Tag med ud på en lille tur med mig.
Det er så nemt, at du måske næsten ikke tror det, men det bliver godt.
Det eneste, du skal bruge lige nu, er dine hovedtelefoner.
Lyt, gå med og træk vejret helt ned i maven. Ja, så nemt er det faktisk.
En laang tur
En lille bitte tur
Og nu er du klar til at gå din egen tur. Rigtig god fornøjelse.
Kom så. UD i verden med dig!
Jeg har digtet om og videre på mit ufærdige digt fra sidste uges Etonmess.
Nu ser det sådan ud – og har også fået en ny titel:
Et gåseæg triller på stien foran mig, mens jeg lægger et tæppe af nyskåret flintesten vægtløst over mine skuldre.
En ugle nynner melodisk, imens den flyver i cirkler over mig, inden den lander et sted, jeg ikke kan se.
En ræv med huller i pelsen ruller sig sitrende sammen under en grå busk med tomme bær. Ser mig og ser mig ikke.
En myre knaser under min fod og støjen løber som et mørkt ekko gennem skoven foran mig.
En hest af havsalt, som splintrer lige foran mig og stjerner som våd sæbe, der glider mellem mine fingre.
Var det også sådan, du havde tænkt det?
Læs det ufærdige digt her.
Og hvem ved, måske er det ikke helt færdigt endnu…
Jeg har arbejdet med et lille digt, som godt nok slet ikke er færdigt, men som du alligevel får her.
Jeg tænkte nemlig, at du kunne få lov at digte med, hvis du har lyst? Så kan vi måske senere se, hvor vi hver især ender.
Du bestemmer helt selv, hvad ordenes lyd, betydning og rytmer skal.
Og du er jo meget velkommen til at starte forfra, bagfra eller lige i midten.
Nu er det ikke længere mit. Nu er det vores.
Vinter.
Blæst. Og træthed.
En hest af salt, som splintrer foran mig og stjerner som våd sæbe, der glider mellem mine fingre.
Et gåseæg, der triller på stien foran mig, mens jeg lægger et tæppe af nyskåret flintesten vægtløst over mine skuldre.
Blæst. Og træthed.
…
….
….
Denne uge er ren genbrugskærlighed. Det er nemlig Valentinsdag på fredag og selvom vi selvfølgelig hurtigt kan blive enige om, vi to, at det er en væmmelig amerikansk og alt for kommerciel dag, så ææælsker jeg den altså alligevel.
Jeg har nemlig besluttet mig for at bruge alle de anledninger, som jeg overhovedet kan komme i nærheden af, til at dele ud af min kærlighed. Og sådan er det. Bum!
Og jeg lader mig ikke begrænse af noget eller nogen – heller ikke af amerikaniseret plastik, produceret i Kina. Kærlighed er kærlighed. Og det er godt at gi’ af.
Så værsgo’: Der er kærlighed på bloggen i dag. Den er godt nok nogle år gammel og altså også lidt brugt, men som alle ved, så ruster gammel kærlighed ikke og så er genbrug jo sundt og godt både for sjælen og for miljøet.
Så klik ind på billedet og få lidt mere kærlighed.
Så altså glædelig dejlig Valentinsdag til dig – jeg ønsker dig alt godt og kærligt.
Jeg har fundet lidt frem til min samling af skæg.
Du ved, ikke så meget den slags, der kradser, men den slags skæg, der får én til at smile lidt midt i al hverdagens rumlerier og brydninger – som der jo kan være mere eller mindre af indimellem. Og så er det, at man bare må give lidt slip og grine lidt – og måske endda trække vejret helt ned i maven…
Her er det skæg, som jeg har været så heldig at sætte mig på for nylig:
Nå, det sidste er faktisk overhovedet ikke særligt skægt at sidde på, men helt ærligt virkelig udfordrende for min tålmodighed. Først trykker jeg mig forbi diverse menuer og derpå kæmper jeg mig igennem meeeeget langsom oplæsning af sted, dato, planeternes placering, farvandsudsigten for Doggerbanke og decimalerne i pi for tidspunktet for beskeden. Indtil jeg endelig når igennem og det viser sig, at det jo var et lommeopkald.
Men måske skal jeg stedet glæde mig over det og blot se det som Mindfullness (altså mindfullness på den hårde måde…)
Der er i øvrigt mere skæg, du kan sætte dig på her. (Og så kommer det jo af den vidunderlige vending: Man har kun det skæg, man selv sidder på og af, at man indimellem bare er nødt til give lidt slip og huske at livet også er sjovt, selvom det hverken er fest eller ferie. )
Jeg har gjort det igen! Lavet absolut ingenting. Og det endda til ingen verdens nytte.
Ak, ak, ak. At tænke på, at jeg lige har brugt flere timer på noget totalt unyttigt. Masser af tid fyldt med intet andet end dejlig spildt tid.
Jeg har leget med garn og tomme cornflakes- og te-æsker. Og garn selvfølgelig.
Og det har givet mig de her skønne, ja hvad skal man mon kalde dem? Måske skønne dejligheder?
