunden og den skaldede isse.
Og i den modsatte retning af dem, stod en pige med cykel og ventede.
Og ventede, mens de gik over.
Og ventede, mens jeg ventede.
Og ventede selvom vejen var tom. På nær mig. Der ventede.
Og endelig fik vi øjenkontakt og jeg smilede og vinkede hende over.
Og hun kiggede en ekstra gang.
Og jeg smilede og vinkede over en ekstra gang.
Og hun gik over.
Og det var det.
Og jeg tænkte, at manden med hunden og den skaldede isse, da godt kunne have set, at hun ventede.
Og at han kunne have fortalt hende, at det var okay at gå over.
Og jeg tænkte, at det så ud som om, han slet ikke havde set hende.
Og jeg overvejede, at det måske må være meget rart ikke at holde øje med alle og alting hele tiden.
Og jeg tænkte, at man måske ikke behøver at skulle se alle andre altid.
Og jeg tænkte, at man måske ikke altid har ansvaret for, at alle andre kommer over fodgængerfeltet.
Men så tænkte jeg også, at nogle gange har man jo brug for at blive hjulpet over fodgængerfeltet.
Og jeg tænkte at nogle gange har man brug for, at andre ser, at man venter.
Og måske er det også ok, ikke at se hver gang. For der er jo også andre, der kan se.
Og sådan er det måske.
Nå, men nu er det jo ikke fordi, det her skal være en madblog, men der er så alligevel åbenbart et fødevare-tema for øjeblikket.
Egentlig havde jeg tænkt mig, at denne uges indlæg skulle være et længere essay om livet, smerten, den kødelige udødelighed og det uendelige grin. Og noget med solsikker.
Men…
Så skete der noget…
Jeg fik nemlig serveret det her: Det forsigtigt smilende stykke brød.
Og fra den rigtige vinkel ligner det jo faktisk Elvis!
Hvem kan skrive essays om udødelige solsikker, der griner uendeligt, når der findes brød som dette?
Lev da lige lidt i nuet, ik?
