Alle indlæg af Meboli

Hej sommer!

Sommeren er her. I hvert fald i kalenderen…

Men så alligevel: Sommeren er her jo, med alt hvad der hører til af det skønne varierede danske sommervejr. Men også med skolernes sommerferie, drømme om den kommende ferie (ønsker jeg for dig), lyse sommeraftner (jeg be’r bare om et par stykker, det er alt), jordbær, friske ærter, krabbefangst og sand og tang mellem tærene eller noget helt andet, som du syntes hører sig til.

Og også her på Etonmess begynder sommerferien at kunne mærkes.

Jeg skal ikke selv ud at rejse i år – jeg skal på camping i Danmark. Og du behøver slet ikke at have ondt af mig, for det er efter eget valg og jeg glæder mig. Også selv om jeg lige har været ude at købe nyt regntøj…

Der sker noget særligt på Etonmess

Men skal du ud at rejse, kan du allerede nu godt begynde at glæde dig over, at Etonmess i de kommende uger udkommer i en helt speciel særudgave lige præcist til dig.

Du kan nemlig henover sommeren hver uge finde nye gode ideer til at sikre, at du altid hurtigt kan genkende din kuffert blandt de tusindvis af andre, der ligger der på transportbåndet.

Se det for dig: Du står der i lufthavnen, ser dig omkring, kigger måske på alle de andre som står der og venter. Måske sveder du lidt? Måske synes du allerede, at du har brugt nok timer sammen med de andre passagerer i flyet på rejsen ud? Og åh nej, hvad nu hvis de der, skal med på samme hotel?!

Det eneste, du ønsker dig, er hurtigt at kunne finde din kuffert blandt alle de andre og bare løbe langt væk og begynde din ferie.

Frygt ej! Hjælpen er nær.

Se bare her. Er der måske andre, der har pyntet deres kuffert med sugar sculls, muffins eller flagguirlander? Jeg tror det næppe!

Ja, okay. Måske er det mest for sjov, men det behøver vel ikke at være så dårligt vel? Og brug endelig ideerne, der er ingen copyright.

(Og ja, jeg glæder mig virkelig til at skulle på camping. Det passer altså.)

Følg med i næste uge og få flere dybt seriøse og ikke spor fjollede ideer. Eller måske bare en lille pause i feriepakningen? Én af de der dejlige, hvor man trækker vejret helt ned i maven, måske.

PS De søde hæklede bogstaver er forresten herfra: https://www.mooglyblog.com/the-moogly-crochet-alphabet/

Gung. Gung. Gung. Skæg man selv sidder på

Nogle gange er skæg, man selv sidder på at overhale en 2 m høj mand med ben af en længde, der passer lige præcist til højden. Ikke for korte og ikke for lange. Helt perfekte til hans 2 meter.

Jeg er helt sikker på, at vi begge to skulle nå det samme tog fra Østerport station og at vi begge lige havde set, at vi kun havde 3 minutter tilbage til at nå de sidste 350 meter og løbe ind af dørene og så køre hjem. Eller ud. Eller væk. Eller hen. Eller bare køre.

Og mine små stænger kørte derudaf. Gung. Gung. Gung.

Lige forbi ham. Gung. Gung. Gung.

Jeg kiggede på ham, mens jeg overhalede ham. Gung. Gung. Gung. Men jeg grinte først bagefter. På æresord!

Jeg nåede trappen med 1 minut tilbage. 33 trin op og 33 trin ned. Jeg kan nå det. Gung. Gung. Gung.

Guuung. Guuung. Guuung. Hvad er det? Det er ham. Ham med benene.

Guuung. Guuung. Guuung. Han overhaler mig. Tager trappen i store skridt og springer 2 trin over af gangen. Bare fordi han kan. Og fordi jeg ikke kan. Typen, der skal vise sig. Med sine lange ben. Guuung. Guuung. Guuung.

Han griner først bagefter. Selvom jeg ikke kan se det, er jeg helt sikker på det. Det havde jeg nemlig gjort.

Læs om, hvorfor det er så vigtigt med et godt skæg at sidde på her og find mere af det her.

(Og vi nåede toget begge to. Gung-gi-di-guuung)

Blomster på hjernen

Fuchsia…

Smukke og nærmest helt magiske i alle deres former og farver.

Et helt eventyr i hver en en lille blomst.

Runde og bløde og tykke og aflange og tynde. Hvide og røde. Og bordeaux og rosa. Orangerøde og varme. Lyserøde og lilla.

Får mig til at stoppe op.

Får mig til at nyde.

Får mig til at indtage deres eventyrlighed.