Det har i hvert fald givet de her firkantede dimser fyldt med værdiløs og spildt tid og masser af tænken på intet andet end farver og striber og trækken vejret helt ned i maven.
Jeg brugte endda endnu mere unyttig tid og fik de her helt ubrugelige, men dejlige billeder ud af det:
Hvis du selv skulle få lyst til at spilde tiden lidt, er det altså virkelig nemt. Du skal bare ha’ en tom æske eller stykke karton (til billederne), garn og lim eller tape. Og så vikler du bare. Klipper af og sætter fast. Og vikler igen. På kryds og tværs.
Og værsgo: du har spildt tiden og du har måske slet ikke opdaget det, fordi det har været så dejligt bare at være til i et lille øjeblik.
Og helt ubrugelig og værdiløs spild, er det jo egentlig heller ikke. Du bruger jo gamle æsker, som ellers bare skulle smides ud. Og så kan det jo bruges til billeder og kort og måske gi’ dig og andre et lille smil på, når de går forbi. Og så er der jo tale om ren genglæde og så er det jo noget helt andet.
Du kan læse mere om genglæde her, hvis du tænker “Hvad?!?”
Jeg har i øvrigt gjort det før. Altså spildt tiden. Det kan du læse om her.
I denne uge er der ærligt talt ikke meget på programmet her på bloggen – nok fordi der er gang i ret meget udenfor bloggen for øjeblikket.
Bare rolig ikke noget alvorligt, bare sådan sygdom-og-arbejde-og-almindeligt-liv gang i den.
Men jeg syntes nu alligevel, at I skal møde min nye søde ven. Han dukkede op, ud af det blå, til et ellers meget spændende møde på arbejdet.
Og det var altså ikke, fordi jeg kedede mig. Det var virkelig super spændende og relevant og engagerende og alt det der. Der var ikke noget at klage over der.
Men alligevel havde min hjerne nok brug for at slå en lille fis og ud af disen dukkede ham her frem på papiret.
Og senere fik han så følgeskab af de her:
Og de her to:
Og så også lige af de her:
De sidste følgesvende er dog første lavet efter mødet og udenfor arbejdstid (bare rolig chef).
Og sikke dejligt man kan ha’ det efter sådan en lille hjernefis. Det kan godt anbefales lige at gi’ lidt slip…
Tryk på linket og læs om en anden lille tidligere hjernefis:
Et nyt år er begyndt. Og mærkeligt nok er det startet med, at jeg har afsluttet noget.
Lidt anderledes måde at starte ud med noget nyt på – altså for mig. Især da det er et hækleprojekt, som jeg har haft gang i igennem 3 år efterhånden.
Det har endda været med på bloggen et par gange tidligere.
Du kan for eksempel se det på forsiden fra sommerferien i 2017 (hvis du altså kigger rigtig godt efter)
og her, da det stadig var ét af flere dejligt ufærdige projekter i februar 2019:
Men nu er det altså færdigt, mit lille fine tæppe, som langsomt og nogenlunde (u)sikkert er vokset ud mellem mine fingre efter de ideer om mønstre og farver, der har været i mit hoved på lige dét tidspunkt.
Når det så lige falder tilfældigt sammen med starten på et nyt år, hvor alting ligesom starter op og forfra igen, ja så føles det lidt som om, jeg er færdig, inden jeg overhovedet er kommet igang.
Men så alligevel ikke. For det er sandsynligvis ikke heeelt færdigt, da jeg tror, at jeg tænker, at jeg mener og finder, at det bør være lidt bredere. Og nu mangler jeg så blot at finde ud af, om det skal være bredere i en markant lilla eller en støvet orange. Hmm.
Og det er jo virkelig en stor fryd med sådan et bitte lille stykke bid af verden, som jeg helt selv bestemmer over. Den slags findes der ikke meget af…
Jeg kalder det i øvrigt for Eton Messy nr. 1.
Nå, så venter et nyt år altså lige om hjørnet. Og vi har lige lidt, vi skal have talt om…
For selvom du jo slet ikke er kommet igang endnu du lille, søde, friske og rene 2020, så vil jeg gerne allerede nu indgå et par aftaler. Du ved, bare lige for at forventningsafstemme lidt, nu hvor vi går ind i en helt ny, men særdeles tæt og intim relation om kort tid.
Lad der være smukke sæbebobler og overraskelser på uventede steder.
Mind mig om liv og kærlighed. Igen og igen.
Giv mig kaffe. Masser af kaffe. Især af den magiske slags med flyvende ugler i måneskinet.
Åbn ikke alt for mange nye døre. Lad også nogle af de gode, gamle, kendte, kedelige og rutineprægede være.
Hjælp mig med at huske, at selvom regnbuer efter regnvejr er smukke, så er det også ok at være træt af at blive gennemblødt.
Giv mig smukke øjeblikke. Så lover jeg til gengæld at øve mig i at stoppe op og nyde dem.
Lad der være tid. Både af den slags der løber og af den slags, der bare slæber sig afsted. Giv mig tid.
Og hvis du bare sørger for det søde nye år, så skal vi to nok blive gode venner.
Rigtig godt nytår.
