Tag-arkiv: skæg du selv sidder på

Årets 3 bedste råd, som garanterer din lykke. Helt sikkert. Med garanti.

Du har også set dem. Og du kender dem med garanti til hudløshed. Hvis du er kvinde, kender du dem muligvis lidt mere indgående, for de er altid målrettet lidt mere til os, men er du mand, kan du ikke skjule dig heller.

Du ved godt, hvad jeg taler om. Rådene. De 10 gode råd, som sikrer dig et godt forhold. De 4 gode vaner, som sikrer dit vægttab. De 7 fælder, du skal undgå, hvis du vil lave den perfekte julemad. De 5 skridt du bare skal tage, hvis du vil løbe en marathon (he he). De 27 små gode råd, som sikrer dig evigt liv.

Men nu er de her endelig! Årets bedste råd. Nej nej, jeg mener århundredets bedste råd. Du griner måske lige nu lidt i skægget (og det er jo også ok, for vi har jo kun det skæg, vi selv sidder på, det ved jeg godt). Men nogle gange mødes man bare af heldet på en fuldstændig uforudset måde. Og det er netop sket for mig, og da jeg ikke er den egoistiske type, så deler jeg selvfølgelig, og det gør jeg selvfølgelig med dig. Og du skal være mere end velkommen til også at dele ud af dit held. Ja, lige nu aner du naturligvis ikke, hvad jeg taler om, men bare vent. Lige om lidt, vil du forstå alt. ALT siger jeg dig!

Jeg skriver gerne ned rundt omkring mig. Gode ideer til indlæg, indkøbssedler, huskelister, overskrifter, tanker, stikord til historier og alle mulige overvejelser. I notesbøger, på post-its, små lapper papir, i telefonens note-app eller i sms’er til mig selv. Indimellem – eller oftest – så glemmer jeg alt om dem, og så dukker de lige pludselig op. Og det gjorde denne sms altså med al dens vidunderlige smukke visdom. Og det er her, du får de sidste gode råd, du nogensinde får brug for. Gør dig klar, for fra nu af kan du klare alt på din vej:

  1. Lyt efter til reglerne
  2. Ikke ryste grankoglerne
  3. Spørg, inden du kommer ind

Jeg har sendt dem til mig selv den 10. december kl 19.52 2017, og jeg kan simpelthen overhovedet ikke huske hvorfor. Om det er noget, jeg har tænkt i en gløgg-brandert på anden søndag i advendt, som jeg siden lykkelig har glemt alt om? Om det er én af Ungerne, der har sagt det? Eller om det er det bedste min hjerne kunne klare midt i en strid lungebetændelse? Jeg ved det ikke. Men det gør jo ikke rådenes visdom mindre væsentlig. Har du brug for lidt ord til at sætte dine egne tanker igang over, hvad denne visdom betyder lige præcist for dig i dit liv, er her mine ord på, hvad de kan betyde for mig i hvert fald:

1. Lyt efter til reglerne: Selvfølgelig skal du det. Jeg er en stærk tilhænger af, at vi kender og følger reglerne. At vi opfører os ordentligt overfor hinanden. Men det betyder selfølgelig ikke, at du ikke må bryde reglerne, bare du stadig opfører dig ordenligt.

2. Ikke ryste grankoglerne: Ja, den giver jo nærmest sig selv! Jeg tror, at alle vil være helt enige i, at her er der ikke behov for yderligere forklaring.

3. Spørg, inden du kommer ind: Den minder utroligt meget om råd nr. 1: Hav respekt for din omverden. Spørg, inden du kommer ind, handler for mig om både, at du interesserer dig for de mennesker, der er i dit liv (det er jo derfor, at du gerne vil ind), men at du også respekterer dem og deres grænser (du spørger inden)

Jeg vil sige, at jeg glæder mig særlig meget til at leve efter råd nummer 2. Det kommer virkelig til at gøre en stor forskel. Prøv selv.

Mere skæg du selv sidder på

Jeg har stadig fokus på min nye hobby fra sidste år: At grine af og i hverdagen, fordi: Man har jo kun det skæg, man selv sidder på. Læs evt. her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!). 

Det handler om at samle på sjov og på grin i hverdagen og give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven. Her er derfor lidt mere skæg, du kan sidde på (altså grine af, ik’?):

  • At julle afsted i 1. gear på cyklen også ned af bakke (obs, ikke kun når gearet er frosset fast…)
  • Holde op med at være så voksen-kedelig og brug andre menneskers trappetrin, som en del af fortorvet, når du går tur (hvis du er forælder, er det dét, som du gerne forbyder Ungerne at gøre). Gør det selv istedet,  det er helt vildt sjovt!
  • Syng med på sangene, når du lytter til musik i hovedtelefoner. Indrømmet, jeg har ikke selv turde prøve offentligt endnu, men hvor ser det bare ud til at være skønt, når andre gør det!

Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

For mange år siden gik jeg i klasse med en pige, som meget ofte sagde disse bevingede ord: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Og ja, når man nærmer sig de 40, så har man virkelig retten  til (og muligheden for) at sige “for mange år siden”.

Og hun har jo så evig ret. Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Jeg er derfor begyndt på en ny hobby: Jeg samler nemlig på sjov. Både på mit eget og på andres. Her er hvad jeg foreløbig har fået samlet sammen:

  • Skilte man ikke lige havde set komme
  • 4 årig dreng med batmanmaske, som står og venter på S-toget med sin mor en almindelig tirsdag morgen
  • At surfe efter indkøbsvognen på det glatte gulv på vej ud af Lidl (selvfølgelig ikke, når man har Børnene med – de bliver jo umulige at opdrage på bagefter)
  • At grine med mine med-yogier over, hvor svært det er at stå på venstre fods lilletå, mens man forsøger at trække vejret helt ned i maven
  • At spise boller i karry med ristede pølser
  • Når togføreren opfordrer til at huske gummibåden, når det står ned i stænger på en alt for tidlig torsdag morgen
  • At snuppe gyngen før et af Børnene og gynge så højt, at det kilder i maven og drømme om at turde hoppe af gyngen i flyvende fart
  • At cykle slingrende af sted på vej hjem fra arbejde (et sikkert sted, hvor ingen bliver ramt eller andre bliver bange for at ramme én)

Det skulle senere vise sig, at hun lidt for godt vidste, hvad hun talte om, og det gør det jo kun endnu vigtigere at følge det gode råd. Vi har ikke meget kontakt i dag, men jeg tror, at hun er én af dem, der har klaret sig. Men det er hendes historie og ikke min.