Når der er noget at fejre

Da vores yngste havde sidste dag i børnehaven, hæklede jeg denne fine og fejende flotte flagranke.

Vi har været heldige, at begge vores børn, og dermed også vi forældre, har oplevet mange stjernestunder i de 3 år, vi har haft der. Det er utroligt, hvordan nogle mennesker kan få børn og pædagogik til ikke bare at fungere, men også til at blomstre inden for nogle til tider helt urimelige velfærdsstats-rammer. Der bliver virkelig gjort en næsten overjordisk indsats mange steder for at få vores velfærdsstat til faktisk at yde velfærd.

Dét ville vi selvfølgelig gerne sige tak for, men jeg ville også gerne give dem noget til flere glade stunder for andre heldige børn og forældre.

Det blev til denne fine ranke (læs det lige igen – ranke er et virkeligt mærkeligt ord, når der ikke står flag foran).

Den består af 14 vimpler i bomuldsgarn i 9 forskellige farver og var virkelig hyggelig at hækle.  Opskriften var heldigvis så enkel, at der stadig var masser af overskud til at hæfte alle de nødvendige ender bagefter.

Find opskriften her og gå på opdagelse i den spændende blog hos Louise Lykke: Vimpler

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *