Tag-arkiv: Træk vejret helt ned i maven

Skæg du selv sidder på – ja, der findes mere endnu!

Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Derfor begyndte jeg sidste år på en ny hobby: Jeg samler nemlig på skæg. Både på mit eget og på andres. Det handler om at give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven.

Her er lidt af, hvad jeg har fået samlet sammen siden sidst:

  • Hvis du sidder udenfor med en kop kaffe og vender din kop i den rette vinkel kan du se himlen i din kaffe. Kan det blive mere poetisk end at have himlen i sin kop?
  • Gå en tur, mens du går i takt til “Posemandens bil”. Du ved den med Petersen og Poulsen og Pallesen og Piil tog ud en dejlig sommernat i Posemandens bil. Bilen havde ingen hjul og heller intet rat, men det var osse lige fedt, for det var nemlig nat. (Du kan finde resten af teksten her) Den takt passer simpelthen så godt til at gå i, den er nem at huske og så giver den ingen mening. Perfekt!
  • Tag i Leos Legeland og når du stiller skoene i garderoben (man SKAL nemlig  gå i strømpefødder – også de voksne) så lad som om, du ikke udmærket godt ved, at det er dine fødder, der lugter, når en af de andre gæster bemærker en lidt syrlig lugt. Det er sjovt. Tag også endelig en tur i rutschebanen, nu når du alligevel render rundt i strømpefødder, som var du 7 år igen. Du kan ligeså godt få mest muligt ud af det.
  • Syng med på mindst alle 5 instrumenter, når nevøen synger for til mormors fødselsdags (du ved mormor har fødselsdag, og det har hun jo og det er i dag. Mormor har fødselsdag, og det har hun jo dag. Og hør nu her, hvordan vi alle spille vil og hør nu her, hvordan vi spille vil… Og gi’ den så max gas på trompeten, violinen, trommerne, fløjten og elguitaren. Du vil takke dig selv med en ordentlig krammer bagefter! Og tårerne trillende ned af kinderne af grin – og hvor tit sker det egentlig?

Du kan finde mere skæg, du kan sætte dig på her:

Yeah! Ferie

Jeg går på ferie i dag – og dét skal fejres! Derfor er der i dag en stor konkurrence på bloggen – skynd dig at læse mere!

Hov, forresten, fik jeg sagt, at du ikke kan vinde noget? Som i nada. Nichts. Aller en ski‘?

Ikke andet end en dejlig lille pause til dig selv, hvor du enten igen eller blot for én gang skyld ikke laver noget som helst fornuftigt – andet end måske at give din hjerne lidt fred og ro…

Find 5 skønne fejl i mit ferie-billede – som jeg kan afsløre også pryder juli-kalenderen i det lille hjem (af en eller anden grund laver jeg nemlig selv min egen kalender og det betyder indimellem, at jeg kæmper mig frem måned for måned. Men skidt. Tiden går jo alligevel. Hvis du vil, kan du læse om min hjemmelavede kalender og lidt om at forsøge at nyde det der lidt besværlige liv, når det kan lade sig gøre her: Ja! Et helt nyt år! eller her: 1000 gange undskyld forår! Det er min fejl).

Find 5 fejl (eller i hvert fald 5 forskelle)!

Ih, hvor jeg dog elsker skæg, man selv gynger på!

Jeg sprang med den Yngste på gyngen i dag (eller når du læser dette, var det i lørdags – eller en anden lørdag måske – afhængig af hvornår du har fat i bloggen, men det vigtige her er, at jeg sprang på gyngen og det er du nok med på).

Er du da helt vild, hvor den slags kilder i maven. Og i fødderne. Og i nakken. Og i håret. Og over det hele, hvor man da aldrig havde troet, at det kunne kilde – eller rettere sagt: Måske bare helt havde glemt at det kunne…

Og okay sprang og sprang er måske så meget sagt, men jeg klatrede da heller ikke helt forsigtigt op, hvis jeg selv skal selv sige det og jeg gav mig da rimelig fuldt ud, synes jeg. Vi både gyngede med åbne og med lukkede øjne, lænede os så langt bagover at vores hår kunne feje jorden under os (eller i hvert fald lege at vi kunne – og det i sig selv er da sin egen fornøjelse).

