Tag-arkiv: Træk vejret helt ned i maven

Når jeg skal huske at opdage, at jeg skal passe på mig selv

For, hvad der lige pludselig snart er nogle år siden, var vi ramt af stress. Og det er ikke som i et “vi er gravide”. Det er et “vi”, som helt reelt dækker over hele familien.

I første omgang var det nemlig Børnenes Far, men sådan noget har det med at snige sig ind på hele familien, og efterhånden som tiden gik, var vi alle ramt i en eller anden grad. For tiden gik lige pludselig, og det gjorde den blandt andet nok, fordi den kom så snigende, den stress. Det var ikke fra den ene dag til den anden,  det er den slags i virkeligheden nok næsten aldrig. Medmindre man måske er ude i et posttraumatisk stress-anfald efter voldsomme oplevelser, sat i gang af en høj lyd (rent gætværk fra min psykologiske viden, som jeg næsten udelukkende har fra film).

Stressen hos os var noget, som stille og roligt voksede sig større og større. På en måde var det som en fast følgesvend, vi ikke havde opdaget. En skygge, der fulgte med i alt, hvad vi gjorde. Vi vidste ikke, at den var der, eller at det var den, der var skyld i misforståelserne, skænderierne, de mærkelig udbrud, uforudsigelighederne eller kravet om de faste rammer.  Vi vidste ikke, eller rettere sagt, så turde vi måske ikke vide, hvad det var.

Først bagefter opdagede vi, at vi hver mandag havde set på hinanden over morgenmaden og sagt: “De næste 14 dage bliver nok lidt hårdere”. Og vi sagde det til hinanden uden at blinke og helt sikkert uden at høre efter, hvad vi sagde.

Og vi sagde det hver mandag i over 1 år! Vi nikkede blot til hinanden, bed tænderne sammen og knoklede på. Begge påvirket af et lige lovligt uforudsigeligt arbejdsliv, et skønt men lige så uforudsigeligt kernefamilie-liv og et arbejdspres, som var alt for stort.

Jeg husker det som hårde år med forsøg på at bevare sammenhæng i en usammenhængende hverdag. Jeg knoklede på. Blev ved og ved. Fortalte ingen om, hvordan jeg havde det, for jeg vidste ikke, hvad jeg havde. Jeg forstod det ikke og kunne ikke se, at vi som familie levede i en hverdag på randen af sammenbrud. Nogle dage gik vi yderst på kanten, andre dage holdt vi hinanden i sikkerhed langt væk fra afgrunden. Men ingen af os kunne regne ud, hvornår overgangen skete, og hvad der skulle til.

For vi voksne hørte ikke efter os selv. Vi lyttede ikke. Ikke før vi lige pludselig gjorde. Jeg ved stadig ikke, hvad der lige var så anderledes ved den mandag, men Han meldte sig syg med stress – og lige idet, gav alting mening. Det har taget tid, lang tid, at komme sig igen. For hele familien at stole på, at det varer ved, at freden er der. For børnene at stole helt og fuldt og fast på deres forældre igen. Det kræver også, at vi bliver ved med at høre rigtigt efter og holde et skarpt øje med os selv og hinanden.

Jeg er efterhånden så småt ved at lære, hvilke tegn jeg skal holde øje med, og jeg opfordrer alle til at holde øje med deres. Ikke bare for at undgå stress, men mest af alt bare for at passe på sig.

Jeg er overbevist om, at alt for mange mennesker lever med den der, med bare lige at holde ud til på fredag. Bare lige bide tænderne sammen og tage lidt mere. Bare lige undgå at mærke efter smerten, der bider i kroppen, der gør hovedet tungt og livet svært. Og det er ikke fordi, livet skal være nemt og en dans på roser, men man skal huske, at det også skal være til at leve i.

Her er mine tegn:

  • Skifter pludseligt humør uden påviselig grund – især når jeg er sammen med Børnene – her er jeg måske allermest i kontakt med mine følelser
  • Bliver altid lige lidt mere irriteret over én bestemt kollega
  • Bliver nærmest ked af det og vred, når venner inviterer på kaffe og har lyst til at være sammen med mig
  • Og er det min Bror, der inviterer, kan jeg trække mig helt tilbage – han er, måske som Børnene, ekstra tæt på mit hjerte
  • Bliver så umanerligt rasende, når nogen ikke overholder færdselsreglerne – og jeg arbejder i København, så det sker tit!
  • Hører den samme playliste igen og igen – skruet lidt for højt op.
  • Har på ingen måde lyst til at fortælle nogen, hvordan jeg har det…

Jeg har endnu ingen mirakelkur eller -piller, jeg bare tager, når jeg opdager tegnene. Og det er ikke altid tegn på, at jeg står ved en afgrund, eller at jeg måske endda er på vej ud over. Tværtimod.  For de viser mig, at jeg er på vej ud af en vej, der er dårlig for mig, og at jeg må rette mig op. Se mig omkring for at finde ud af, hvordan jeg får krydset over til en bedre side – og måske endda bede om lidt hjælp til at finde retningen.

Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

For mange år siden gik jeg i klasse med en pige, som meget ofte sagde disse bevingede ord: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Og ja, når man nærmer sig de 40, så har man virkelig retten  til (og muligheden for) at sige “for mange år siden”.

Og hun har jo så evig ret. Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Jeg er derfor begyndt på en ny hobby: Jeg samler nemlig på sjov. Både på mit eget og på andres. Her er hvad jeg foreløbig har fået samlet sammen:

  • Skilte man ikke lige havde set komme
  • 4 årig dreng med batmanmaske, som står og venter på S-toget med sin mor en almindelig tirsdag morgen
  • At surfe efter indkøbsvognen på det glatte gulv på vej ud af Lidl (selvfølgelig ikke, når man har Børnene med – de bliver jo umulige at opdrage på bagefter)
  • At grine med mine med-yogier over, hvor svært det er at stå på venstre fods lilletå, mens man forsøger at trække vejret helt ned i maven
  • At spise boller i karry med ristede pølser
  • Når togføreren opfordrer til at huske gummibåden, når det står ned i stænger på en alt for tidlig torsdag morgen
  • At snuppe gyngen før et af Børnene og gynge så højt, at det kilder i maven og drømme om at turde hoppe af gyngen i flyvende fart
  • At cykle slingrende af sted på vej hjem fra arbejde (et sikkert sted, hvor ingen bliver ramt eller andre bliver bange for at ramme én)

Det skulle senere vise sig, at hun lidt for godt vidste, hvad hun talte om, og det gør det jo kun endnu vigtigere at følge det gode råd. Vi har ikke meget kontakt i dag, men jeg tror, at hun er én af dem, der har klaret sig. Men det er hendes historie og ikke min.

Kastanjer i fri fantasi

Fik jeg sagt, at jeg elsker efteråret?

Jeg elsker farverne og lydene, når man går igennem de visne blade. Jeg elsker, når jeg endelig får skubbet mig selv og familien ud at gå en tur. Jeg elsker, når man efter flere dage med vådt og blæsende vejr endelig får en af de perfekte efterårsdage med smuk sol fra oven og en lille smule varme til kinderne. Jeg elsker dagene med de sidste sorte fuglesværme, som er på vej ned mod varmere vejr.

Og så elsker jeg efterårets fineste opfindelse: Kastanjer. Jeg elsker, elsker, elsker dem. Jeg elsker at gå og lede efter dem under bladene. Jeg elsker at finde dem, når de er helt friske og har den der ekstra smukke glans og blødhed. Og så elsker jeg selvfølgelig at finde dem stadig pakket ind i deres skal. At åbne dem så forsigtig jeg kan uden at stikke mig på de små alt for spidse nåle og opdage, hvad den tykke grønne skal gemmer på. Mit yndlingsøjeblik!

Så er der jo også kastanjedyrene! Livet kan da næsten ikke være komplet, end når man sidder der med syl, tandstikker og garn, og måske endda i selskab med gode mennesker og dejlige børn.

I år har jeg endda lært noget nyt om mine små elskede. De er endnu mere komplette med perler! At tænke sig, at jeg skulle leve i næsten 40 år, før dette faktum gik op for mig. Men nu har jeg da også sørget for at tage revanche i år.

Fik jeg sagt, at jeg elsker efteråret?

Umm. Efterår!

Efteråret er helt klart min yndlings-årstid. Ikke bare fordi, det er her, jeg har fødselsdag (umm lagkage!) Men også fordi efteråret bringer de smukkeste farver og mønstre med sig. Så smukke, synes jeg, at de slår selv forårets fine og nærmest skrøbelige lyse farver.

Efteråret er fuld af sanselighed og dramatik og ligesom en moden overlegenhed, som ved, at livet ikke bare er lysegrønne enge, men også er udfordrende og problemfyldt. Og ærlig talt, er foråret ikke også bare så kønt, fordi det er så længe ventet efter et laangt efterår (ja, man kan trods alt også få nok af våd og kold sanselighed) og en mørk og vådere vinter?

Her er et lille stykke af efteråret, som det ser ud lige nu i vores lille have.

(Er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for farver og mønstre og drama!).

Læs videre Umm. Efterår!

Var det noget med et lille vidunder?

Georginer! Ét af havens fineste kunstværker. Hvis man  ser efter, er hver eneste én simpelthen noget af det smukkeste, man overhovedet kan tænke sig – om de er i blomst, stadig gemt i knop eller endda ved at være færdige. Tag en lille pause, og nyd de her små skønheder (husk at trække vejret helt ned i maven, så bliver pausen endnu bedre). 

(PS er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for det mest vidunderlige slideshow, du kan tænke dig).