Hjælper mig til at huske ikke at vente med at nyde livet.

Mere ro og ro på. Tak

Der er stadig lidt behov for pauser og at trække vejret helt ned i maven for øjeblikket i det lille hjem og måske allermest hos mig.

Og så er der ikke noget ret meget mere fantastisk en en tur i skoven.

Hvis du også har det sådan, så tag med mig ud i skoven. Du kan jo starte her og så tage ud i din egen, når det altså passer ind i det hele.

Husk: Mere ro og ro på. Altså lige bortset fra, at du skal skrue helt op for lyden, når du ser videoen. Men ellers er den go’ nok. Mere ro ik?

(Den gemmer sig her under play-knappen)

liv og død og pæoner i haiku

Jeg har netop skullet sige farvel til 2 mennesker, som jeg har holdt meget af på hver sin måde.

Det ene farvel kom som en trist lettelse oven på et svært sygdomsforløb, mens det andet er kommet som et uforståeligt chok.

I denne uge er Etonmess derfor et forsøg på et lille stop i tiden. En lille pause til at trække vejret helt roligt og helt ned i maven og minde mig om og forlige mig med, at en del af livet er også døden. Og at sådan det være:

På et stisystem i tusmørke

Jeg har i noget tid haft flere ord, der har snurret rundt om sig selv i mit hoved.

De har vendt sig, drejet sig og set på sig selv lidt fra siden og lidt oppefra. Nu er de så endelig kommet ud og er blevet til et lille digt, som åbenbart var det, der var meningen med al deres snurren rundt.

På et stisystem i tusmørke, går jeg lige ud og frem. Måske ville jeg lige så gerne gå tilbage, gå til siden eller bare gå i stå. Måske.

Men jeg kan ikke. 

For på alle andre veje ligger halvsovende næsehorn, som ånder røg, når de snorkende trækker vejret. Så jeg bliver, hvor jeg er. 

Fra træernes mørke skygger letter store fugleflokke med vinger tunge af træthed.

Og i opstigningen mod den vågnende sol, ser jeg hvor de, besværet, men vedholdende børster trætheden, mørket og melankoli af vingerne. 

Jeg efterligner dem, mens jeg flyver imellem dem og sammen forbereder vi os på, at det bliver nat igen. 

Kunne du også selv kunne tænke dig at give din hjerne et lille frirum midt i al hverdagen, livet og alt det andet? Så find inspiration til, hvordan du kan komme igang her. Det er overraskende nemt – også fordi du slet ikke behøver at vise det til nogen – det er bare din egen lille pause.

Du kan også finde flere digte her i Den lille poesibog

Skæg, du selv sidder på. I skoven. Og så lidt om verden.

I denne tid kan det måske være meget godt at minde sig selv om, at verden også er et godt sted at være – også selv om 3.9 % af de stemmeberettigede synes, det er helt, som det skal være at stemme på et parti med en vanvittig, hadsk og skræmmende holdning til andre mennesker.

Det betyder jo trods alt, at 96.1 % ikke vil. Og det er jo også en del, må man sige.

Når man VIRKELIG har brug for lidt ekstra skæg at sidde på

Men når nu verden alligevel er sådan indrettet, at nogen af dem vi deler samfund og liv med åbenbart har så meget vrede eller hvad det end er i sig, kan man virkelig godt have brug for lidt skæg at sidde på.

Og skulle du ligesom jeg være lidt træt af mennesker lige nu (i hvert fald måske nok de der 3.9 %), så lad mennesker være mennesker og tag ud i skoven i stedet for og find nogle smil:

Og måske i det hele taget bare lidt smukt at se på:

Og således ladet op igen, vil jeg tage ud i verden og møde den med anerkendelse og respekt og gøre, hvad det så end er, jeg kan for at fjerne det der had, så vi igen kan mødes og være uenige uden at slå hinanden oven i hovedet – også helt bogstaveligt talt.

Måske ku’ vi så også lige vende det der med klimaet, som vist også er lidt vigtigt…

Om komfortzoner og om at bliver klogere

Jeg har lært noget!

Jeg har nemlig lige klaret mig igennem en for mig helt vild arbejdsopgave, hvor jeg siden februar har vikarieret for en langtidssyg kollega med en opgave, jeg aldrig har prøvet før.

Og her på den anden side, har jeg opdaget, at jeg er blevet klogere.

At klare sig udenfor komfortzoner

Det har været 3 måneder med helt nye opgaver, spørgsmål som jeg aldrig selv havde svar på og graven sig ned i en kollegas ukendte kalender og planlægning i et stort prestige-projekt med en stram deadline – bare lige for at gøre det lidt mere spændende.