Jeg blev belært i at strække benene på de rigtige tidspunkter, selv om at her må jeg nok sige, at det altså er som at lære at cykle; det glemmer man aldrig igen – men det behøvede hun jo ikke at vide.

Vi var også oppe at stå på gyngen og gynge så højt, som vi turde og kom godt ned i knæene, så vi fik masser af fart på og så kilder det altså bare endnu mere, skulle jeg lige hilse og sige. Og derefter skulle vi sætte os ned på gyngen igen i fuld fart og her var Moren måske alligevel lidt en bangebuks…

Men jeg øver mig gerne igen en anden dag – for åh hvor var det bare skønt med skønt på.  Den bedste slags skæg, man selv sidder på og en helt vidunderlig pause – og dem elsker jeg jo også.

Hvis du har lyst til at vide lidt mere om det der skæg, kan du læse mere her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

Bare tag en lille pause – du har helt sikkert fortjent det

Kan du mon finde vej igennem labyrinten og sprænge ballonen?

Helst med et ordenligt brag, så du bliver så forskrækket, at du må hive efter vejret og trække det dybt ned i maven – så får du nemlig 2 pauser i én: Først med lidt fred til hjernen i labyrinten og derefter masser af ilt til din krop.

Kom så! Du kan godt…

Rigtig god weekend fra Etonmess.

Jeg tager det i mig igen. Jeg har squ et mål alligevel!

Jeg ved godt, at jeg engang har sagt, at jeg ikke har noget, jeg skal nå. Ja, nærmest som et nytårsforsæt (som slet slet ikke var et nytårsforsæt) fik jeg vist sagt noget om, at jeg ikke ville sætte mig mål, men øve mig i bare at være.

Det var noget med, at jeg var så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg  er. Og at “Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.”

(Læs mit ikke-nytårsforsæt her)

Og det er alt sammen også meget fint og rigtigt. Men er det nu også holdbart i virkeligheden?

Jeg har nemlig fået en tanke, som jeg ikke længere bare kan sidde overhørig: Jeg må lære at pifte! Det går ikke længere. Tænk sig, at jeg er over 40 og jeg kan ikke pifte! Det må jeg lave om på. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg hver dag skal øve mig bare en lille smule i at pifte. Så ja, jeg må indrømme, jeg har mål og jeg har noget, jeg skal nå.

Jeg glæder mig allerede til alle de børne-fødselsdage, fællesmøder på arbejdet, klasse- og familiesammenkomster, hvor jeg med ét klart pift får ro på flokken. Nøj, det bliver fantastisk.

Åh ja. Så er der faktisk lige et mål mere, hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg har en badedragt med aftagelige stropper. Super smart, når man slikker sol på stranden på Malta, så man undgår hvide stropper på huden (hvis man da så var typen, der blev brun). Mindre smart, hvis man har den på med ungerne i den lokale kommunale svømmehal og forsøger at undgå, at de falder af hægterne ved det mindste svømmetag. Og jeg ved godt, at det er en ualmindelig god ting, at børn ser, hvordan helt almindelige menneskekroppe ser ud, men nogle gange vil man jo alligevel gerne selv kunne bestemme, hvornår den helt almindelige menneskekrop skal vises frem. Så mit andet mål, er at få syet dem fast inden jeg næste gang skal ud i offentligheden med den. Men så må det altså også være nok mål for i år.

Åh nej! Nu har jeg igen været totalt unyttig!

Jeg har igen brugt tid på ingen verdens ting. Som i INGEN VERDENS TING. Og også denne gang, var det helt utrolig dejligt!

Først spildte jeg tiden med at stå og glo på himlen, fordi jeg blev fanget af lyden af hundredevis af baskende fuglevinger og tilhørende skrappen. Hvor var det et helt fantastisk syn og oplevelse at få lov til at være en del af deres flok for et kort øjeblik.

