Heldigt nok! Påsken er reddet

Følger du fast med her på bloggen, har du nok gået lidt rundt om dig selv den sidste uges tid i vaskeægte bekymring over om, det nu alligevel ikke skulle blive påske i det lille Etonmess-hjem (du ved, det der med, at der ikke var noget påske-kylling-påske-hæklet-pynt tilbage, fordi jeg var kommet til at gi’ det hele væk i gaver).

Men nu kan du roligt ånde lettet op. Jeg nåede det! Fik nemlig hæklet 3 små kyllinger og har kun givet 2 væk. Sådan!

Og midt i det hele dukkede 2 små påskeharer så også op. Den ene med en lille vintergæk og den anden med erantis.

Dem skal jeg dog lige have arbejdet lidt mere med, da jeg selv kan blive lidt i tvivl om, det er påskeharer – eller deres mindre kendte fætter: Påske-elefanten?

Men det har været skønt at hækle frem og tilbage, op og ned.

Tælle rundt og skrive op.

Pille det hele op og så starte forfra med en ny idé. For 7. gang.

En fantastisk måde at bruge hjernen uden at bruge hjernen.

Og så må vi jo se om, de stadig er på påske-elefant-stadiet til næste påske…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *