Jeg polstrer mig til vinteren. For jeg ved, den er på vej. Også selvom man måske ikke lige kan se det. Så ved jeg, at den kommer.

For det gør den jo altid. Kold og blæsende. Iset og hård.

Hvert år selvfølgelig. Men også i livet. Forår. Sommer. Efterår. Og Vinter. Det skifter hele tiden.

Det har været et hårdt år med at holde fast, når mandens arbejde går konkurs, når der skal spares stillinger på arbejdspladsen og når en tæt kollega mister livet.

Lige nu kan jeg mærke overskud og ro. Og det er lige præcis derfor, jeg polstrer mig. For jeg ved jo, at måske om lidt – måske om lang tid, så sker der noget igen.

Noget som igen vender livet lidt eller meget på hovedet.

Og det er bestemt ikke sortsyn og pessimisme. Det er realisme og ærlighed, tænker jeg. For livet er jo op og ned. Og ned og op igen.

Så jeg gør mig altså klar til vinteren. Jeg polstrer mig, så jeg får et lækkert tykt fedtlag at stå imod med. Jeg polstrer mig nemlig med ro og varme, relationer, venskaber og kærlighed.

Jeg bygger op, så når svære tider kommer, så er jeg klar. Så har jeg nogen at tale med, at grine med og at græde med.

Jeg polstrer mig, så jeg ikke er alene. Og så jeg måske endda også har et ekstra fedtlag at dele ud af, når svære tider rammer andre.

Jeg polstrer mig med varme følelser, ærlige samtaler og glade grin. På den måde forlænger jeg måske endda de gode tider og forkorter den kolde vinter.

Og når den så kommer, den kolde hårde vinter, er jeg tyk og fed på kærlighed og omsorg. Klar til at stå imod og klar til at blive hjulpet igennem.

Polstret.