Derefter spildte jeg endnu mere tid, da jeg satte mig og efterlignede fuglenes prikker på himlen i flere forskellige former.

Den tro:

 

 

 

 

Den sjove:

 

 

 

 

Den eftertænksomme:

Farvespil i forsommeren

Så ser sommeren ud til at være her – i hvert fald lige indtil sommerferien starter og familien her tager afsted på telttur… Men  indtil da er det jo helt igennem vidunderligt at kunne sidde i solen og blive varmet lidt igennem efter den lange våde og kolde vinter – og ikke mindst den del af den, der hed marts og april.

Jeg elsker, når foråret rigtig får fat på vej til at blive til sommer. Så skal haven have en ordentlig omgang. De gamle brune blade skal væk og det samme skal selvfølgelig også de tidlige og små skvalderkål – nå ja, måske er de ikke alle lige små og tidlige efterhånden… Men altså hvem tæller?

Så ser man mig rode rundt under hækken og skrabe ukrudt og sidste sommers visne blade sammen. Og indimellem ryger der måske også en enkelt forårsblomst eller to med, hvis de har været så uheldige at ligne ukrudt. Og skal jeg være helt ærlig, skal der nok ikke så meget til, før det ligner ukrudt – jeg er ikke helt stærk i plante-anatomien. Så står man bagefter der med 5 store plast-sække med diverse og ikke mindst et par forrevet arme efter nærkontakt med hækken, så man virkelig kan bevise, at man har været i haven.

Rifterne forsvinder hurtigt igen, men så kan jeg da altid glæde mig over at have sækkene med haveaffald stående i som regel en længere periode, inden der er overskud til at få kørt dem videre til genbrugsstationen. Her ville nogen måske nok være kørt lidt trætte, men ikke mig. Jeg er nemlig så heldig indrettet, at jeg efter kort tid holder op med at bemærke den slags. Så bliver det bare en del af det liv, der nu er.  Indimellem en klar ulempe, for hvor kan man dog “glemme” meget på den måde, men pyt, for samtidig har jeg jo også besluttet mig for, at jeg ikke skal nå noget som helst andet end at have det godt, og så betyder sådan 5 små sække ikke en s…! (Jeg har ikke noget, jeg skal nå fra 2. januar)

Ja, jeg elsker helt sikkert arbejdet i haven, også selvom det måske godt kan komme bag på mine naboer, at jeg har det sådan. Men skidt, for hvem, var det nu der talte? Ja, jeg prøver jo altså at lade være. Det er helt sikkert.

Udover det vidunderlige ukrudt, er der jo også flere andre gode grunde til at gå i haven: Blomsterne. Lige nu er det vores syrenbusk og pæoner, der lyser op med deres vidunderlige lilla og bordeaux-røde farver og dufte.

Jeg elsker deres flotte lilla og bordeaux farvespil – ikke mindst fordi de tager opmærksomheden fra mine bens vinterblege grå-grønne farvespil – med deres eget lille hint af lilla og bordeaux.

Giv dig selv en pause – vær totalt unyttig og skriv et digt!

Jo, jo. Det kan du sagtens. Det er meget nemmere, end du tror. Især fordi det slet ikke er vigtigt, om det rimer, om jamberne holder, om du sætter helt nye standarder for metaforer i beskrivelsen af meningen med livet eller om du dekonstruerer krig og kærlighed. Faktisk er det ikke engang vigtigt om, det har nogen som helst kunstnerisk værdi! For du behøver jo slet ikke at vise det til nogen.

Det, der er vigtigt her, er at du giver dig selv en lille pause og laver noget, hvis eneste produktive værdi er, at du trækker dig selv lidt tilbage fra hverdagens krav om at være effektiv, fleksibel, målrettet og den store jonglør med flere bolde i luften på én gang. Du behøver ikke engang at være den bedste udgave af dig selv eller at forbedre dig på nogen måde. Du skal bare være lidt.