Det gav så 3 måneders elendig søvn og da det hele var overstået, så en væmmelig efterreaktion med hyperventilation og en forfærdelig træthed.

Men selvfølgelig også en vild stolthed over at have været med til gennemføre projektet og have været en reel hjælp for mine kolleger og have udført noget, som er så langt fra min naturlige komfort-zone, som noget næsten kan være.

Og når det så er sagt, så tænker jeg også, at man ikke skal undervurdere den dér komfortzone. Der er en grund til, at den er rar at være i – og den er nødvendig at have, så man har et sted at trække vejret og finde ro. I hvert fald for mig.

At finde redningskranse udenfor komfortzoner

Jeg har selvfølgelig tænkt og mærket efter inden i mig selv undervejs. Jeg har hæklet og nørklet for at holde styr på mit hoved, for det er sådan, jeg gør: Har tingene indeni.

Men jeg har også sagt det højt (især hvis nogen har spurgt, for jeg har det jo altså helst indeni).

Og det er noget nyt for mig, det der med at sige det højt.

Hvilket er lidt mærkeligt, grænsende til dumt, at det skulle være så svært, for det viser sig, at det jo hjælper at sige det højt.

At det der med at vågne flere gange hver nat badet i sved eller at ligge og hyperventilere faktisk ikke er helt normalt og at det er noget, som får andre til at se lidt alvorligt på mig – du ved sådan med hovedet lidt på skrå og let sammenknebne øjne.

Via dem har jeg set på mig selv og selv kunne se, at det jeg bare lige hurtigt havde vænnet mig til var hverdag, måske ikke bør være hverdag.

Så det med at sige, hvordan jeg har det, det kunne jeg måske godt finde på at gøre igen. Og det er da meget godt sådan i en alder af bare 41 at blive lidt klogere, synes jeg, ja jeg gør.

Det der andet arbejde kulminerede i øvrigt i sidste uge og jeg er nu tilbage i min egen trygge kendte arbejdsverden igen. Og det er faktisk en ret vidunderlig følelse igen at vide, hvad jeg laver!

Genglæde, hækling og selvfedme

Og nødhjælp.

Det er hvad, du finder på bloggen i denne uge.

Måske er du ikke selv den store hækler, men derfor kan du sagtens læse med her. Både fordi det ikke er så langt, men også fordi du muligvis, ligesom jeg, bliver lidt imponeret over, hvad man dog kan, bare ved at sno en tråd om en pind.

Genglæde: Ny værdi med kærlig tilføjelse

Jeg har det her gamle penalhus, som jeg har brugt til hæklenåle, men som jeg skiftede ud med et nyt, større og helt fantastisk pink et.

Og jeg må indrømme, at godt nok købte jeg det under kyndig vejledning fra Børnene, men jeg kunne med meget stor sandsynlighed have fundet på at købe det alligevel. Så fint er det altså.


Som du måske også aner, har jeg gerne en kuglepen liggende sammen med hæklenålene, for man kan jo altid lige få brug for at notere et antal masker. Og som du kan se, så er de ikke altid lige holdbare de der kuglepenne…

Så må man jo spørge sig selv, om man virkelig kan tillade sig at kassere et ellers udmærket og velfungerende penalhus, bare fordi det ikke har plads til alle ens hæklenåle (ja, det er et problem – hentet direkte fra virkeligheden), ikke er pink eller fordi det har en plet?

Nej!

Så hvad gør man så? Man hækler 2 fine blomster:

Vupti, så lever det igen og er da bare så super fint, hvis jeg selv skal sige det – og det er jeg ikke bange for at gøre (der var selvfedmen).

Og endnu mere vupti, da jeg opdagede, at det lige passer til et garnnøgle og en nål, så jeg altid har nødhjælp, når jeg sidder i et tog eller en bus på vej hjem fra arbejde og bare lige har brug for at lade fingrene arbejde og hjernen slappe af.

Det passer lige med, at der kan være ét garnnøgle i og sådan ét giver sådan cirka en vaske- eller karklud, det fylder næsten ikke i tasken, jeg behøver stort set ikke at tænke og så kan det færdige produkt sikkert altid bruges af nogen.

Og nogle gange er det lige, hvad jeg har brug for. Bare at give slip og lade et øjeblik gå. Og så er det jo dejligt med lidt hurtig nødhjælp i tasken.

Og dermed blev det altså til genglæde, hækling, selvfedme og nødhjælp på bloggen i denne uge.

Find linket til opskriften og andre gode blomsterideer her