Kom med ind i en strikkers drømmers hoved og følg med ned af strømmen, når maskerne rigtigt tager fat i denne autentiske indre dialog fra en ikke nærmere defineret kvinde (hvis identitet dog er redaktionen bekendt):

Aj, det er lækkert det her garn. Skønt at have mellem fingrene. Det bliver dejligt at arbejde med. Det er bare skønt med et stort projekt som den her vest med så fint et garn. Det er jo mange timers arbejde i lækkert og blødt selskab. Men hvor bliver hun glad mindstebarnet.

Lortegarn! Vikler sig ind i alting. Fnuldrer da hele tiden. Hvorfor har jeg overhovedet kastet mig ud i det her sindssyge projekt?!?

Men hvor er det fint. Og mærk lige, hvordan det føles mellem fingrene. Og det er da så flot i farven.

Og sikke et nemt mønster. Det glider jo nærmest bare af sig selv. Jeg behøver slet ikke følge med. Mine fingre gør det jo selv.

Stop. Stop. Stop. Fejl, for 7 omgange siden. Aj. det ser man jo ikke. Jeg fortsætter.

Sjit. Man ser det. Okay. 12 omgange at pille op.

Åndssvage mønster altså. Det laver jeg aldrig igen.

Uhh. Det garn er godt nok lækkert, hva?

Nu kører det. Med den her fart, er jeg da færdig i morgen aften. Ja, der er nok bare lige 2 Netflix afsnit tilbage, før den her vest er færdig.

Tjekker lige opskriften – gider jo ikke pille op 2 gange. Så dum er jeg alligevel ikke.

Godt nok. Jeg har styr på. Måske jeg sku strikke én til størstebarnet bagefter? Ja, det gør jeg. Det går jo hurtigt det her. Kører nærmest af sig selv. Hvor er jeg go’. Koncentrerer mig og tjekker løbende. Godt nok Mette.

Og hvad med niecen? Måske vil hun også have én? Men hvilken farve mon?

Stop. Stop. Stop! Der er fejl igen. Møg-hjerne. Møg-opskrift.

Jeg piller op. Nu skal jeg bare lave den her færdig til mindstebarnet og så ser jeg aldrig på det garn og den opskrift igen. Det er slut. Vi er så færdige du og jeg!

Nej, se nu. Jeg er næsten færdig. Nu går det godt. Så slemt er det jo heller ikke. Faktisk er det jo meget zen, sådan at sidde og pille op og starte forfra. Altså bare at være lidt i øjeblikket. Der er jo heller ikke noget, jeg skal nå, vel?

Måske jeg alligevel skulle lave en til størstebarnet. Og niecen. Ja, både til den store og den lille. Ærgerligt den ikke er i voksenstørrelse den her. Det kunne være sjovt til mig selv. Og hvad med Veninden? Aj, det ku’ være fint. I marineblå måske? Det ville være flot.

Hov, der mangler jo 3 masker? Hvordan ku’ det ske? Helt ærligt mand! Nå. Jeg piller op. Du ved, zen og alt det der…