Bitte lille og alligevel stor nok til at fylde hele lommen.
Helt kakaobrun og grøn som gift.
Blød og glat og med seje hårde pigge, der forsøger at skræmme verden væk.
Søde dejlige kastanje, du er min evige efterårsglæde.
Jeg polstrer mig
Jeg polstrer mig til vinteren. For jeg ved, den er på vej. Også selvom man måske ikke lige kan se det. Så ved jeg, at den kommer.
For det gør den jo altid. Kold og blæsende. Iset og hård.
Hvert år selvfølgelig. Men også i livet. Forår. Sommer. Efterår. Og Vinter. Det skifter hele tiden.
Det har været et hårdt år med at holde fast, når mandens arbejde går konkurs, når der skal spares stillinger på arbejdspladsen og når en tæt kollega mister livet.
Lige nu kan jeg mærke overskud og ro. Og det er lige præcis derfor, jeg polstrer mig. For jeg ved jo, at måske om lidt – måske om lang tid, så sker der noget igen.
Noget som igen vender livet lidt eller meget på hovedet.
Og det er bestemt ikke sortsyn og pessimisme. Det er realisme og ærlighed, tænker jeg. For livet er jo op og ned. Og ned og op igen.
Så jeg gør mig altså klar til vinteren. Jeg polstrer mig, så jeg får et lækkert tykt fedtlag at stå imod med. Jeg polstrer mig nemlig med ro og varme, relationer, venskaber og kærlighed.
Jeg bygger op, så når svære tider kommer, så er jeg klar. Så har jeg nogen at tale med, at grine med og at græde med.
Jeg polstrer mig, så jeg ikke er alene. Og så jeg måske endda også har et ekstra fedtlag at dele ud af, når svære tider rammer andre.
Jeg polstrer mig med varme følelser, ærlige samtaler og glade grin. På den måde forlænger jeg måske endda de gode tider og forkorter den kolde vinter.
Og når den så kommer, den kolde hårde vinter, er jeg tyk og fed på kærlighed og omsorg. Klar til at stå imod og klar til at blive hjulpet igennem.
Polstret.
Festklædt i tidligt efterår
Se lige mig! Praleri med nål nr 4,5
Beklager, men der er altså pral på bloggen i denne uge. Jeg kan ikke lade være!
For se lige, hvad jeg har haft gang. Det er jeg da nødt til at råbe lidt op om.
Jeg har nemlig lige hæklet denne:
Og så også bare lige en til, nu hvor jeg var i gang:
Og så har jeg endda gjort det i god tid før sommeren! Onde tunger vil muligvis hævde, at det helt omvendt snarere er en lille smule forsinket, hvis man tænker på, at det måske netop lige har været sommer. Men der må jeg bare sige, at jeg nægter simpelthen at lytte til den slags useriøse og over-kritiske pladder. Jeg er ude i god tid – og sådan er det!
Find opskriften her
(måske, kun måske, vil jeg nu se lidt på julens hæklerier – men det er ikke sikkert, der er jo gooood tid endnu – i hvert fald til julen 2020…)
tidligt efterår er
Jeg har skrevet et digt. Om efterår.
Ja, jeg ved godt, at det var solskin og isvafler i sidste uge og i denne uge altså efterår, men det er jo sådan, årstiderne skifter og så må man jo bare følge stille med.
Et digt om efterår er om vinterstøvler, om sjap og træt økonomi. Om vandpytter og regnfrakker og røde paraplyer, med tung regn som løber ned af det våde stof over stiverne, inden det lander i store pytter på vejen.
Et digt om efterår, hvor våde katter ligger i ly under buske, som prøvende og forsigtigt allerede er begyndt at smide de første blade.
Det er om vind, som køler mine kinder, indtil solen får et øjeblik til at varme dem op og minder mig om varmere tider.
Et digt om efterår, er om at løfte fødderne op, når man cykler igennem store vandpytter og glæde sig, når bilernes fart igennem vejens store vandsamlinger ikke går ud over en selv.
Et digt om efterår, er om at starte morgenen med en kop varm kaffe for at veje op for, at man i rent trods går rundt i kolde bare tæer.
Ahhh is! Eller noget…
Jeg har slået mig på varmen! Altså som at den virkelig har givet mig en på sinkadusen.
Jeg har tænkt så meget på is (is, is, is, is, is, is) i de sidste varme dage, at jeg lige pludselig så mig selv sidde og hækle: Ja, selvfølgelig is.
Hvilket jo faktisk overhovedet ikke giver nogen som helst mening. For hvad skal det dog hjælpe mod mini-hedebølgen at sidde med varmende garn, en kat over benene og så hækle is?
Fyldt med polyesterfyld og ikke vidunderlig og dejlig hindbærsorbet og sød og blød pistacie-is lavet på piskefløde? Åh, den varme har da virkelig slået mig ud.
Og hvad i alverden skal man dog overhovedet bruge den slags til?
Jeg har heldigvis fået noget afsat til Mindste-barnets legekøkken og så forsøger jeg mig med at lokke mig til at læse lidt flere bøger ved at bruge dem som fristende bogmærker. (Man sætter bare en tynd pind i og vupti, så har man et lille fint borgmærke)
Kan allerede nu godt begynde at grue lidt for overgangsalderen, for hvad mon hedeture og hormonudsving kan få mig til, når en almindelig lille varmefront gørmig så forvirret?
Se her, hvor slemt det har været.
Og hvis du er is-sulten kan du finde opskriften her:
Varmefri!
En lille bitte bid pause
Uden noget.
I denne uge er der bare håndklæder på bloggen. Altså hæklede.
Jeg havde overvejet, om de skulle have et digt med. Måske noget med bølger eller bjerge, fordi mønstrene minder mig om det?
Eller noget om farver? Måske kunne jeg skrive noget klogt om retro-farveskala versus skandinavisk enkelhed og farveforskrækkelse?
Jeg kunne også skrive noget om uanselige mængder nøgler med alt for meget rest-garn og ufuldendte, men ikke desto mindre vidunderlige lokkende projekter.
Men der blir ikke noget af den slags i dag (men hvis du nu lige sidder og bare har en vild lyst til at læse en længere rablen om de der vidunderlige ufuldendte projekter, så kig forbi her). Næ, denne gang viser jeg dem bare frem, fordi jeg selv synes, at de er fine og sjove og fordi jeg elsker at hækle i corner2corner.
Så værsgo, her er de:
Find virkelige godt vejledninger til corner2corner her hos Tante Tråd.
Og så skal du jo altid være velkommen til selv lige at benytte øjeblikket til at tænke lidt i bjerge og bølger og farver og lækre bløde garner. Værsgo, gør det bare. Tag en lille pause.
I lys
Legesyge måne
Dér er du.
Klar til at lege lige midt i mørket.
Du har klædt dig ud med en moustache af en rosa sky.
Men så er du væk.
Jeg kigger rundt og pludselig dukker du grinende frem bag en ø skjult i skyer.
Du er klædt ud som en appelsin helt i orange.
Og vi leger, at det bare er os to. Dig og mig. I lyset i mørket.