Du bestemmer selv, om du vil sætte det i glas og ramme over kamin-hylden, om det skal på Facebook eller Instragram under hastagget #Semig,#jegløberenmarathon#bagersomenvinderafbagedysten#digtersomShakespearsmuse#mensjegopdragerminebørntildemokratiskeverdensborgere (!) (Men hvis du gør, så sig lige til – det vil jeg se!)

Du kan bare nyde tiden og derefter krølle papiret sammen og se, om du kan ramme papirkurven fra din stol – det i sig selv er nok i virkeligheden sit eget blog-indlæg værd!

Hvis du har brug for lidt igangsættelse, giver jeg gerne lidt hjælp. Find et ord, et hvilket som helst og skriv ned, hvad det får dig til at tænke på.

Jeg startede med “nat” og derfra fik jeg dyne, fryser, sveder, stemmer i natten, den hvide dame og så videre. Som du ser, kan du bare give slip. Der behøver ikke at være noget mønster eller sammenhæng. Bare giv los – husk, det her handler bare om at give dig selv en lille pause – du behøver ikke at vise det til nogen.

Så kigger du på dit papir og ser om ikke der dukker små sammenhænge op alligevel. Brug dine ord til at skabe en lille fortælling. Den behøver ikke at være lang, sand eller smuk. Den behøver heller ikke at handle om dit liv. Den skal bare være.

Det er stemmer i min nat.
Er det børn, der har mareridt
eller er det den hvide dame?
Jeg drikker champagne, fordi jeg kan.
Der er intet fyrværkeri  kl 12 og der er mørkt omkring mig.
Jeg ønsker mig stjerner og drikker champagne, fordi jeg kan.
Jeg fryser under min dyne og drømmer om tusindårsplaneter, som omfavner min nat med bløde stemmer. 

Ønsker mig, at den hvide dame bærer mig i sin favn og tager mine mareridt fra mig.  

Jeg fryser under min dyne igen. 

Hashtag: #Semig#jegharligebrugttidpånogettotaltunyttigt#Holdophvorvardetdejligt

Stil-leben

Stil-leben – eller stille-ben, som jeg første gang læste det som, engang tilbage i 1.g så vidt jeg husker. Læst korrekt, er det stil-leben, som på tysk betyder stille liv og på kunst-sprog er malerier af livløse genstande. Oftest sat smukt op, som smukt dækkede borde eller en smuk blomsterbuket. Så ved du også det. Det er er i øvrigt et dejligt ord, hvis man siger det højt med ekstra sch-lyd på st-delen og schwung på leben. Prøv at sige det højt et par gange. Det bliver bare bedre og bedre.

På Etonmess’k betyder det også små pauser og næring til hjernen. At finde tid til det stille liv. Jeg husker indimellem min drøm om engang at kunne tegne smukke tegninger.

Indtil videre er det blevet til ikke ligefrem specielt smukke tegninger, men i hvert fald flere små dejlige pauser, hvor jeg både får lov til at trække vejret helt ned i maven og samtidig øver mig bare en lille smule på at tegne smukt.

Mine pauser og vejrtrækninger har jeg samlet her sammen med andre skrablerier i “Den store Coffee-table-book, der aldrig bliver”. Men det er også ok, for de er jo allerede blevet til pauser i livet.

 

Hashtag: Honningdepot og pauser (og forår og perler)

Pauser betyder meget for mig. Jeg er ikke altid så god til at huske at tage dem, men det lykkedes da indimellem. Pauser er mine honningdepoter (de der små lagre, som får os sikkert igennem vinteren/hverdagens larm). DIY og  oppyntning giver mig små pauser i hverdagen og er dermed også lig med honningdepoter for mig.

Jeg elsker at pynte op og bruger alle gode undskyldninger: Efteråret, halloween, påsken, julen og selvfølgelig foråret.

Og her er 2 i 1: Mine perlepinde, som kan bruges både efterår og forår. Se dem om efteråret her, hvor du også finder vejledningen, hvis du skulle ha’ brug for sådan én: Efterårs-perler i solen

Og her om foråret er de også gode til at lokke solen og krokussen frem.